Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, ser en tydelig parallel mellem islamister og kristne abortmodstandere. I forbindelse med det lovforslag, der har som sit hovedmål at forhindre udenlandsk finansiering af yderliggående islamiske organisationer gennem en forbudsliste, udtaler hun i Kristeligt Dagblad den 21. november:
”Jeg tænker for eksempel på meget stærkt kristne mennesker, der er modstandere af abort. Jeg mener, det er en grundlæggende rettighed, kvinden har til sin egen krop, og jeg mener da ikke, at vi skal tage imod donationer fra mennesker, der vil fremme den dagsorden, at kvinden ikke længere skulle bestemme over sin egen krop.”
Rosa Lunds kommentar udstiller netop problemet med lovgivning, der først og fremmest har karakter af sindelagskontrol. Hvordan afgør man, hvornår en holdning er så udemokratisk, at den skal føre til, at personer og grupper skal på listen?
Hør for eksempel, hvad der står i bemærkningerne til lovforslaget: ”Som eksempel på en juridisk person, der modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, kan nævnes en organisation, der agiterer for, at demokrati bør afskaffes og erstattes af et kalifat, eller opfordrer til at bryde menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.”
Hvilken dommer vil bryde sig om at administrere lovgivning, der mest af alt er elastik i metermål? Spørgsmålet om abort er for eksempel ikke så enkelt, som Rosa Lund gør det og i hvert fald ikke et spørgsmål om demokratisk sindelag. Således har Det Etiske Råd peget på, at ”den gravide kvinde og fosteret kan betragtes som to selvstændige individer, som begge er beskyttelsesværdige”. Det skyldes fosterets/barnets selvstændige blodtype, dna og så videre.
Jeg har aldrig mødt en abortmodstander, der havde som mål at begrænse kvinders ret til egen krop. Men jeg har mødt mange, der forsvarer barnets ret til egen krop.
Rosa Lunds holdning viser et problematisk forhold til de grundlæggende frihedsrettigheder i Grundloven, blandt andet retten til at tro, tænke og mene, som man vil. Enhedslistens kommentarer afslører, at man måske ikke helt har forladt den knapt så demokratiske socialisme fra det 20. århundrede, som man gerne vil foregive.
Et andet område, hvor man kunne pege på Enhedslistens problematiske forhold til Grundloven, er, når det kommer til den private ejendomsret (paragraf 73, stk. 1), hvor Pelle Dragsted i 2019 sagde, at man vil ”gøre det obligatorisk for arbejdsgiverne, for de store virksomheder, at overdrage en del af deres aktiekapital gradvis til en fond kontrolleret af medarbejderne”. I gamle dage kaldte man den slags for ekspropriation uden kompensation – eller nationalisering, men det klinger for udemokratisk i dag, så de ord er man vist holdt op med at bruge.
Jeg kunne altså med lige så meget ret mene, at vi bør begrænse den årlige pengestrøm, der hvert år går fra skatteyderne til Enhedslisten i form af partistøtte, når jeg hører holdninger som Rosa Lunds og Pelle Dragsteds.
I øjeblikket er partistøtten mere end otte millioner kroner om året. Det mener jeg nu ikke, vi skal. Som demokrat er jeg nemlig af den opfattelse, at Enhedslisten må tro og tænke, som de vil, uanset om jeg finder det sympatisk eller ej.
Mads Kobbersmed er cand.scient.pol. og gymnasielærer.