Prøv avisen
Debat

Chef for Kirkens Korshær: Tak til højskolens ”gamle elever”

Helle Christiansen Foto: Iben Kaufmann

Helle Christiansen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Højskolens betydning for samfundet har været og er enorm. Jeg mener samfund i bred forstand. Sådan har jeg mødt det gennem min livslange forbindelse med højskolerne, skriver Helle Christiansen

Tillykke! De danske folkehøjskoler fejrer 175-årsjubilæum. 175 år med hundredtusindvis af elever på højskole i Danmark, med eksport af konceptet til andre lande og med en værditilførsel til det danske samfund, som ikke kan overvurderes. Som en del af de frie skoler i Danmark og med den særlige pædagogiske og metodemæssige tilgang – lære for livet – sætter højskolen mennesker på gled, på sporet, på livet – og ofte også på kærligheden.

Højskolens betydning for samfundet har været og er enorm. Jeg mener samfund i bred forstand. Sådan har jeg mødt det gennem min livslange forbindelse med højskolerne.

Jeg er født på Haslev Højskole i 1957. Mine forældre, Else og Henrik Christiansen, var forstanderpar. Højskolen var for mig som barn en fantastisk miniverden med hundredvis af forskellige mennesker, dyr i stalden, sang og musik, friluftsteater og gymnastikopvisning, elevfest og andre lærerbørn at lege med.

Hvad der for mig var syv barneår på Haslev Højskole, var samtidig afgørende år for de mange hundrede elever på deres livs højskoleophold. Jeg har mødt mange af jer, for hvem højskoleopholdet fik livsvarig betydning.

Når jeg nu kommer rundt omkring i Danmark og møder mennesker, mærker jeg jer straks. Det er noget med et særligt indforstået glimt i øjnene, medlevende og engagerede, mens det går løs med min talestrøm i foredrag. Og så mødes vi i salen. Smilet bliver bredere, og hænderne går til taske (kvinderne) eller til inderlommen (mændene). Og så kommer der et sort-hvidt foto frem: ”Sidst jeg så dig, var du ikke større end sådan.” Og så kommer fortællingerne: ”Jeg har været elev på Haslev Højskole i 19– (et tal mellem 1957 og 1964). Det var en stor oplevelse. Jeg havde aldrig været hjemme fra sognet før. Det var en helt ny verden, der åbnede sig. Litteratur, sange, natur, kultur. Jeg fik øjnene op for en større verden.” Eller: ”Og så mødte jeg min mand/kone, som gik på Den udvidede Højskole (nabo-”konkollegaen” til Haslev Højskole), og nu har vi været gift i mange år og har børn og børnebørn.” Eller: ”Der var ikke tradition for uddannelse i min familie, men i samtaler med lærer eller forstander sagde de mig, at jeg godt kunne tage en uddannelse. Og det gjorde jeg og blev…” ”Jeg blev gymnastikinstruktør/delingsfører, og hjemme i sognet har jeg stået for vintergymnastik i alle årene.” ”Vi fik viden om, hvordan man kan lave en forening og lede den, og jeg har stået for KFUM og KFUK/været formand i menighedsrådet/spejdergruppen.” ”Vores årgang mødes stadig hvert år, og vi har en vandrebog, så vi har fulgt med i hinandens liv.”

Jeg møder jer gamle højskoleelever som stærke samfunds- og kirkebærere overalt i landet. I var på højskole og fik redskaber til at tage ansvar derhjemme, eller hvor I nu flyttede hen. I fik selvtillid, fordi I oplevede at være værdsat som mennesker i et fællesskab – oplysning til livet, ikke gold viden til egen brug, men lys, der kastes på vores fælles liv, så vi kan se mulighederne og sammen finde retning.

Lad denne lille lovsang være en samlet tak til alle jer ”gamle elever”. Jeg ved fra mine forældre, hvor meget mødet med jer betød, hvor meget I gav af tillid og glæde til jeres lærere og forstandere – og deres børn – og hvor har I forvaltet den kulturelle kapital, I fik fra højskolen, fantastisk flot.

Danmark ville ikke være så godt et sted i dag uden jeres indsats.

Højskolen længe leve!

Helle Christiansen er chef for Kirkens Korshær.