Prøv avisen
Debat

Coronakrisen viser os, hvorfor vi har brug for folkeoplysende fællesskaber. Pas godt på dem

På DR 1 kan man i disse dage synge morgensang med Phillip Faber klokken ni. Et program som dette giver os en følelse af fællesskab, af at vi ikke bare sidder alene foran skærmen – men er ”sammen” med en masse andre, skriver Per Paludan Hansen og Carolina Magdalena Maier. – Foto: DR

Per Paludan Hansen og Carolina Magdalene Maier

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er mere end noget andet brug for de fysiske folkeoplysende aktiviteter, når vi – forhåbentlig snart – lukkes ud i samfundet igen, skriver bestyrelsesformand Per Paludan Hansen og sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd Carolina Magdalene Maier

I denne tid, hvor vi alle føler os låst inde og fysisk begrænset, pibler det ud med initiativer til digitale fællesskaber og oplysning.

For bare at nævne nogle eksempler: På DR 1 er der morgensang hver morgen klokken ni. Atlantsammenslutningen har udgivet en podcast om international politik som et bidrag til fjernundervisningen. På højskoleforeningens Youtube-kanal lægger højskolerne små undervisningsvideoer ud. Der er talrige eksempler.

Pointen er, at denne krise, som isolerer os fysisk fra hinanden, mere end noget andet viser, hvor stort et behov vi har for fællesskaber. Og det er endnu mere sigende, hvor væsentlig forestillingen om fællesskabet er.

Det er således ikke det samme at streame morgensangen senere på dagen, som det er at sidde klar klokken ni og vide, at selvom man sidder alene foran skærmen og synger, så er der tusindvis af danskere, der sidder og synger med på præcis den samme sang på præcist samme tidspunkt. Det giver os en helt særlig følelse af fællesskab, at vi ikke bare sidder alene foran skærmen – men er ”sammen” med en masse andre, forenet om et fælles tredje.

Netop dette at mødes i et fællesskab om et fælles tredje er folkeoplysningens kerneopgave. Gennem oplysning og fælles demokratisk samtale giver folkeoplysningen mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen.

Præcis derfor er det så meget mere paradoksalt, at netop når der er allermest behov for folkeoplysningen, så kan folkeoplysningen ikke løfte sin opgave på normal vis. Det kan vi ikke, fordi de fysiske fællesskaber er blevet et arnested for den samfundstrussel, som vi under normale omstændigheder ville bruge fysiske folkeoplysende aktiviteter til at forstå og forholde os til.

Men når vi som aktører i det folkeoplysende felt ser, hvordan kreative digitale fællesskaber dukker op overalt, er det næsten til at få tårer i øjnene over. Det viser, hvor uendeligt stærk den folkeoplysende tradition fortsat er i Danmark. For traditionen må vi ikke glemme.

Den stammer helt tilbage fra almueskoleloven i 1814, hvor der blev åbnet mulighed for at oprette aftenskole for unge, der ønskede undervisning i regning og skrivning og ”anden nyttig undervisning”.

Den stammer fra Danmarks første folkehøjskole, som blev stiftet i 1844 med Grundtvig som ophavsmand. Den stammer fra oplysningsforbundenes fremkomst før, under og efter Anden Verdenskrig som et korrektiv til den indskrænkning af borgernes frihedsrettigheder, som man anede og senere oplevede i Europa. Den stammer fra den første gang, Roskilde Festival åbnede hegnet i 1971. Det er den tradition, vi nu ser, at danskerne på så rørende og kreativ vis holder fast i i en tid, hvor den fysiske afstand udfordrer os som aldrig før.

Det rører os dybt. Samtidig giver det os også anledning til at pege på, hvor vigtigt det er, at den danske folkeoplysning behandles varsomt i præcis denne tid. Der er mere end noget andet brug for de fysiske folkeoplysende aktiviteter, når vi – forhåbentlig snart – lukkes ud i samfundet igen.

Vi tror, at vi kommer til at se en masse borgere, som i det digitale fællesskab, der er piblet frem under nedlukningen, har fundet glæden i og lysten til at engagere sig i de fysiske folkeoplysende aktiviteter. Vi i folkeoplysningen skal stå parat til at gribe alle dem, der rækker ud efter os lige om lidt.

Derfor er vores budskab til politikerne at passe godt på folkeoplysningen i denne tid. Den er vores folkesjæl, den er vores fælles fortid, og den er afgørende for vores fremtid som et fælles dansk folk.

Per Paludan Hansen er bestyrelsesformand, og Carolina Magdalene Maier er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd.