Jeg er født og opvokset på Nørrebro, min far er fra Tyrkiet og muslim. Religion har ikke fyldt meget hos mig eller hos de fleste af mine barndomsvenner med anden etnisk baggrund, hvilket nok er grunden til, at rigtig mange af mine venner fra dengang er velintegrerede og klarer sig godt i Danmark.
Ja, en del var faktisk flygtninge fra mullahstyret i Iran og havde ved selvsyn oplevet, hvad islamisme er. Og jeg er lykkelig for, at der ikke var bønnekald fra moskéerne, da jeg var teenager. For hvad havde det betydet?
At hele kvarteret, hvor vi boede, kunne høre, at der nu blev indkaldt til bøn. På den måde ville alle med muslimsk baggrund skulle forholde sig til religion flere gange om dagen, morgen, middag og aften. Og her ville der opstå det problem, som man ikke står over for, hvis man ikke har rødder i Mellemøsten:
For de mest ekstreme kræfter ville selvfølgelig opsøge os unge og sige: ”Hørte du ikke, de kaldte til bøn – skal du ikke i moskéen?”. Den form for pres kan være meget svær at sige nej til, især når du er ung og egentlig gerne vil være en del af samfundet, men samtidig kan være enormt splittet omkring din egen identitet.
Derfor bliver jeg så træt af alle de kulturrelativister, der negligerer debatten om islamistiske bønnekald, fordi de har deres på det tørre og bor langt væk fra problemerne.
Det er næppe dem, der kommer til at leve med larmen eller bliver udsat for socialt pres. I deres selvgode iver efter at vise, hvor tolerante de er, sender de en masse moderate muslimer direkte i favnen på de mest reaktionære kræfter i vores samfund.
For social og religiøs kontrol fandtes, dengang jeg var yngre, og det er endnu værre nu, hvor islamismen har langt bedre fat især i de unge, ikke kun i Danmark, men i rigtig mange vestlige lande.
En udvikling, som er stærkt bekymrende, og som vi alle har et ansvar for at modvirke.
Og værst af alt er, at de moskéer, der vil indkalde til bøn i Danmark, har ændret meget karakter siden dengang, jeg var ung på Nørrebro.
I dag er en stor del af moskéerne styret af Erdogans fascister, af præstestyret i Iran, af forbryderstaten Qatar, eller af andre islamistiske kræfter med dertilhørende kugleskøre imamer, som ikke bidrager til noget som helst positivt, hverken i forhold til integration eller til sammenhængskraften i vores samfund.
Derfor: Tak for tilbuddet om bønnekald, men nej tak!
Lars Aslan Rasmussen er medlem af folketinget for Socialdemokratiet.