DER HAR I DE senere år været stigende samfundsmæssig bevågenhed om anvendelse af og konsekvenser af at anvende diagnoser. Dette skyldes ikke mindst, at antallet af diagnoser er steget voldsomt, så fænomener som sorg, generthed og overdreven spisning nu også kan føre til en diagnose.
Samtidig får flere og flere mennesker stillet en diagnose. Eksempelvis var der mere end 18 gange flere personer i behandling for ADHD sidste år, end i år 2000. Derudover er der tendenser til, at diagnoser i stigende grad får betydning uden for det lægefaglige domæne, hvilket også må formodes at medvirke til den øgede samfundsmæssige bevågenhed. Psykologiprofessor Svend Brinkmann har tidligere udtalt, at vi lever i en diagnosekultur, det vil sige ”en kultur, hvori diagnoser cirkulerer og bruges af såvel fagpersoner som lægfolk til at begribe stadig flere former for lidelse, afvigelse og ubehag”.
Når det kliniske sprog på denne måde slippes løs og vinder indpas i skolen, i familien, i arbejdslivet og i det sociale system, fører det samtidig en række etiske udfordringer og dilemmaer med sig, som det er vigtigt at være bevidst om. Det handler først og fremmest om, at vi til stadighed bør minde os selv og hinanden om, at der bag enhver diagnose gemmer sig et menneske af kød og blod. Et menneske, som ikke først og fremmest er sin diagnose, men som først og sidst er netop et menneske.
Der er for mig ingen tvivl om, at det at få stillet en diagnose for mange kan opleves som både ”det bedste” og ”det værste”, som min tidligere rådskollega i Det Etiske Råd, tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen så præcist har udtrykt det. Det bedste, fordi den kan være med til at give afklaring og derved også lette adgangen til den rette behandling og åbne de rigtige døre. Men også det værste, fordi diagnosen kan virke stigmatiserende og låse det enkelte menneske fast i en uønsket identitet.
De seneste uger har jeg bemærket, at flere hundrede danskere er begyndt at dele deres personlige historier om diagnoser og psykiske lidelser under hashtagget #brydtabuet på den sociale tjeneste Twitter. Flere af historierne viser, at man sagtens kan leve et godt liv, selvom man lider af en psykisk sygdom. Jeg er naturligvis enig med Kristeligt Dagblads debatredaktør Johannes Henriksen, når han den 26. april i netop Kristeligt Dagblad skriver, at ”der er også grund til at være skeptisk over for tidens trang til bekenderi, som alt for ofte er selvoptagethed forklædt som empati”. Men det ændrer for mig at se ikke ved det altovervejende positive ved, at helt almindelige danskere deler deres historie – og derved er med til at understrege, at bag en hver diagnose gemmer sig et menneske. Og selvom debatredaktøren måtte have ret i, at nogle af historierne måske mest er skrevet for at opnå likes og opmærksomhed på de sociale medier, så kan de selvsamme historier måske alligevel være med til at minde andre om, at man ikke er mindre værd, fordi man har en diagnose.
Så hvis den aktuelle kampagne #brydtabuet kan være med til at sikre, at færre – ikke mindst unge mennesker – føler sig mindre værd og forkerte, så har kampagnen efter min mening været særdeles værdifuld.
At få stillet en diagnose må aldrig nogensinde blive det væsentligste, vi kan sige om et menneske. Alle mennesker er skabt med en uendelig stor og iboende værdi – ene og alene fordi vi er mennesker.
Christian Borrisholt Steen er foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd.