Henrik Dahl (LA) får i sin lørdagskommentar vist gjort morlille til en sten. Han gengiver en artikel fra avisen i maj 2019, ifølge hvilken to tredjedele af alle præster er venstreorienterede. Ifølge Dahl er alle venstreorienterede relativister, og derfor må to tredjedele af alle præster være relativister – eller farisæere, må man forstå. Den idéhistoriske kortslutning skal jeg ikke opholde mig yderligere ved. Det er præmissen, der er interessant.
Det er for det første ret let at se, hvorfor Dahl ikke bryder sig om præsters politiske valg. Ifølge avisens undersøgelse ville kun 0,2 procent af præsterne stemme på Dahls eget parti, Liberal Alliance.
Det er i sig selv interessant nok, at så få præster er liberalister, men betyder det, at de er særligt venstreorienterede? Nej, faktisk ikke. Avisens konklusion bygger på den forudsætning, at Radikale Venstre, der er det parti med flest præstelige stemmer, hører til rød blok. Det retfærdiggøres af det forhold, at partiet historisk ofte har fungeret som støtteparti for socialdemokratiske regeringer. Men ideologisk er det et borgerligt, liberalt parti, hvis væsentligste opgave har været at være en sten i den socialdemokratiske sko.
Det egentligt interessante ved avisens undersøgelse er, at præster i så ringe grad støtter de to store borgmester- og regeringspartier, Socialdemokratiet og Venstre. 14,5 procent af præsterne stemmer socialdemokratisk imod 25,9 procent af befolkningen ved seneste valg. 5,8 procent af præster stemmer Venstre imod 23,4 procent af befolkningen. Det relativt set suverænt største præsteparti er Kristendemokraterne, der ville få 10,7 procent af stemmerne, hvis præsterne bestemte. Præster er også markant overrepræsenterede hos Det Konservative Folkeparti med 12,1 procent (6,6 procent ved valget), Socialistisk Folkeparti med 14,9 procent (7,7 procent ved valget) og som nævnt De Radikale med 17,1 procent (8,6 procent ved valget). En mindre, men tydelig overrepræsentation af præster er der i Alternativet, Enhedslisten og Nye Borgerlige. Præster favoriserer altså den politiske midte i skikkelse af De Radikale, men ikke den indre periferi om denne midte. Det vil i praksis forstærke blokpolitikken.
Man kan konstatere, at SF og Enhedslisten ville dominere rød blok, hvis præsterne skulle bestemme, og det ville antagelig svække de i forvejen lunkne følelser mellem De Radikale og rød blok. Til gengæld ville Henrik Dahl være endnu mere ude end Klaus Riskær Pedersen, og Venstre ville være reduceret betydeligt, så De Radikale ville stå tilbage uden de traditionelle liberale venner i et forsøg på at finde sig til rette med den konservative overmagt. Det ville nok heller ikke være så let, men med Schlüter stadig i mands minde, ville det heller ikke være umuligt.
Så mit gæt er, at hvis Folketinget var sammensat efter præsternes ønsker, ville vi i dag have en borgerlig regering.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.