DF har begrænset indvandringen – og tak for det. Men nu skal vi videre med integrationen

Tag fat på de virkelige problemer, også selvom det er lettere bare at gøre tørklæder og daglige bønner til syndebukke, skriver filosof og cand.mag. i moderne kultur

Fokusér på de virkelige problemer. Tørklædet er ikke et af dem. At små piger har arabisk som primært sprog, kan være et problem. At partiledere taler nedladende om en religiøs minoritet er et problem. Parallelsamfund er et problem. At man vælger at dække sit hår til, er ikke, skriver filosof og cand.mag. i moderne kultur.
Fokusér på de virkelige problemer. Tørklædet er ikke et af dem. At små piger har arabisk som primært sprog, kan være et problem. At partiledere taler nedladende om en religiøs minoritet er et problem. Parallelsamfund er et problem. At man vælger at dække sit hår til, er ikke, skriver filosof og cand.mag. i moderne kultur. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

TØRKLÆDEFORBUD. Af den ene eller anden slags. Idéen dukker jævnligt op i debatten. Man vil angiveligt undertrykkelsen til livs. Men hvis der eksisterer social kontrol af unge muslimske piger, tror man så virkelig, kontrollen forsvinder, hvis tørklædet forsvinder? Det er omtrent lige så dumt som fortidens åreladning, hvor man troede, at hvis bare man udskiftede blodet, så blev patienten nok kureret. Det gjorde patienten ikke, og idéen om at forbyde sig til integrationen er lige så naiv.

Synes man ikke, pigerne har nok at slås med i forvejen? Når højtstående politikere og meningsdannere ryster på hovedet ad tørklædet, så har pigerne bare endnu mere at slås med. Men de kæmper, de muslimske piger, og de klarer sig godt i uddannelsessystemet. Ja, man kunne måske ønske sig, at forældrene tog chancen og gav pigerne lidt friere tøjler, men så ret kritikken mod forældrene, ikke mod de unge piger.

Fokusér på de virkelige problemer. Tørklædet er ikke et af dem. At små piger har arabisk som primært sprog, kan være et problem. At partiledere taler nedladende om en religiøs minoritet er et problem. Parallelsamfund er et problem. At man vælger at dække sit hår til, er ikke.

I Leif Panduros novelle fra 1960’erne ”Uro i forstæderne” bliver en lille by skræmt fra vid og sans af en fredelig, sort tilflytter. Bedsteborgerne er overbeviste om, at manden dybest set er kannibal, hvorfor de beslutter at skille sig af med ham – ved at æde ham. På samme måde må man grine ad danske politikere, der med omvendt fortegn vil indføre samme beklædningsregler som i Saudi-Arabien. En ironi, der nåede sit foreløbige højdepunkt, da Dansk Folkeparti (DF) foreslog at forbyde langt, muslimsk skæg.

DANSKERNES FOKUS PÅ TØRKLÆDET er massivt. Og hvorfor egentlig? Hvorfor er man så vanvittigt opsat på at kritisere et mindretals beklædning? Fordi man som selvbestaltet ekspert i religion og undertrykkelse mener at have gennemskuet slørets sande karakter? Fordi man ikke har bedre ting at tage sig til end at hævde sig selv i forhold til en smal samfundsgruppe?

Mange tørklædemodstandere har aldrig mødt en muslim. En stor del af Dansk Folkepartis vælgere bor i jyske landdistrikter uden særlig kontakt med muslimer. Hér får man i stedet sin viden om indvandringen gennem medierne. Andre DF-vælgere bor i urolige hjørner af indvandrerghettoer, hvor man bedre kan forholde sig til deres stemme. Langt bedre, for hvad er værre end et menneske, der har strikket sit grimme billede af indvandringen sammen fra sensationsjagende nyheder og klummer om muslimernes magtovertagelse?

FAKTUM ER, at integrationen på langt de fleste parametre går i den rigtige retning, både hvad angår arbejde, uddannelse og nedgang i kriminalitet. Og man kan heller ikke ligefrem påstå, at Danmark er blevet hærget af terror, sådan som nogle mente ville blive tilfældet.

Men midt i fremgangen, skal vi så ikke takke Dansk Folkeparti for at have begrænset indvandringen, så integrationen overhovedet har været mulig? Jo, faktisk, men så tager vi andre den også herfra, DF. De andre politiske kræfter klarer fint stramningerne selv nu, og vi har slet ikke brug for DF’s hadske tale om islamisk kultur som underlegen, udansk og uvelkommen. Har velbjergede danskere ikke bedre ting at tage sig til end at nedgøre muslimer – eller værst af alt: at nedgøre mennesker på kanten, i ghettoen, folk fra lavere sociale lag?

Tørklædeforbud. På offentlige arbejdspladser og skoler. Eller ligefrem i hele det offentlige rum? Der er politikere, der ønsker dette, fordi dele af befolkningen ønsker det. I et af verdens mest velstående lande kan man ikke acceptere bestemt religiøs beklædning. Velstand og demokrati følges ikke særlig godt ad her. Selvom de burde.

Dansk Folkeparti opgiver aldrig kampen for at begrænse minoriteters religionsfrihed. For hvordan kan man forstå det som andet? Hvis ikke man har frihed til at bære slør, så har man ikke frihed til at praktisere sin religion. Og hvad så, tænker man. Det er os, der bestemmer. Det er vores land og os, der skriver eller omskriver lovene. Også Grundloven. Herregud, den er jo blevet ændret før, det gør vi igen, hvis det er det, som skal til.

Den tyske 1800-talsfilosof Arthur Schopenhauer sagde engang, at hvis man virkelig ikke ved, hvad man skal stille op med livet, så kan man altid blive nationalist. Hans ord har stadig klangbund i dag. Ja, i det multikulturelle samfund bliver der importeret problemer som udemokratiske og gammeldags holdninger, men den radikale afvisning af islam er lige så forstokket. Tag fat på de virkelige problemer, også selvom det er lettere bare at gøre tørklæder og daglige bønner til syndebukke. Integration er for alvorlig en proces til, at vi kan overlade den til amatører.

Thomas Johannes Erichsen er cand.mag. i moderne kultur og filosof.