Prøv avisen
Debat

Bring naturen tilbage til børnene, for den er vigtig for deres udvikling

Flere børn lever i byerne og forbinder leg i naturen med pligter i skolen. Og kun hvert 10. barn har en hverdag med skov, krat, strand, søer og åer i deres fritid. Og det bekymrer Mariella Harpelunde Jensen fra Dansk Hulebyg, som opfordrer til, at vi går sammen og kæmper for børns ret til fri leg. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Skoler, daginstitutioner og spejdergrupper bruger mange steder skov og strand, men ofte som en del af styrede forløb og formelle læringsplaner, derfor bliver naturen for mange børn forbundet med læring, lektier og pligt, og derfor kan det heller ikke overraske nogen, at børnene ikke kender naturen som et personligt privat rum og ikke længes efter den, skriver direktør i Dansk Hulebyg

Barndommens hule i den vilde natur er et skatkammer fyldt med alt det, som et barn har brug for. Her opdages naturen, her bruges de praktiske færdigheder til noget meningsfyldt, her trænes nysgerrigheden, lederskabet, fællesskabet og kunsten at lege frit. I Dansk Hulebyg er vi bekymrede, for vi oplever, at danske børns fri leg i naturen er truet. Hvis vi ikke hjælpes ad, findes den snart kun i historiebøgerne.

Børn i Danmark opholder sig mindre udendørs end vi, deres forældre og bedsteforældre gjorde, da vi var børn. Det er der mange grunde til. Børnene er låst i institutioner i dagtimerne, de bruger meget tid på de elektroniske medier, hvor de har det rigtig sjovt, og så har børnene ikke længere mulighed for at lege frit i naturen på samme måde som generationerne før dem.

Åen på vej til skole ligger ikke åben og klar til leg, som den gjorde i 1960’erne, men har længe ligget i drænrør under grusstien. Skolevejen har også ændret sig, biltrafikken er eksploderet, siden 1960’erne er antallet af biler mere end tredoblet, og en tredjedel af Danmarks børn bliver kørt til skole i bil af deres forældre. Derudover er Danmark mere bebygget end for 50 år siden, og byområderne er i kraftig vækst. Naturen er ikke længere et livsvilkår, men et tilvalg, og der er ikke mange Ole Lund Kirkegårdske haver med æblerov tilbage.

Når danske børn i dag er udendørs, er det hovedsageligt i haven eller på sportsanlæg. Hvert 10. barn færdes i skov og krat, ved strand, sø og å i fritiden. De dele af Danmarks areal, som består af fredet vild natur, er overtaget af gamle mennesker; ornitologer, motionsløbere, mountainbikers, såkaldte naturelskere, og ingen gør en seriøs indsats for at give børnene adgang til den vilde natur.

Skoler, daginstitutioner og spejdergrupper bruger mange steder skov og strand, men ofte som en del af styrede forløb og formelle læringsplaner, derfor bliver naturen for mange børn forbundet med læring, lektier og pligt, og derfor kan det heller ikke overraske nogen, at børnene ikke kender naturen som et personligt privat rum og ikke længes efter den.

Den fri leg i den vilde natur er et kulturfænomen, som hører til en tidsperiode fra 1930’erne til 1970’erne, en tid, hvor naturen var tilgængelig, og internettet og mobiltelefonen ikke var opfundet. Mange kulturelle skikke har gennem tiden domineret det danske samfund og er forsvundet igen. Men gør det noget, hvis den fri leg i naturen forsvinder helt?

Ja, det gør. Det mest spændende sted at starte sit liv som et nyt lille menneske er i fri leg under åben himmel. Her trænes krop, sanser og hjerne, og børnene udvikler sig og vokser sig sunde, stærke og kloge. Alle undersøgelser viser, at børn ikke udvikler sig lige så godt indendørs. Men vi skal se at komme i gang med at tænke nyt, bruge teknologien til at inspirere og kræve noget af dem, der lige nu “sidder” på naturen. Den danske natur skal med andre ord tilbage til børnene.

Hvis du trykker på en mariehøne, der sidder i håndfladen, måske for at få den til at flyve “op til Vorherre og bede om godt vejr”, så kan der komme en gul, klæbrig substans ud af det lille insekt, og det er faktisk oplagt at stikke tungen ud og smage på det gule, hvis du er bare lidt nysgerrig. Oplevelsen er bitter, stærk og ikke behagelig. Måske har du prøvet det og kender smagen?

Du gjorde nok ikke opdagelsen, mens dine forældre så på, det var nok et forsøg, du lavede alene. Det skete nok under fri leg. Men hvor mange af os voksne ville stoppe en seksårig, der smagte på den gule substans, hvis vi så det ske? Og hvor mange af os ville efterfølgende respektere barnet for eksperimentet? Hvor mange af os forsvarer egentlig vores børns ret til at lege frit?

Tre faktorer er afgørende for børnenes fri leg. For det første adgangen til et sted, hvor man kan lege udendørs. Det er selvsagt en udfordring i byerne, men her kan en altan, en gårdhave eller et krat være et fristed.

For det andet børnenes evne til at håndtere de risikofyldte situationer, som den fri leg indebærer. Du skal nemlig kende dine grænser, ellers kommer du til skade. Det handler om at kunne mærke, om du har styrken til at kravle højere op i træet, for du skal også ned igen, det handler om at kunne overskue afstanden fra bækkens bred til den modsatte bred med fare for våde sko og sokker, hvis du regner forkert. Alle disse vurderinger er baseret på erfaringer, på forsøg, som gik godt, og forsøg, som mislykkedes. Undersøgelser viser, at børn med et godt samspil mellem sanser, hjerne og krop leger bedre, har det bedre fysisk, psykisk, socialt og har bedre muligheder for læring. Men hvert sjette barn, som i dag starter i skole, er understimuleret sansemotorisk og har motoriske vanskeligheder. Det tager længere tid at få disse børn med i hulebyggeriet, men det lykkes heldigvis næsten altid.

Den tredje og sidste faktor, som er afgørende for den fri leg, er forældrenes tillid til sig selv. At vi selv tror på, at vi kan introducere den fri leg til vores børn, lære fra os, når vi løber gennem skoven, og børnene snubler. Ingen er ekspert fra begyndelsen, det er sjovt at vokse sammen med sine børn.

Den fri leg i naturen er truet, for selvom man bor i nærheden af skoven eller parken, er der mange børn, der ikke må lege her alene med vennerne, fordi mor og far er utrygge ved kriminalitet, pædofile eller trafik. Man må ikke tænde bål til snobrødsbagning i haverne i de større byer af frygt for de forurenende partikler fra det rygende bål, man må ikke have hund eller kat i de almennyttige boliger, og der skal søges byggetilladelse, hvis man vil bygge en hule i sommerhuset.

Naturen er altså ikke længere et sted, hvor børn må lege. Vi voksne er blevet enige om, at det er for farligt, for upraktisk og for støjende, at børnene skal lege i vores ekstremt regulerede verden. Vi må arbejde for, at vi her i Danmark tager den fri leg i naturen alvorligt, fordi den er så vigtig for børnenes udvikling. Vi må skabe nye muligheder for de børn, der vokser op indendørs, for det er virkeligheden i dag for mange danske børn.

Den fri leg i den vilde natur er et kulturfænomen, som hører til en tidsperiode fra 1930’erne til 1970’erne, en tid, hvor naturen var tilgængelig, og internettet og mobiltelefonen ikke var opfundet

Mariella Harpelunde Jensen, direktør i Dansk Hulebyg