Børns Vilkår har i den forgangne uge lanceret rapporten ”Adfærdskontrol og tankefængsel” på baggrund af 459 samtaler på BørneTelefonen og kvalitative interviews med 10 voksne informanter. Kristeligt Dagblad kritiserer rapporten i en leder den 30. januar for at have for få tal og ikke forholde sig til forskelle mellem børnenes religiøse baggrunde. Men det har aldrig været rapportens hensigt.
Hensigten har været at vise, hvordan børn oplever negativ social kontrol, og hvilke konsekvenser det har for dem. Hensigten har også været at gøre opmærksom på, at der er børn i Danmark i lukkede kristne miljøer, der udsættes for negativ social kontrol. Børn, vi ikke er opmærksomme på, fordi der i samfundsdebatten generelt fokuseres på, at det er børn og unge i visse muslimske kredse, som udsættes for negativ social kontrol.
Rapporten bygger på et grundigt stykke kvalitativt analysearbejde med udgangspunkt i børnenes fortællinger. Ud fra samtalerne kan vi blandt andet konkludere, at det primært er – men ikke kun – forældrene, der udøver negativ social kontrol.
Vi kan også se, at psykisk og fysisk vold, forsømmelse og vanrøgt, angst, ensomhed, selvmordstanker og psykiske lidelser samt diagnoser optræder langt hyppigere i samtaler om negativ social kontrol sammenlignet med samtaler generelt på BørneTelefonen.
I de fleste samtaler på BørneTelefonen registreres børnenes religiøse tilhørsforhold ikke, medmindre det fremgår af rådgivningen. Idet datamaterialet er sparsomt, ville det være useriøst at gå ud med tal, der anslår omfang. Ud af de samtaler, hvor børnenes religiøse tilhørsforhold fremgår, kan vi dog se, at der er flest henvendelser fra børn med muslimsk baggrund. Men børn fra kristne miljøer, der beretter om negativ social kontrol, findes også – herunder børn fra Indre Mission og Luthersk Mission.
En af rapportens hovedkonklusioner er – og her er vi helt på linje med kritikken i Kristeligt Dagblad – at der mangler viden om negativ social kontrol, herunder særligt viden om omfanget. Der mangler også mere viden om negativ social kontrol i andre miljøer end etnisk minoritets-miljøer.
Rapporten bygger ligeledes på interviews med 10 voksne informanter, der har oplevet en opvækst med negativ social kontrol og har brudt med den. I en artikel kritiseres rapporten for ikke i tilstrækkelig grad at fremlægge kriterierne for, hvorledes de 10 informanter er rekrutteret, og det kritiseres af en adjunkt på Københavns Universitet, at man ikke har adgang til interviewmaterialet. Ligeledes har Børns Vilkår afslået at give Kristeligt Dagblad adgang til interviewene.
Rekrutteringen har ikke været uden udfordringer, da det er et følsomt emne – mange, der har brudt med negativ social kontrol kæmper med angst, depression og PTSD i deres voksenliv. Nogle af dem har brugt år på at bryde med deres baggrund eller ønsker ikke at skade en i forvejen skrøbelig relation til deres familie. Af hensyn til informanterne har vi vægtet højt at sikre deres anonymitet og beskyttelse. Af den grund kan vi heller ikke være mere præcise om, hvorledes de er rekrutteret.
Vi kan oplyse om, at der er tilstræbt en lige kønsfordeling, samt at informanterne kommer fra forskellige religiøse baggrunde. I alt er der interviewet tre mænd og syv kvinder med baggrund i henholdsvis Jehovas Vidner, Luthersk Mission, Islam, Indre Mission og Mormonkirken. Selvom rapporten aldrig har foregivet at være forskning, kan vi informere om, at det er almindelig videnskabelig praksis ikke at udlevere interviewmateriale, særligt når emnet er følsomt – og slet ikke, når informanterne ikke har givet deres samtykke.
Kristeligt Dagblad bør i denne sag fokusere mere på bolden end manden. Børn, der udsættes for negativ social kontrol, skal have hjælp – uanset etnisk baggrund og religiøst tilhørsforhold. Lad os sætte ind der. Det er oplagt at fortsætte indsatsen ved at få mere viden om omfanget, særligt i lukkede kristne miljøer.
Rasmus Kjeldahl er direktør i Børns Vilkår.