Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Ordet

Brug det rette navn for advent

Johannes Værge

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

”… bered mit hjerte …”

Nr. 71 i Den Danske Salmebog

”ENDELIG JUL!” stod der med gyldne, svungne bogstaver over en af de annoncer, lokalavisen bragte ved månedsskiftet. Også i andre sammenhænge proklameres det straks ved decembers begyndelse, at ”nu er det jul”.

Men det passer ikke! Det er noget, der er kommercielle grunde til at bilde os ind. Ved at kalde alle disse uger jul – og ved at lade julen slutte brat den 24. december, mens den ret forstået varer til helligtrekonger – drejer man julens dagsorden til groft sagt at være indkøb. Og når købene er slut, er det efter dén dagsorden ikke længere jul.

Dog, det er faktisk ikke så meget selve indkøbene og ståhejet op imod jul, jeg har noget imod. Gavegivningen og fællesskaberne omkring de gode måltider er ikke at foragte, og pyntningen i gaderne og i stuerne og hele hurlumhejet har sin egen charme – hvis ikke det bliver for hektisk og derved tomt. Det, jeg her gør indsigelse imod, er sprogbrugen: at det kaldes jul.

Man glemmer med andre ord, at disse uger hedder advent, og at denne periode har en særlig funktion op til jul: Disse uger skal berede hjertet, gøre det modtageligt, vel at mærke for en lysfyldt virkelighed, der er langt større, end vi kan købe og få magt over.

At vi ikke har magt over det, som vi går i møde i advent, betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvordan vi forholder os til det. Det betyder noget, at vi bereder os. Med en Paulus-formulering: Stå op af søvne! Vær vågen og beredt, ikke ved at knytte næverne og ved at tro, at du selv sætter betingelserne, men tværtimod ved at blive modtagelig for et langt større lys end dit eget, så det større kan blive virksomt i dit liv.

Vi har ikke magt over det. Vi kan ikke holde det fast ved at kalde det vores. Og for alt i verden kan vi ikke få med det at gøre med selvhævdende, knyttede hænder. Det kræver åbne hænder, og deri består beredelsen.

Modtagelse kræver en åben hånd. Ligesom det lille barns.

Det drejer sig om at gå en evig virkelighed i møde, en godhed, som vi kun kan modtage på det lille barns måde, med de åbne hænder, med tro og håb.

Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.