Venstre-politiker: Nej, sexchikane hører ikke med til en ”frisk” eller ”fri” omgangstone på jobbet

Alene diskussionen om, hvor grænsen for seksuel chikane går, fortæller mig, at vi stadig har lang vej, skriver folketingsmedlem Hans Andersen (V)

Vi bliver nødt til at sende et klart politisk signal om, at vi ikke tolererer seksuel chikane. Og at arbejdspladsens omgangstone aldrig kan bruges som undskyldning for at overskride sine ansatte eller kollegers grænser, skriver venstre-politiker.
Vi bliver nødt til at sende et klart politisk signal om, at vi ikke tolererer seksuel chikane. Og at arbejdspladsens omgangstone aldrig kan bruges som undskyldning for at overskride sine ansatte eller kollegers grænser, skriver venstre-politiker.

DET ER KNAP et år siden, at MeToo-bølgen ramte den offentlige debat som en tsunami. Fortællinger om overgreb, som gav kvinder verden over mod til at lette hjertet.

Meget er blevet sagt og skrevet siden. Nogle mener, at det med tiden er gået for vidt. At der må være en bagatelgrænse for, hvilke fortællinger MeToo-bevægelsen kan bære.

Alene diskussionen om, hvor grænsen for seksuel chikane går, fortæller mig, at vi stadig har lang vej. Det er chokerende holdninger, man møder i den offentlige debat – om snerpede kvinder og mangel på humor. Det understreger kun behovet for, at denne debat fortsætter.

Chokerende er det også at læse om konkrete sager om seksuel chikane på landets arbejdspladser, der bliver afvist, fordi krænkelsen hører med til en ”frisk” eller ”fri” omgangstone på jobbet.

Jeg synes nu ikke, der er noget særligt friskt over at se porno i arbejdstiden. ”Frisk arbejdsplads”, er heller ikke det første, der falder mig ind, når man hører om bagermesteren, der kaldte sin elev for ”fars lille suttetøs” – ja, man krummer helt tæer. Det er uacceptabel adfærd, som ikke kan bortforklares med tonen på arbejdspladsen, som de ellers begge er virkelige eksempler på. Skræmmende.

Derfor er det heller ikke nok alene at tale om den her udfordring, selvom det bestemt er en del af løsningen. Vi bliver også nødt til at sende et klart politisk signal om, at vi ikke tolererer seksuel chikane. Og at arbejdspladsens omgangstone aldrig kan bruges som undskyldning for at overskride sine ansatte eller kollegers grænser.

DERFOR VIL REGERINGEN med et nyt lovforslag understrege, at der ikke skal lægges vægt på omgangstonen på arbejdspladsen, når der skal træffes afgørelse i sager om seksuel chikane. Samtidig vil vi hæve godtgørelsen til ansatte, der har været udsat for seksuel chikane, fra 25.000 kroner til godt 33.000 kroner. Og endelig skal forbuddet mod seksuel chikane fremgå endnu tydeligere i ligebehandlingsloven.

Vi har alle et ansvar for at sætte en stopper for seksuel chikane. Det har vi fra politisk side, hvor regeringen nu vil trække en klar streg i sandet. Og der hviler et ansvar hos arbejdsgiverne, som skal tage det her problem meget alvorligt og slå ned på krænkende kultur på arbejdspladsen.

MeToo-kampagnen og debatten om, hvor grænsen for seksuel chikane går, viser os, at vi stadig har langt igen.

Nu skal det være slut med at bruge tonen på arbejdspladsen som undskyldning. Men debatten skal fortsætte.

Hans Andersen er medlem af Folketinget og beskæftigelsesordfører for Venstre.