Jeg vil gerne takke lektor Lars Sandbeck for at pege på elefanten i det rum, vi kalder folkekirken. Han har nemlig helt ret, når han den 1. februar skriver, at der er teologiske problemer, som må konfronteres.
I efteråret 2020 var jeg kursist på Pastoralseminariet i Aarhus og er dermed uddannelsesmæssigt set klar til at søge embede i folkekirken. Her blev vi blandt andet undervist i præsteløfte og bekendelsesskrifter. Det var min klare oplevelse, at der var en art overbærenhed med disse klodsede, forældede formuleringer.
Pointen i undervisningen var kort sagt, at teksterne i bedste fald er uforståelige, og at enhver derfor må lægge det i teksterne, som man kan stå inde for.
Det undrede mig faktisk, at der slet ikke blev rejst en debat om, hvorvidt man efter samvittighedsfuldt arbejde med dogmatikken og løfterne kan nå til den konklusion, at man slet ikke kan stå inde for folkekirkens bekendelsesgrundlag og derfor må opgive ambitionen om at blive præst i folkekirken. Men ethvert standpunkt kan tilsyneladende læses ind i eller ud af teksterne, og tværtimod lød omkvædet igen og igen, at ”nu skal I alle sørge for at blive præster, for folkekirken mangler jer”.
Det var ærligt talt forstemmende, da vi fik en opgave i såkaldt elementarisering, hvor vi skulle svare på spørgsmålet ”Hvad mener du, når du siger Gud?”.
Op til flere af mine medkursister kunne ikke svare, og et tilsvarende antal mente principielt ikke, at det er præstens opgave at svare på det. I stedet skal præsten spørge, hvad folk selv mener, var synspunktet. Hvilket så er det korrekte svar for dem, forstås.
Det forstemmende lå for så vidt kun sekundært i udsagnene fra mine velmenende og på alle møder sympatiske klassekammerater. Nej, det der gik mig mest på, var, at ingen underviser eller ansvarlig på en folkekirkelig uddannelsesinstitution kunne finde på at trække en grænse for, hvad der kan indeholdes i det evangelisk-lutherske.
En dag debatterede vi dåbssyn i små hold. Én af mine medstuderende og jeg havde en debat om dåbsteologi, hvor han fik sagt, at det jo ikke er alt i Bibelen, der er sandt. Afledt af dette og andre udsagn spurgte jeg ham:
”Du tillægger hverken traditionen, bekendelserne eller Bibelen nogen autoritet, så hvad er egentligt bestemmende for din teologi og tro?”.
Til det svarede han:
”Godt spørgsmål. Det ved jeg ikke.”
Derfor er det velgørende, når Lars Sandbeck her i avisen skriver:
”Det interessante er nu, at folkekirken dermed praktiserer en tro, som strider imod dens egne reformatoriske bekendelsesskrifter. Men denne splittelse mellem teori og praksis må vi altså bare leve med eller lade, som om ikke eksisterer. Vi gør som regel det sidste.”
Sandbeck gør sig til talsmand for det synspunkt, at den lutherske teologi faktisk står for noget. Og at det evangelisk-lutherske blandt andet indebærer læren om både frelsens og fortabelsens mulighed.
Sandbeck er uenig med Luthers teologi på grundlæggende områder – og står ved det! Fri os fra al den uld i mund, som gør den afgørende teologiske debat umulig.
Jeg håber katten nu er ude af sækken, og at vores biskopper forholder sig til det forhold, at en studielektor med ansvar for teologisk undervisning af præster i den danske folkekirke åbent melder ud, at han er uenig med folkekirkens grundlag. Og at en række præster bakker hans synspunkt op.
Jeg håber for så vidt inderligt, at Sandbeck har ret i sit frelsesuniversalistiske synspunkt – det er bare ikke luthersk kristendom.
Søren Aalbæk Rønn er cand.theol. og gymnasiesekretær i Kristeligt Forbund for Studerende.