KNAP EN MÅNED EFTER at Sudans præsident gennem 30 år, Omar al-Bashir, blev sat fra magten, traf Den Internationale Straffedomstols appelkammer for nylig afgørelse i en principiel sag om hans immunitet. Blandt folkeretseksperter var der store forhåbninger om, at appelkammeret ville benytte lejligheden til at demonstrere vilje og evne til kvalificeret analyse af de vanskelige juridiske spørgsmål, som sagen rejser. Dermed kunne man have rettet op på en stribe afgørelser af svingende kvalitet, som domstolens lavere instanser har afsagt i løbet af de seneste 10 år. Desværre valgte appelkammeret til mange folkeretsjuristers forbløffelse at indtage det stærkt kontroversielle standpunkt, at der pr. definition ikke er immunitet ved internationale domstole. Noget kunne tyde på, at straffedomstolens dommere har glemt den folkeretlige grundregel, at traktater kun binder de stater, der har tiltrådt dem.
Den Internationale Straffedomstol er en traktatbaseret domstol og kan derfor som udgangspunkt kun udøve sin myndighed over for borgere i stater, der har accepteret dens jurisdiktion. Derudover har domstolen kompetence i forhold til internationale forbrydelser begået af tredjelandes borgere, hvis forbrydelserne er begået på en medlemsstats territorium, eller hvis FN’s Sikkerhedsråd har bedt domstolens anklagemyndighed om at behandle en bestemt sag. Tiltalen mod al-Bashir er netop rejst på baggrund af en henvisning fra Sikkerhedsrådet, da Sudan ikke er medlem af straffedomstolen.
Når en medlemsstat tiltræder domstolen, giver den samtidig afkald på den personlige immunitet, som efter folkeretlig sædvane ellers ville tilfalde højtstående statsrepræsentanter såsom stats- og regeringsoverhoveder og udenrigsministre.
Spørgsmålet er imidlertid, om tredjelande som Sudan fortsat kan påberåbe sig immunitet. Det mener appelkammeret ikke med den begrundelse, at Den Internationale Straffedomstol agerer ”på vegne af det internationale samfund som helhed”. Man behøver ikke være uddannet jurist for at se det problematiske i denne argumentation. Der er tale om en klar overfortolkning af en traktatbaseret domstols mandat, når dommerne med henvisning til udefinerede og elastiske begreber mener at kunne gennembryde en veletableret folkeretlig sædvane om, at staters højtstående repræsentanter er omgærdet med immunitet og ukrænkelighed.
Dommen vil formodentlig ikke vække begejstring i de nuværende 122 medlemsstater, og der er heller ikke grund til at tro, at den i forvejen store mistillid til domstolen blandt tredjestater, herunder USA, vil blive mindre. Appelkammerets dom falder i en tid med udbredt skepsis – ikke blot mod Den Internationale Straffedomstol, men mod internationale domstole i almindelighed, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Man kan blot håbe, at dommen ikke kommer til at virke som benzin på dette bål. Der er afgørende forskel på straffedomstolens forfejlede folkeretlige argumentation og den aktivisme, Menneskerettighedsdomstolen ofte skydes i skoene. Fra et formelt folkeretligt perspektiv udfylder Menneskerettighedsdomstolen blot de relativt vide rammer for fortolkning, den har fået tildelt af medlemsstaterne i Menneskerettighedskonventionens åbent formulerede bestemmelser. Den Internationale Straffedomstol derimod gør sig skyldig i dårligt juridisk håndværk og udfordrer dermed selv sine trofaste støtters tiltro til, at den på langt sigt vil kunne løfte sin opgave og sikre retsforfølgning af de alvorligste internationale forbrydelser.
Astrid Kjeldgaard-Pedersen er lektor i folkeret ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet.