”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden (…)”
Fra folkekirkens dåbsritual
Som det fremgik af denne spalte i går, gav Dy Plambecks salme ”Du mærker vandet” fra ”Kirkesangbogen” en særlig resonans i mig, og jeg er kommet til at tænke på, at det kan skyldes et slægtskab mellem hendes formuleringer og noget, jeg selv var kommet på for mange år siden og har skrevet om, senest i min bog ”Det ufærdige menneske og Gud”.
Det går tilbage til den tid, da vores ældste søn var omkring 10 år gammel. På skolen havde de fået et akvarium, og det var aftalt, at når vi næste gang var i vores sommerhus, ville han samle nogle passende strandsten op til at lægge i akvariet. Vi gik nu sammen langs vandet, og han havde taget et par sten op i hænderne og stod og overvejede, om det var dem, der skulle med hjem. Jeg gav ham så det råd at lægge dem ud i vandkanten, for når de var våde, kunne man se, hvordan de ville se ud i akvariet; vandet ville få de farver til at træde frem, som var skjult i stenene, så længe de var tørre.
Bagefter slog det mig, at her havde vi et billede på dåben. Når dåbsvandet risler lysfyldt over den, der døbes, kaldes noget skjult frem, en dybere sandhed: Du er Guds elskede barn. Netop da er alt, som det skal være. Den virkelighed er det en livsopgave at bevare blikket for og tilegne sig i samspil med de erfaringer, livet byder os, derved vokse og modnes som mennesker. Alt sammen i tro på, at der er hjælp fra Guds ånd.
Når dåben bliver kaldt en genfødsel og ikke en nyfødsel, er det udtryk for, at Gud ikke begynder forfra med os i dåben. Mennesket forandres ikke til en ny skabning. Vi er skabt i Guds billede, og det er det billede, der kaldes frem i dåben, når ”vandet drikker mørket”, som det hedder hos Dy Plambeck. Eller: Som når vandet kalder de sande farver frem.
Dåben genføder mennesket ind i den virkelighed, som er den dybeste sandhed og viser menneskets bestemmelse. Dåben og den kristne forkyndelse skal ikke genskabe mennesket, men genføde det og åbne for modtagelse af den forvandlingskraft, som Kristus har sat ind i vores verden. Med andre ord: som døbte indleve os i Gudsrigets fornyelse af os, ”vokse i kærligheden”.
Johannes Værge er pastor emeritus og forfatter.