DA JEG i 1980’erne studerede teologi i USA, hørte jeg ofte dette mantra: ”The family that prays together, stays together.” Familier, der beder sammen, bliver sammen.
Når vi beder sammen, knyttes vi sammen. Og jeg tænker: Gælder princippet ikke også i et større perspektiv? De samfund, der beder sammen, knyttes sammen. De kulturer, der beder sammen, knyttes sammen. De religioner, der beder sammen, knyttes sammen. Hvorfor ikke?
Den egentlige og dybeste religiøse praksis, bønnen, bevirker det, som ingen forhandlingsmøder og dialogkonferencer kan opnå. Vi bliver varme om hjertet og erkender, at vi alle er skabt af Gud og derfor med i den samme menneskelige familie.
Det springende punkt er naturligvis, om vi som kristne kan bede sammen med mennesker fra andre religioner. Evangelisk Alliance samler alle evangeliske, det vil sige protestantiske, kristne. I forlængelse heraf er der også en økumenisk bedeuge, hvor katolske og ortodokse kristne er med. Hvornår er vi klar til at række ud over kristendommens grænse og indbyde vores medmennesker fra andre religiøse traditioner til bønnens fællesskab?
I princippet bør vi kunne bede sammen med alle mennesker. det gør vi jo i kriser. Ved sygelejet. I synkefærdige gummibåde over Middelhavet. Efter terrorangrebet den 11. september 2001. Hvorfor så ikke gøre det til hverdag. Det ville da hjælpe på samfundets højt besungne sammenhængskraft!
Vi kan kigge mod syd, til Berlin, og lade os inspirere af House of One, der er en fælles helligdom for jøder, kristne og muslimer, hvor der er henholdsvis synagoge, kirke og moské under samme tag. Idéen er, at de tre religioner kan dyrke deres tro efter egne traditioner og samtidig mødes i et fælles rum for at bede og lære af hinanden. Fra en fælles forhal går man ind til henholdsvis en synagoge, en kirke og en moské, der alle er lige store. Rummene har skydedøre, så det hele kan slås sammen til én helligdom.
Projektet begynder at materialisere sig i 2019, hvor en parkeringsplads på Petriplatz bliver ryddet og byggemodnet. Projektet har flere gange modtaget støtte fra den tyske forbundsregering – senest 10 millioner euro.
Sammen med min assistent Michala Linn Madsen foretog jeg et research-interview med tre af initiativtagerne til det storstilede projekt: den kristne præst Frithjof Timm, den jødiske kantor Esther Hirsch og den muslimske imam Osman Örs. Og svarene overraskede mig:
For det første: Samarbejdet bygger ikke på teologisk konsensus, men på fælles menneskelighed. ”Vi er til, og det er nok,” som Esther Hirsch udtrykker det.
For det andet: Samarbejdet favner mangfoldigheden og fejrer forskelligheden. ”I fællesbøn og fredsbøn vil enhver bede ud fra sin egen tradition,” siger Osman Örs.
For det tredje: Samarbejdet er ikke et færdigt koncept, men en fortløbende læringsproces. ”Vi startede i 2011 ud fra en teoretisk ramme. Men at udfylde den er en proces: Hvordan opbygger vi den næste gudstjeneste? Skal vi ændre lidt ved liturgien?”, reflekterer Frithjof Timm og fortsætter:
”Vi kommer sammen for at vise, at vi alle er mennesker. Vi har forskellig tro, men vi kan leve i fred og være venner. Religion er en hjælp til fred i verden.”
Kan vi lære af vore venner i Berlin? Ja, den praktiske tilgang er velgørende. I Danmark har vi allerede evangeliske og økumeniske alliancer. Vi arrangerer dialogkonferencer, danner tværreligiøse netværk og senest også flere tænketanke.
Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og udmønte alle dybe tanker og velmente ord i konkret handling?
Lad os da bede sammen.
Svend Løbner er journalist og forfatter.