I MINE SIDSTE PAR ÅR af folkeskolen havde jeg i min rygsæk en stor rød notesbog. Den blev min flugt fra skolegården, et frirum, hvor jeg kunne tegne og sætte ord på min mistrivsel i klassen. I 2010, da jeg var 14 år og gik i 8. klasse, skrev jeg:
”Jeg siger til mig selv, at jeg kan holde det ud. Et år mere. De samme hånlige blikke. Jeg siger, jeg kan, men fejler hver gang. Jeg falder i sandet, men rejser mig med blodige knæ, og en voldsom hovedpine – med lysten til at skrige og græde. Men jeg er stille, alene. Lukker mig inde i mig selv. Lukker sindet og tænker for meget.”
TIL SIDST MÅTTE JEG GIVE EFTER for mistrivslen og mobningen og overbevise mig selv om, at jeg ikke havde en plads i fællesskabet. Jeg var ikke just mig selv en hjælp, så da dette år var gået, og jeg var ”fri ”, blev det hele meget sværere.
For aktivt og oftest synligt valgte jeg fællesskabet fra – på trods af at jeg er enormt social anlagt. Jeg fortsatte mobberiet mod mig selv, faktisk helt indtil for to år siden.
Pludselig var de hånlige blikke ikke længere bare fra dem i min folkeskole – men dem, jeg så mig selv med.
Da jeg startede på mit studie, tænkte jeg, at dette måtte være min mulighed for at opnå det, jeg ønskede i folkeskolen. At komme med i en ”gruppe” og være en del af et fællesskab. Der skulle ikke lang tid til, før jeg igen faldt tilbage til mit 14-årige jeg – altså, at vi ikke er inviteret, for vi er ikke gode nok.
Sandheden er, at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle begå mig i sådan et fællesskab. Tværtimod har jeg tvunget mig selv, med galoperende angst, til at tage i biograf og på café alene. De hånlige blikke fortalte nu, at folk, der så mig, måtte tænke, at jeg er en særling uden venner. For sådan følte jeg mig. Jeg holdt endda nytår alene i håb om at fikse den enorme ensomhed, jeg nu havde bygget op.
Det er ikke mere end et halvt år siden, at jeg gjorde op med den tanke. Vi var på udflugt med klassen, og da vi havde lidt fritid, gik jeg rundt for mig selv og lyttede til en lydbog. Ironisk nok om sårbarhed og skam.
Da jeg kom ind i bussen, sagde en af mine studiekammerater, at jeg skulle da have spurgt hende – for så kunne jeg gå med hende og ikke være alene. Næsten med refleks svarede jeg noget i retning af: ”Nej tak, jeg kan lide at være alene.” Det er mere eller mindre en løgn.
Jeg kan efterhånden lide begge dele, men lige der ville jeg gerne have været sammen med andre. På vej hjem i bussen gik det op for mig, at det her var min sårbarhed. At lægge kortene på bordet og indrømme, at jeg har brug for andre. Det var enormt skamfuldt for mig.
Faktisk endte jeg med nogle uger senere at fortælle hende pigen det. Det er et skridt den rette vej. Ene er ikke altid alene, og et fællesskab er ikke altid noget, man er fælles om. Det er heller ikke noget, man som oftest har besluttet selv. Men med en venlig hånd som den, jeg fik – så kan man give plads til venlige blikke.
ET ANDET SKRIDT DEN RETTE VEJ VAR, da jeg blev frivillig i Ventilen Danmark. Pludselig befandt jeg mig i et fællesskab, en gruppe. Endda en med plads til at fortælle det her, uden det blev forbundet med skam – tværtimod med en enorm styrke.
Pludselig var jeg ikke hende særlingen, som jeg havde følt mig længe, men jeg var hende, som står foran mange mennesker med en ny form for sårbarhed og styrke – i håb om at inspirere og gøre verden til et lidt mindre ensomt sted. For det var den pludselig for mig, lys og enormt ydmyg.
Så i sidste ende var der intet at fikse, men meget at dele.
Alberte Dommerby Kristensen er sygeplejerske-studerende og frivillig i Ventilen Danmark.