Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Folketingsmedlem: Derfor har vi brug for Uffe Elbæk som statsminister

Uffe Elbæk fra Alternativet har valgt at stille sig til rådighed som statsminister kandidat for at tage det nødvendige ansvar for Jorden og menneskene på den. Det er lige så prisværdigt, som det er tiltrængt, mener Ulla Sandbæk, som er folketingsmedlem for Alternativet. Foto: Per Morten Abrahamsen/BAM/Ritzau Scanpix

Ulla Sandbæk

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har brug for nogen, der tager ansvar for at passe på Jorden og på menneskene på den. Derfor er jeg også henrykt over, at Uffe Elbæk nu stiller sig til rådighed som statsministerkandidat, skriver Ulla Sandbæk (AL)

JEG HAR ALTID en lille taknemmelighedssten i min lomme – en lille, sort sten med runer. Den tager jeg hver dag i hånden for at huske på, hvor privilegeret jeg er som folketingsmedlem for Alternativet. For det er et kæmpe privilegium at være valgt af befolkningen til at tage ansvar for en langt mere grøn, empatisk og mangfoldig dagsorden i dansk politik. Og jeg kan mærke, at vi i Alternativet har gang i noget, der er langt, langt større end os selv. Noget, der rækker ud over Danmarks grænser. Derfor holder jeg i dag min taknemmelighedssten i hånden lidt længere i taknemmelighed over, at Uffe Elbæk nu har valgt at stille op som statsministerkandidat.

JEG SAD I SOFAEN OG MEDITEREDE hjemme i stuen hos nogle gode venner, da jeg første gang hørte om Alternativet. Det gik op for mig, da min ven fortalte om det, at Alternativet var lige præcis det parti, jeg selv længe havde gået med tanker om at skabe. Et parti med plads til en mangfoldighed af meninger og mennesker, men med et fælles udgangspunkt om at passe på Jorden og hinanden.

Så da jeg hørte, at Uffe Elbæk ledte efter kandidater til sit nye parti, skyndte jeg mig at tage kontakt til ham. Efter 15 år i Europa-Parlamentet havde jeg egentlig indstillet mig på, at jeg nok var færdig med politik, men jeg kunne ikke lade være med at engagere mig, når nu mit drømmeparti var ved at blive skabt.

Og da jeg mødte Uffe Elbæk og hørte om hans tanker omkring Alternativet, var det fuldstændig ligesom at finde et hjem, som jeg troede, jeg skulle skabe selv. Et hjem, jeg havde ledt efter i lang tid.

PÅ EN MÅDE KAN MAN SIGE, at jeg var politisk hjemløs, indtil jeg mødte Uffe Elbæk. Jeg havde aldrig mødt ham før, og det er altid stærkt at være i selskab med ham, for han har en utrolig stærk persona. Jeg tror ikke, man kan møde Uffe Elbæk, uden at han gør indtryk på én. Og jeg kunne tydeligt mærke, at han brændte mindst lige så meget som jeg selv for at skabe en bedre, grønnere og mere empatisk verden.

Derfor er jeg også henrykt over, at Uffe Elbæk nu stiller sig til rådighed som statsministerkandidat. For vi har brug for nogen, der tager ansvar for at passe på Jorden og på menneskene på den. Nogen, der fører en helt anderledes tænkning omkring politik. En tænkning, der giver plads til den spiritualitet og mangfoldighed, som vi mennesker indeholder. En tænkning, der frigør individets skaberkraft og skaber stærke fællesskaber.

Det er det, Alternativet står for for mig. Og det er det, der får mig til at føle det helt, helt rigtigt nu at kunne pege på Uffe Elbæk som statsminister. Rigtigt både for mig selv helt personligt og for Danmark og for verden. For Alternativet vil gøre Danmark til ikke bare det bedste land i, men også det bedste land for, verden.

Derfor peger jeg på Uffe Elbæk.

Ulla Sandbæk er folketingsmedlem og udviklingsordfører i Alternativet. Hun er tidligere sognepræst og medlem af Europa-Parlamentet for Junibevægelsen.