Siden skolestart i januar har daghøjskoleeleverne med tålmodighed ventet på at kunne komme tilbage i skole. Vi har respekteret, hvordan genåbningen er blevet udskudt igen og igen, fordi vi forstår vigtigheden i denne pandemi og trøster os med, at alle Folketingets partiers hovedprioritering var børn og unges uddannelser og mentale sundhed.
Men det kom alligevel som en mavepuster for os alle, at man på den store genåbningsplan skal scrolle helt ned i bunden, før daghøjskolerne bliver nævnt som en henkastet bemærkning i sidste fase med tilbagevenden den 21. maj sammen med aftenskoler og indendørs forlystelser.
Akademiet København er en daghøjskole med 50 elever i alt fordelt på tre linjer. Vi er unge, der er i gang med en forberedende og afklarende kunstnerisk uddannelse, som vi er blevet optaget på og selv betaler for.
Men under covid-19-genåbningsplanen er vi blevet negligeret, fordi vi ikke tilhører en specifik gruppe. Vi hører åbenbart ikke under kultur, vi hører ikke under uddannelse – vi er på falderebet blevet sat i samme bås som grupper, der mødes til pilates tirsdag aften eller familier, der tager i Lalandia en gang om året. At gå på daghøjskole er ikke en fritidsaktivitet, det skriver endda Børne- og Undervisningsministeriet selv i ”Uddannelsesguiden”. Her beskrives daghøjskoler som uddannelsestilbud, der kan forbedre elevens muligheder for job og uddannelse. Men hvorfor vi som eneste uddannelsestilbud ikke må åbne, forstår vi simpelthen ikke.
Så vi spørger: Har I glemt os?
Vi er klar til at gøre alt, hvad der skal til, for at vi kan få lov til at komme tilbage i skole. Siden nedlukningen i marts 2020 har både ansatte og elever gjort alt, hvad vi kunne, for at holde skolen kørende. Det vil vi selvfølgelig fortsætte med, når skolen åbner igen.
I dag findes der 31 daghøjskoler med 84 elever gennemsnitligt – det svarer til to-tre gymnasier på landsplan. At sende os tilbage i uddannelse vil næppe være det, der presser samfundet ud i endnu en nedlukning eller sætter sundhedssektoren under pres.
Alligevel sidder vi stadig på vores otte kvadratmeter små soveværelser og venter på en ny dag og et nyt Zoom-møde. Imens hører vi om andre unge, der får udleveret skattefri checks af staten og får lov til at komme gradvist tilbage til studiet efter påske.
Så vi spørger igen: Har I glemt os?
Eller er det endnu en unødig politisk nedprioritering af kultur- og uddannelsesinstitutioner? Hvis ikke det føles absurd nok at blive prioritet på lige fod med Bonbon-Land, så kan vi undre os over, at vi må mødes indenfor på baren over for skolen allerede den 6. maj. Vi ville til enhver tid selv have valgt at komme tilbage på studiet, men vi følger selvfølgelig regeringens opfordring.
Liva S. Rasmussen og Signe A. Pachai er daghøjskolekursister på Københavns Akademi.