Kisser Paludan skrev i et interessant debatindlæg i avisen den 16. november, at det er et sundhedstegn, når flere og flere bryder med deres forældre. Jeg vil ikke anfægte nødvendigheden af at bryde, hvis der har været incest eller vold involveret, og hvor forældre ikke ser egen skyld. Men børn bryder forholdet til forældre for mindre. I de tilfælde mener jeg snarere, at det handler om magtesløshed hos de voksne børn. At bryde på grund af magtesløshed er ikke konstruktivt, hverken for barnet eller forældrene. Barnet bærer stadigvæk rundt på sin smerte, og forældrene bliver ikke klogere over egne ugerninger. Begge parter taber.
Hvis forældrene ikke kan eller vil indse det, børnene oplever som ugerninger, er der ikke noget at gøre ved det. Til gengæld kan børn bearbejde de skader, som de har fået gennem opvæksten. Børn – i øvrigt alle mennesker – må finde ind til egen indre styrke. Det kræver meget personligt arbejde at nå dertil. Det er ikke let, og det er ikke muligt at gå vejen alene. Det kræver professionel hjælp af for eksempel psykologer eller gennem andre former for selvudvikling.
Jo mere kærlighed man kan mærke til sig selv, jo mere vil det være muligt at rumme forældrene. Og på den måde har man ikke brudt broen til egen fortid. Med ægte nysgerrig for at finde ud af, hvordan vi er blevet, som vi er, får vi også automatisk en større forståelse for, hvordan vores forældre er blevet, som de er. Forældre er også bare børn, der er vokset op med forældre uden større indsigt i et barns behov for at blive elsket betingelsesløst og set, som det er.
Ved at bryde kontakten til forældrene handler man ikke meget anderledes end forældrene, bare med omvendt fortegn. Forældrene har ikke set og forstået os, nu som voksne vil vi i vrede, sorg og afmagt heller ikke se eller forstå dem. Til forskel fra forældrenes handlinger, som er kommet/kommer fra et ubevidst sted, så er vores brud et helt bevidst valg.
Når man har foretaget bruddet med sine forældre, og mange år er gået, kan det være uendeligt svært at genoptage kontakten igen. Måske håber barnet på, at forældrene over tid vil besinde sig, forstå og undskylde. Men det sker ikke, og en dag er forældrene døde. Sorgen eller anden dyb, stærk følelse over ikke at have mødt eller være blevet forsonet med sine forældre, skal vi børn herefter leve med.
At bryde med sine forældre er et mønster, man giver videre til sine egne børn. Lige pludseligt en dag kan boomerangen ramme en selv. At vise sine egne børn at man kan tilgive, forstå eller blot leve nogenlunde med tilskikkelserne, er en gave at give dem og deres fremtid.
Hvorfor skal vores vrede, sorg og magtesløshed gå ud over vores børn, således at man eventuelt fratager dem samvær med deres bedsteforældre? Samvær, der kunne være til fælles glæde, og som muligvis kunne være en døråbner mellem de stridende generationer.
Vi er så optaget af vores egne egoer, identificeret med vores historiske selv og synes altid, at modparten tager fejl. Er det ikke interessant, at det altid er modparten, som tager fejl?
Kisser Paludan afslutter sit indlæg med at foreslå forældre at spørge deres børn, hvad de kan gøre, for at børnene skal føle sig mere elsket. Det er så absolut en god idé, hvis børnene overhovedet er i stand til at komme med et bud. Men heri fritager Paludan børnene, som konkret har foretaget bruddet, for ansvar til også at række ud mod forældrene.
Vrede og sorg over brud kan æde børnenes sjæle op. Det kan vrede og sorg uden brud selvfølgelig også gøre, men så er der et element mindre at arbejde med i forståelsen af sig selv. Uanset hvad, så lever forældrene alligevel inde i børnene. Så et brud er blot en ydre reaktion på magtesløsheden.
Jeg tror ikke, at det er et sundhedstegn at bryde med sine forældre, men udtryk for magtesløshed. Alt andet lige må det være bedre og sundere i langt de fleste tilfælde at bevare en eller anden form for kontakt.
Susan Ritterband er malerikonservator.