Hylende bilhorn og mellemøstlige melodier smelter sammen, mens en konvoj af BMW’er suser gennem Gellerupparken i høj fart med unge mænd, der hænger ud af bilernes vinduer. En af dem holder en højttaler, der spiller så højt, den overhovedet kan trække.
Disse scener, der er blevet fanget på video, udspillede sig kort efter, at en højreradikal gruppe havde demonstreret imod det omdiskuterede bønnekald i Gellerupparken i Aarhus. Selvom der er bred enighed om, at de unge mænds opførsel var kritisabel, er der delte meninger om, hvad kritikken egentlig skal gå på. Ali Aminali, konservativ debattør og forfatter, mener ikke, at de unge mænds opførsel skal ses som udtryk for islamisme, da de unge mænd nærmere bruger religionen som en form for identitetsmarkør.
Men den udlægning er islamkender Ahmed Akkari ikke enig i. Han mener, at det er for firkantet at påstå, at de unge mænds handlinger kan adskilles fra deres religion.
Hvad er bønnekaldet og de efterfølgende optøjer for dig at se udtryk for?
”Bønnekaldet er en kendt muslimsk tradition de steder, hvor muslimer har kontrol over samfundet, og det hører til de faste ritualer for moskéer.
I forhold til at kalde til bøn i Gellerup, så undrer det mig, at en del muslimer lader sig rive med af stemningen og accepterer den uhøflige adfærd med at ville kalde højlydt til bøn. De bør respektere samfundets sekulære rammer og udvise den høflighed, som der er behov for.
Vi muslimer kan agere ret frit allerede i kraft af forsamlingsfrihed, trosfrihed og missioneringsfrihed. Så hvorfor skal man ud og proklamere bønnen i et ikke-muslimsk område? Og hvorfor interesserer de unge ballademagere sig pludselig for det? Det er i mine øjne udtryk for en religiøs magtdemonstration og manglende respekt for det samfund, som har givet dem så vidtgående rettigheder.”
Ville man ikke kunne forvente samme opførsel fra en marginaliseret gruppe unge, hvis islam ikke var indblandet? Ville de ikke bare samle sig om noget andet?
”Det religiøse aspekt skinner tydeligt igennem i og med, at det hele starter med et bønnekald. Bønnekaldet er historisk forbundet med en erklæring af dominans og at kalde folk til den rette vej. I efterspillet er de her unge så kommet på banen, og det undrer mig, at nogen kan tolke det, som om det ikke har noget med kultur og religion at gøre. Når de unge mænd går ud og bakker op om det her, gør de det for at markere, at her står vi: Vi står sammen om islam og den religiøse kultur, der binder os.”
Hvorfor er det vigtigt at understrege, at der er et religiøst element i deres adfærd? Bliver deres adfærd mere problematisk af den grund?
”Muslimer i Danmark er en minoritet i et majoritetssamfund. Og både det at lave højlydte bønnekald og at skeje ud på den her måde bagefter er et tegn på manglende høflighed. Mange danskere er overfølsomme over for religiøse symboler og ritualer og vil føle sig mere stødt, når de indgår.
Hvis det bare var unge mennesker, der kørte rundt og lavede larm, ville det være udtryk for en slags modkultur, der kommer fra et andet sted. Men i og med, at bønnekaldet var startskuddet til det hele, så mener jeg faktisk, at man bør opfordre muslimer til ikke at deltage.
Det danske samfund har jo accepteret muslimernes tilstedeværelse. Der kræves så til gengæld en form for høflighed og respekt over for det resterende samfund, men når bøllerne kører ud i deres biler, er det som at sige, at de er fuldstændig ligeglade.”