Danmark skal ikke have rekord i dårlig alkoholkultur. Lad os gøre noget ved det

Det er både dyrt og uforsvarligt for vores samfund at fortsætte med den nuværende alkoholkultur, mener de to skribenter

Børn, hvis forældre drikker for meget, har to og en halv gang større risiko for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, skrive Karin Friis Bach og Marie Brixtofte
Børn, hvis forældre drikker for meget, har to og en halv gang større risiko for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, skrive Karin Friis Bach og Marie Brixtofte Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Et højt alkoholforbrug er den tredjehyppigste dødsårsag på verdensplan, og alkohol er en væsentlig del af årsagen til danskernes relativt lave middellevetid sammenlignet med andre nordiske lande. I dag er 147.000 danskere afhængige af alkohol på en måde, hvor de ikke kan stoppe med at drikke. Kun 17.000 af dem er i behandling. 640.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug på flere end 14 og 21 genstande om ugen (henholdsvis for kvinder og mænd), og 860.000 danskere drikker mere, end retningslinjerne angiver.

Ud over de følgevirkninger, som et overforbrug og et misbrug har på børnene, skaber alkoholkulturen hos de voksne en dårlig alkoholkultur hos de unge. For børn gør ikke, som forældre siger, men som forældre gør.

Der er i dag 122.000 børn i alderen 0-18 år, som lever med forældre, der drikker for meget. Det svarer til to børn i hver skoleklasse. For disse børn er hverdagen en anden: Ud over konstante bekymringer samt følelser af skam og svigt oplever en tredjedel af dem selvmordsadfærd hos forældrene (mod én procent i familier uden alkoholproblemer), en ottendedel oplever seksuelle krænkelser (mod fire procent i familier uden alkoholproblemer), og de har otte gange så stor risiko for at opleve vold i hjemmet.

Børn, hvis forældre drikker for meget, har to og en halv gang større risiko for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, tre og en halv gang større risiko for at blive anbragt og dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord. Når disse børn bliver voksne, udvikler en tredjedel af dem selv et misbrug, en tredjedel af dem oplever psykiske vanskeligheder som angst, depression og spiseforstyrrelser, og de bruger sundhedssystemet fire gange mere end den normale befolkning. Det er simpelthen ikke godt nok.

Det er både dyrt og uforsvarligt for vores samfund at fortsætte med den nuværende alkoholkultur. Vi vil derfor arbejde målrettet for at ændre alkoholkulturen, og vi håber, du vil være med. Det skylder vi os selv, vores nærmeste, vores unge og generationerne, som kommer.

Karin Friis Bach (R) er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, og Marie Brixtofte er psykolog, forfatter og foredragsholder.