Prøv avisen

Morten Løkkegaard: Der er tre gode grunde til at forvente noget ekstraordinært af Macrons besøg

I denne uge er en Emmanuel Macron på statsbesøg i Danmark. Den franske præsident er en europæisk politisk superstjerne, for han har taget kampen op mod dogmet om Europa som et problem. Det mener Venstres Morten Løkkegaard. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Morten Løkkegaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når Macron i denne uge besøger Danmark, er der tale om andet og mere end et tilfældigt statsbesøg. Det er en usædvanlig veltimet politisk visit fra en mand, der på et historisk afgørende tidspunkt besluttede sig for at kæmpe for en vision om et samlet Europa, skriver Morten Løkkegaard

DET VAR NÆSTEN som en pop-koncert eller afslutningen på en sports-finale: Alle bevægede sig instinktivt mod salens midte, hvor dagens absolutte hovedperson var i færd med at takke af efter en god tale og en endnu bedre, timelang debat. En politisk supernova var i rummet, og alle var fristet af at mærke karmaen.

Scenen udspandt sig i april i Europa-Parlamentet og dagens naturlige midtpunkt var Emmanuel Macron, Frankrigs præsident. Præsidentrollen kunne selvfølgelig sagtens have været nok til at påkalde sig interesse. Franske præsidenter har som regel en napoleonsk selvfølelse og attitude, der naturligt kalder på en del opmærksomhed.

Men i dette tilfælde fornemmede man klart, at der var et ekstra lag af politisk star quality. Her fik man endelig mødt den første statsleder i Europa, der – succesfuldt – har taget kampen op mod et dogme om Europa som et problem. Et dogme, som foreløbig har kulmineret i Brexit – med alt, hvad denne politiske og økonomiske tragedie er ved at føre med sig.

MACRON HAR BEVÆGET SIG fra en position som almindelig minister i en grå, systembevarende og frygtsom regering under socialisten Hollande til en modig, beslutsom og visionær leder, der åbenlyst bekender sig til Europa. Som drøm, som tanke og som en politisk realitet, og sidst, men ikke mindst, som en løsning på problemerne.

Af samme grund er den spinkle franskmand en yderst eftertragtet gæst overalt. Alle ønsker at få en bid af den karisma, som har formået at bryde med alle gængse regler og kotumer i fransk politik. Macrons énmandshær, En Marche-bevægelsen, bevæger sig strategisk på to meget tydelige ben: oprørets, fornyelsens og anti-establishmentbenet – og så løsningsbenet. Europa og dermed EU er i Macrons øjne intet mindre end nøglen til succes på en klode, hvor vore fælles værdier, formuleret i EU-traktatens charter, er under voldsomt pres.

Når Macron i denne uge besøger Danmark, er der derfor tale om andet og mere end et tilfældigt statsbesøg. Det er en usædvanlig veltimet politisk visit fra en mand, der på et historisk afgørende tidspunkt besluttede sig for at kæmpe for en vision om et samlet Europa. Et Europa, der i hans optik skal gøre op med et årtis indadvendthed, krisestemning og manglende selvtillid. Besøget vil derfor utvivlsomt tjene mindst tre andre værdifulde formål:

1) For det første vil Macrons åbenlyse europabegejstring give os danskere en klar fornemmelse af, at der andre steder på kontinentet lægges planer for at gøre Europe Great Again, hvis man må tillade sig at bruge en trumpsk analogi. Den slags tænder håb og har da også mobiliseret millioner af europæere i en slags modbølge til den dystopi og fremtids-forskrækkelse, som de politiske yderfløje excellerer i for tiden.

Macrons energi og beslutsomhed har uden tvivl også inspireret andre europæiske ledere til at holde sammen under Brexit-krisen. Macrons begejstring har været nødvendig som supplement til den forsigtige tyske nødvendigheds-filosofi i europaspørgsmålet.

Den franske præsident virker ualmindelig bevidst om sin historiske rolle, og han forsømmer sjældent en lejlighed til at holde en stor europatale, når han er på statsbesøg. Rejsen til København vil næppe være nogen undtagelse. Vi kan forvente klare budskaber og en passioneret retorik. Ikke ligefrem hverdagskost i den danske europadebat.

Det er også Macron, der over for resten af de europæiske ledere har insisteret på at få fornyet europadebatten i alle EU-medlemslande. Lederne har lyttet til dette, og op til europaparlamentsvalget næste år vil der blive skruet op for debatterne overalt. Herhjemme vil vi dette efterår kunne opleve en lang række europadebatter i hele landet.

2) FOR DET ANDET har Macron været modig nok til at skitsere sin version af et kommende Europa. Her spiller begrebet suverænitet en afgørende rolle. Macrons Europa er nemlig et selvbevidst og offensivt kontinent, som står samlet over for resten af verden og hævder europæisk suverænitet.

Og hvad er der så specielt ved det? Hvad kan vi som danskere bruge det til? Ja, det nye er, at en statsleder bevidst vælger at føre suverænitetsdiskussionen væk fra det nationale niveau – og overføre den direkte til det europæiske.

Macron accepterer, at suverænitet for mange borgere er et afgørende argument for at kunne legitimere et styre. Skal EU give mening, må unionens deltagere derfor fastholde den nationale suverænitet på de områder, hvor det giver mening, men samtidig bør vi alle erkende, at Europa som politisk fællesskab også har en suverænitet at kæmpe for.

Denne attitude giver pludselig plads til at være glødende EU-tilhænger og samtidig anerkende nationalstatens kompetencer. Der er ikke tale om et nulsumsspil, som populisterne ellers succesfuldt postulerer, senest ved Brexit-afstemningen, hvor det lykkedes Brexiteers at gøre afstemningen til et spørgsmål om at ”få kontrollen tilbage” på bekostning af ”bureaukraterne i Bruxelles”. Denne erkendelse er vigtig.

3) ENDELIG FÅR DANMARK også besøg af en erklæret EU-reformist. Macrons besøg vil også sætte fokus på en lang række konkrete forslag til – i Macrons øjne – et forbedret EU-samarbejde: Forslag som et langt større, fælles EU-budget, en egentlig EU-regering, transnationale lister i Europa-Parlamentet, langt færre kommissærer, en fælles EU-hær, fælles asylagentur, fælles grænsepoliti, europauniversiteter, halvdelen af alle unge under 25 år på Erasmus-ophold i seks måneder i udlandet og så videre.

Macrons Europa fører også en mere noget for noget-kurs på handelsområdet, har fælles sociale standarder og fælles europæiske skatter. Mange af disse forslag er ikke groet i en liberal have, men er reminiscenser af Macrons socialistiske fortid. Andre forslag – især på sikkerheds, forsvars, erhvervs- og uddannelsesområdet – flugter bedre med en liberal europamodel. Af samme grund bliver Macron af mange af sine tidligere socialistkolleger betragtet som klasseforræder.

Foreløbig har den franske præsident fået lang snor af det etablerede politiske system og partier på europæisk plan, som har fulgt hans enorme succes med en god portion ”vi venter og ser”. Men dette efterår er tålmodigheden ved at slippe op. Mange vil meget gerne have Macron til at ”bekende kulør”, så alle ved, hvad man har med at gøre med til europaparlamentsvalget næste år til maj. Derfor vil der blive lyttet opmærksomt, også under besøget i København.

MACRONS PLAN A har været at gå selv, skabe et europæisk En Marche efter fransk forbillede. Men i takt med, at det er gået op for præsidenten, at man ikke nødvendigvis kan sætte lighedstegn mellem Frankrig og Europa – og derfor bliver nødt til at finde venner blandt de etablerede grupper i Europa-Parlamentet – ja, så synes plan B at være netop dette. Derfor har der været trængsel omkring Macron de seneste måneder. Der er mange bejlere til den måske kommende konge af europæisk politik.

En Marche skal passe på med at gå solo. Bevægelsen risikerer at blive isoleret som en halvstor gruppering i Europa-Parlamentet uden politisk indflydelse. Pointen er klar: Uden evnen til at skabe alliancer bliver man ikke til noget i europæisk politik.

Om det vil lykkes den flittige franske præsident at få succes, er stadig et meget åbent spørgsmål. Meget afhænger af udviklingen på den franske hjemmebane, hvor de meget militante fagforeninger har gjort, hvad de kunne for at ødelægge Macrons reformplaner. Uden succes i hjemlandet skal Macron ikke regne med succes i Europa.

Men ingen kan tage fra franskmanden, at han har pustet liv i en flamme, som mange frygtede var død. Med Macron lever håbet om et stærkere og bedre europæisk samarbejde. Og det vil for os i Venstre også sige et liberalt Europa.

Morten Løkkegaard er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og ansvarlig for Venstres kommende europaprogram.