Ceremoni-leder i Humanistisk Samfund: Alle bør få en begravelse, der er loyal mod deres værdier

Nogle troende mennesker synes måske, at min overbevisning om, at livet slutter uigenkaldeligt ved døden, er barsk. Dog giver det mening for mig – og det gør ikke begravelsesceremonien mindre vigtig for ikke-religiøse, skriver ceremonileder i Humanistisk Samfund

Ceremonien skal markere et unikt levet liv, og trøsten skal findes i minderne: de oplevelser, man har haft sammen, og den kærlighed og læring, man fik fra den afdøde, skriver ceremonileder i Humanistisk Samfund.
Ceremonien skal markere et unikt levet liv, og trøsten skal findes i minderne: de oplevelser, man har haft sammen, og den kærlighed og læring, man fik fra den afdøde, skriver ceremonileder i Humanistisk Samfund. Foto: Kåre Gade.

DØDSFALD BLANDT vores nærmeste er en af de største omvæltninger, vi kommer til at opleve i vores liv. Pludselig er verden forandret, og vi skal vænne os til en fremtid uden en af vores elskede. Uanset om det er vores gamle 96-årige mormor, der forventeligt dør, er det ikke nødvendigvis nemt at acceptere. Derfor er ceremonier så vigtige.

Ceremonierne hjæper dér, hvor fornuften ikke slår til: De hjælper os til at begribe den nye virkelighed. En begravelsesceremoni er ikke bare en ”farveltale” – det er så meget mere. Man synger måske sange, der har haft stor betydning i afdødes liv, man tænder lys, holder et minuts stilhed, beder en bøn – alt sammen i fællesskab. Ceremonien hjælper os til at forstå, at noget er forandret for altid.

For mig er det helt centralt, at en begravelsesceremoni er loyal over for den afdøde. Hvis den afdøde var troende, er det vigtigt, at ceremonien afspejler dette.

På samme måde er det meget vigtigt for mig, at min begravelsesceremoni afspejler mit livssyn. Jeg er ikke-troende og er overbevist om, at når jeg er væk, er det slut. Selvfølgelig vil mine jordiske rester blive optaget i naturens kredsløb, og på den måde vil jeg leve videre – ikke som Karin, men som en del af naturen.

Ved en religiøs begravelse får man trøst ved tanken om, at man mødes igen, hinsides hos Gud. Nogle troende mennesker synes måske derfor, at min overbevisning om, at livet slutter uigenkaldeligt ved døden, er barsk. Dog giver det mening for mig – og det gør ikke begravelsesceremonien mindre vigtig for ikke-religiøse: Ceremonien skal markere et unikt levet liv, og trøsten skal findes i minderne: de oplevelser, man har haft sammen, og den kærlighed og læring, man fik fra den afdøde.

Er det bekymrende, at antallet af ikke-religiøse begravelser stiger? Det synes jeg bestemt ikke, da en stor andel af befolkningen faktisk ikke er troende. Måske er det først nu, at denne del af befolkningen bliver opmærksom på, at der er gode alternativer til en kirkebegravelse, så de også kan få en begravelse, der er i overenstemmelse med deres livssyn?

Forhåbentlig finder begravelsesritualerne et leje, der afspejler de forskellige livssyn i samfundet, så alle kan få en begravelse, der er loyal mod deres værdier.

Karin Liltorp er ceremonileder i Humanistisk Samfund.