FORMANDEN FOR Religionslærerforeningen, John Rydahl, og lektor Hans Krab Koed bekymrede sig i et interview i Kristeligt Dagblad i onsdags over, at ”diffus buddhisme” sniges ind i undervisningen via mindfulness. Forkyndelsen ligger i, ”at man med mindfulness ligesom i buddhismen søger sandheden inde i sig selv ved at lukke alt andet ude og få en spirituel oplevelse eller indsigt”.
Ud over en noget kunstfærdig buddhismeforståelse kunne man sætte spørgsmålstegn ved, om så luftige idealer dybest set er baggrunden for at få børn til at sidde med lukkede øjne for at fokusere på tanker og åndedræt. Både yoga og mindfulness bruges i vidt omfang forskellige steder inden for så forskellige felter som uddannelse, sport, helse, uddannelse og erhvervsliv. Nogle gange med klare spirituelle/religiøse referencerammer, oftest helt uden.
Mange brugere vil ikke have den fjerneste interesse i eller viden om de indiske oprindelser til yoga og mindfulness. Måske deri ligger der, ifølge Rydahl, den snigende forkyndelse. Det var i øvrigt også begrundelsen for, at tidligere biskop Jan Lindhardt anså netop buddhismen som den væsentligste udfordring for kristendommen (frem for for eksempel islam), da den uden store armbevægelser kom ”snigende” ind i danskernes bevidsthed.
Det er vist den samme tanke, der ligger bag den ”usynlige” buddhisme i tv-serien ”Herrens Veje”. Johannes Aagaard gjorde med sine militante ytringer mod ”diffuse” østlige religioner i Vesten et lignende udfald, da han i 1980’erne fra det aarhusianske Dialogcentret påpegede, at yoga er farligt.
EMNET ER VIGTIGT AT UNDERSØGE fagligt. Det er yderst interessant at se, hvordan den ”østlige spiritualitet” bevæger sig til Vesten (og tilbage til Østen), både som religion, individorienteret spiritualitet og som sekulær teknik og livsfilosofi.
Feltet er væsentligt til at forstå både religioners bevægelser og samtidens kultur. Derfor forskes og undervises der da også i disse emner på de religionsvidenskabelige afdelinger både herhjemme og internationalt. Det er samtidig et problemfelt, det er naturligt at forholde sig kritisk til på arbejdspladsen og i skolerne. Megen coaching-virksomhed vil kunne kategoriseres som populærspiritualitet med tvivlsom videnskabelig evidens. Noget vil kunne affærdiges som fis i en hornlygte tilsat smartness og bullshitlingo.
Andre gange synes der faktisk at være en vis evidens for, at det virker. Flere mindfulnessforsøg har faktisk vist, at det kan betale sig at lukke øjnene og forsøge at holde styr på flyvske tanker.
På den enkelte arbejdsplads og skole skal man naturligvis spørge sig selv: Vil man bruge det, under hvilke omstændigheder, med hvilken begrundelse? I folkeskolen kan diskussioner om mindfulness være ganske fine for faglærere til diskussion af, hvad religion egentlig er for noget, herunder forskellen mellem, hvad John Rydahl og Hans Krab Koed betragter som ”diffus” og ”rigtig” religion.
Problematikken, som de lægger op til kamp imod, relaterer sig til idealet om forkyndelsesfri kristendomsundervisning. Indtil 1975 kunne undervisere med oprejst pande udføre missionsbefalingen i skoler med ret og pligt til forkyndelse af sand kristendom.
I dag forstås faget som et dannelsesfag, centreret om en såkaldt (ganske diffus og mere religiøst end fagligt funderet) ”religiøs dimension”, hvor der principielt set ikke er plads til forkyndende religionsundervisning.
Det er da også ganske relevant, når det indimellem i medierne diskuteres, om salmesang, kirkebesøg med gudstjenester eller andre kristne ritualer – for ikke at tale om konfirmandundervisning i skoletiden! – netop er et brud med en sådan forkyndelsesfri undervisning. Ofte henvises der til tradition, og man må da forstå, at netop kristendommen, i modsætning til de andre, fremmede religioner, hører med til dansk kultur, uanset hvor religiøst det ellers måtte være. Andre henholder til, at netop kristendommen som religion er en integreret del af dansk kultur og iboende danske værdier og derfor skal have privilegeret adgang til børnenes sjæle. Igen; i modsætning til de andres ”afvigende” religioner.
UANSET ARGUMENT finder sådanne essentialistiske kultur- og religionsforståelser også vej ind i undervisningslitteraturen, som både religionsforskerne Tim Jensen, Mikael Rothstein og Karna Kjeldsen flere gange har påpeget. For eksempel bruger fire ud af fem undervisere undervisningsmateriale fra Folkekirkens Skoletjeneste, hvilket svarer til, at muslimske eller buddhistiske interesseorganisationer delte missionsmateriale ud i skolerne. Man studerer med kristendom og om de andre.
Den implicitte forståelse af protestantisk kristendom som skabelon for ”rigtig religion” giver sig typisk også udtryk i fokus på læsning af dogmatiske tekster, endda (som jeg erindrer som tidligere censor i seminarieverdenen) med den ikke unikke forvrængning, at en tekst om den rare Jesus kan sammenlignes med nutidig islamisk jihad, så man kan da fornemme den grundlæggende forskel på religionerne!
Man kunne godt mistænke John Rydahl og Hans Krab Koed for at være ude i et lignende projekt. At tillægge åndedrætsøvelser buddhistisk mission kan være et muligt, men nok ikke specielt realistisk scenarie.
Til gengæld synes det, som om både den fortsatte implicitte og eksplicitte, stærkt normative protestantisering af kristendomsundervisningen (som religionsundervisningen desværre stadig hedder i folkeskolen), kunne ligge til grund for at skyde gråspurve med kanoner.
Eller burde man ikke tage konsekvensen, og forbyde al juleri i skolerne, da jul som fejring af midvinterfest jo oprindeligt hører til hedensk religion?
Måske kunne man også bare opfordre de to herrer til et lille øjeblik at lukke øjnene og trække vejret dybt en ekstra gang. Det giver måske ikke kristen fornøjelse. Men det er heller ikke farligt.
Jørn Borup er lektor ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet.