Børnepsykolog og folketingskandidat: Tal om klimamonsteret under barnesengen

Hvis der er noget, der kun gør angsten værre for klimaet, så er det dommedagsfortællinger uden handling og konkrete tiltag, skriver børnepsykolog

Tal med dit barn, og vis dit barn, hvordan man kan leve bæredygtigt, og hvad man selv kan gøre for at mindske sit eget CO2-aftryk, skriver børnepsykolog. Illustration: Rasmus Juul
Tal med dit barn, og vis dit barn, hvordan man kan leve bæredygtigt, og hvad man selv kan gøre for at mindske sit eget CO2-aftryk, skriver børnepsykolog. Illustration: Rasmus Juul.

Forleden sad jeg og talte med et barn, der var blevet ked af det og bange efter at være blevet undervist i, hvordan klimaforandringerne påvirker verden. Den her angstreaktion kommer af, at nyheden om klimakrisen er overvældende, men den vokser sig fast, når vi voksne ikke kan finde ud af at tale med barnet om det. For hvis børnene ikke tror på, at vi kan og vil løse klimakrisen, hvordan skal vi så hjælpe dem med klimangsten?

For 10 år siden viste en undersøgelse fra Børnerådet, at cirka halvdelen af børn af og til bliver bange for klimaforandringerne. Jeg er sikker på, at det tal er meget højere i dag, og som børnepsykolog ser jeg flere og flere klimabange børn.

Hvis der er noget, der kun gør angsten værre, så er det dommedagsfortællinger uden handling og konkrete tiltag. Og ja, vi voksne kan jo også være bange, som klichéen efterhånden lyder. Men nu må vi pakke hjælpeløsheden og fortvivlelsen væk og i stedet skrue op for handlekraften og overskuddet, så det er det, børnene ser.

Meget af den psykologiske forskning på området påpeger netop, at forandringen starter i dialogen. Så tal med dit barn, og vis dit barn, hvordan man kan leve bæredygtigt, og hvad man selv kan gøre for at mindske sit eget CO2-aftryk. Og endnu vigtigere: Tænk over, hvordan du fortæller om oversvømmelser, forurenet drikkevand og verdenshave fyldt med plastic, og husk at få løsningerne med frem i front i fortællingen. For klimaangsten flytter ind som monsteret under sengen, hvis det hele bare bliver dommedag og handlingslammelse, og vores børn kun kan se skyldfølelse og afmagt.

Tænk, at det skal være vores børns angst, der kræver vores handling. Tænk, at det er 16-årige Greta Thunberg, der går forrest for klimaet, taler til verdens ledere og får børnene til at skolestrejke for klimaet.

Nu må vi tage ansvar og handle på den krise, vi selv har været med til at skabe. Ellers risikerer vi, at de kommende generationer vokser op med en klimaangst, som vil mærke dem for livet.

Sofie Groth er børnepsykolog og folketingskandidat for Alternativet i Københavns Omegn.