Boligministeren var for nylig ude med et forslag om at bygge flere boliger i København. Det er der for så vidt ikke noget galt med, men det kan ikke stå alene. Ministeren mangler at se på, hvorfor efterspørgslen på boliger er stigende.
Over en milion danskere bor alene, og at bo alene er den allermest almindelige måde at bo på i Danmark ifølge Danmarks Statistik. Det er tankevækkende at så mange danskere lever alene, når vi samtidig ved, at netop nære relationer og fællesskaber er gode for os.
Flere og flere unge er ensomme, men der er også et stigende antal unge, som bor og lever alene. Vi er single i mange år – langt de fleste er single, til de fylder 30 år, før de slår sig ned og flytter sammen. Det er mange år, hvor man bor alene. Samtidig er der flere og flere familier, som går i stykker, og par, som bliver skilt. Det betyder, at det i dag er helt almindeligt, at en familie med mor, far og børn bor i to huse.
Begge dele er tendenser, som går ud over fællesskaberne, og som gør os ensomme.
Hvis vi for alvor vil skabe balance i boligpolitikken, er det derfor ikke nok bare at bygge flere huse. Der skal også gøres en solid indsats for at sikre, at familier kan blive boende sammen, og at unge får mulighed for at stifte familie i deres 20’ere. Det kræver en familiepolitik, der forebygger. En politik, som sikrer rådgivning og hjælp til par i krise, og en politik, som sikrer, at også unge har råd til at få børn.
Derudover kan jeg godt undre mig over, at vi idoliserer den ensomme livsstil. Vi ser frem til at ”have vores eget sted”. Vi sætter en ære i at være uafhængige og klare os selv. Jeg siger ikke, at selvstændighed og ansvar er forkert – bestemt ikke.
Men jeg kan godt være skeptisk over for denne idé om, at vi skal være alene for at bevise vores selvstændighed. Og at vores helt egne private gulvbrædder er målet for uafhængighed. Det gør os vel ikke mindre succesfulde eller selvstændige, at andre mennesker slider gulvbrædderne sammen med os?
Mennesker trives bedst i fællesskab med andre. Især de helt nære fællesskaber, hvor man kender hinandens morgenrutiner og favoritslik. De fællesskaber, hvor vi kommer helt ind på livet af hinanden og kan mærke hinanden i en hverdag på godt og ondt. Sådanne fællesskaber trivsel især, når vi deler hus og hjem med hinanden.
Så måske tiden er kommen til at stræbe efter styrken i det fælles. At sætte det som mål at være ansvarlig nok til at kunne dele en bolig med et andet menneske. At blive så voksen, at jeg ikke bare skal have mit eget – men at jeg også evner at lukke et andet menneske helt ind i mit eget liv. At bo sammen er sundt og godt. Det vil mindske ensomheden blandt unge, og det vil styrke børn og familier, hvis mor og far ikke har hver deres gulvbrædder, som børnene kan slide lidt på på skift. Og så vil en sund familiepolitik og en kultur med hinanden i fokus løse lidt af ministerens udfordringer med manglende boliger i de store byer.
Isabella Arendt er næstformand for Kristendemokraterne.