DEN NYLIGE RAPPORT fra Aarhus Universitet ”Skærm – skærm ikke” om de danske skolers mobilregler har skabt fornyet debat om, hvordan skærme påvirker vores hverdag. I DR’s ”Debatten” for nylig kaldte speciallæge i almen medicin og forfatter Imran Rashid mobiltelefoner og andre skærme for ”mental forurening” og talte for, at vi ikke bare har behov for mere digital dannelse, men for at slukke for elektronikken.
Imran Rashid kunne fortælle, hvordan skærme er voldsomt vanedannende og har negative konsekvenser for vores koncentrationsevner, og at bare det at have en telefon inden for rækkevide gør, at ens iq bliver 10 procentpoint lavere.
Med det in mente synes jeg, at det er glædeligt, at rapporten viser, at langt de fleste af landets skoler i dag har regler om mobilbrug. Og at skærmbegrænsningerne virker. To tredjedele af skolerne oplever en positiv effekt af deres skærmregler, hvoraf de hyppigste er en styrkelse af elevernes sociale samvær, og de oplever, at eleverne får mere ro, bedre kan koncentrere sig og er mere nærværende.
I ”Debatten” mente gymnasieeleven Nadeen Aiche ikke, at skolernes mobilpolitikker var det rigtige værktøj til at lære børn og unge digital dannelse. For som hun sagde:
”Et helle på skolebænken løser ikke problemet. Hvad med uden for skolen? En mobilpolitik er kun symptombehandling på et langt større problem.”
Det kan hun sådan set have ret i. For skærme er ikke kun et problem i skolerne, de kan også tage overhånd derhjemme. Der er i dén grad brug for, at vi som voksne tager et selvkritisk blik og hjælper vores børn med nogle gode digitale vaner.
VORES FAMILIE LIGNER NOK de fleste andres i dag, ved at streaming på fjernsyn, tablet og telefon er det primære sted bare at flade helt ud. Men sådan har det ikke altid været for os. Da vores søn var mindre, var iPad’en pakket langt væk, og jeg holdt stædigt fast i, at jeg ikke skulle have smartphone.
Ja, faktisk var min gamle telefon dengang altid på lydløs for ikke at vække ham, ligesom at babysavl havde ødelagt mikrofonen, så jeg faktisk slet ikke kunne tale i den. Simple tider, hvor jeg syntes, jeg havde god tid til bare at stirre ud i luften og tænke eller kigge vores lille dreng i øjnene, når jeg ammede.
Men så skete der et eller andet. Streaming blev for alvor en ting med et endeløst udbud af film og tv-serier, som helt automatisk starter et nyt afsnit op. Vores dreng omtaler nu iPad’en som ”sin”, og når han ser noget, vi andre ikke orker, kan vi da bare selv streame på fjernsynet eller telefonen, tjekke Facebook eller sætte os til at arbejde ved computeren. Særligt det sidste har i en travl hverdag været resultatet. For når nu vores søn alligevel gerne vil slappe lidt af foran skærmen efter børnehaven, så kan vi da lige nå at arbejde lidt mere, mens kartoflerne er sat over. På den måde optimerer vi vores sparsomme tid.
Men vi oplevede også, at vores søn havde svært ved at slukke for skærmen igen, og at han nogle gange brød helt sammen, når den skulle slukkes. Da vi stod der med et grædende eller vredt barn og hurtigt kunne blive enige om, at det her ikke var sundt, opdagede vi, at vi ikke var meget bedre selv. Telefonen var ofte inden for rækkevidde og lå hurtigt og ubevidst i hånden, så snart der var bare en to-tre minutters pause mellem aktiviteter.
Vi opdagede også, at vi voldsomt undervurderede vores tidsforbrug, og at, hvad vi troede bare var nogle få minutter her og der, reelt var to en halv time dagligt plus den film eller serie, vi også lige skulle se, når ungerne var puttet.
Skærmtiden var blevet en vane, som egentlig ikke gav os noget godt. Vi kunne sjældent redegøre for, hvad vi egentlig havde lavet. Samtidig var det, vi allermest sukkede efter søndag aften, inden næste uge startede op igen, at vi manglede mere tid sammen med hinanden.
OG SÅ ER DER OGSÅ DET med klimaet. Vi er begge miljøingeniører, som i det daglige prøver at reducere vores klimabelastning.
Så da vi fik at vide, at datacentrene og vores streamingvaner faktisk er voldsomt energiforbrugende – datacentrene vil i 2030 udgøre hele 16,7 procent af det samlede elforbrug i Danmark – og at det stigende og massive elforbrug er en hindring for at reducere Danmarks samlede klimabelastning, så gav det jo også af klimahensyn mening at gøre noget ved vores forbrug.
Vi har derfor besluttet os for, at vi fremover vil bruge mindre tid foran skærmen, og vi træffer nu et aktivt valg om, at det, vi allerhelst vil have i vores liv, er mere ro på, mere tid til leg og til at snakke sammen.
Marianne Bigum er folketingskandidat for SF.