I DEN SENESTE TID har der været vild opstandelse over, at nogle butikker, heriblandt Ikea, har ændret deres titler på forskellige varetitler fra jul til vinter. Opstandelsen har både indbefattet beskyldninger om knæfald for islam og et forsvar for den danske julekultur.
Jeg synes, at det er en helt vanvittig diskussion, og den forekommer mig også mærkværdig. Interessant er det dog, at det hævdes, at julen er en del af den danske kultur. Derfor kunne det være hensigtsmæssigt at se på, hvad det egentlig er for dele af julen, der er en del af den danske kultur.
For det er ikke alle, der fejrer jul i Danmark. Der er andre end muslimer, der ikke fejrer denne højtid. Jeg kunne også fristes til at hævde, at der faktisk er en del i den danske befolkning, for hvem julen indebærer både depression og mulige konfrontationer i familiens skød, hvorfor den ”søde juletid”, som folk omtaler, er en sandhed med store modifikationer.
Jeg har både bekendte og venner, der til trods for at være opdraget i ”den kristne børnelærdom” ikke har lyst til at holde jul. Adskillige tager sågar på rejse i julen og skifter medisteren ud med thailandske lækkerier eller skiture og spa.
Julen er nemlig – til trods for at nogle hævder, den er hjerternes fest – også den tid, hvor vi skal samles i familiens skød, uanset om det er en familie, vi egentlig føler os knyttet til. Vi skal være sammen – for det gør man.
Altså en påduttet tradition eller en påduttet del af vores kultur, som en del måske ikke bryder sig om. Og en kultur, som færre, end vi tror, sætter så enorm pris på som dem, der for i blækhuset over udskiftningen af ordet ”jul” med ”vinter”.
Så kommer vi til maden. I vores familie har vi vores traditioner. Men det er ikke en del af vores kultur. Den er et stort miskmask af, hvad vi orker, hvad vi godt kan lide, og hvad der passer sig, eller hvad vi har gjort i årevis. Det er en tradition, som vi i øvrigt ændrer, som årene går og børnene bliver større. Faktisk fandt vi for føje år siden ud af, at ingen (ud over min far) rigtig brød sig om risalamande, hvorfor vi enedes om chokolademousse og citronfromage. Chokolademousse får vi også på andre tider af året, og vi ses faktisk også mere end den ene gang om året.
Generelt i samfundet bliver vi mindet om, at et efterhånden stort antal i den danske befolkning bliver presset økonomisk og ikke har råd til at holde jul med det overdrevne orgie af mad og gaver. En del af den danske kultur? Jeg stiller mig yderst tvivlende.
Jeg vil hævde, at de, der er blevet vrede over denne udskiftning af ordet jul med vinter, er dem, der i virkeligheden ikke rigtig har forstået julens budskab, og hvis deltagelse i gudstjenester begrænser sig til denne ene dag om året, hvor familien samles, fordi det gør man altså, og tager en nissehue på i kirken og på den måde sammenblander det hele på en pjattet måde. Dem, for hvem et ord kan ændre alverden, fordi de alligevel er en smule usikre på, hvad det hele handler om.
JEG SELV GÅR I KIRKE mere end den ene gang om året, og jeg spiser ikke medister. Jeg er tværtom vild med waldorfsalat, som jeg er den eneste, der spiser, i min familie. Nuvel, jeg holder meget af at gå i kirke juleaften, og sidste år var det en gudstjeneste på et ældrecenter, fordi det nu passede bedst, og min søster havde tjeneste, og det blev det ikke dårligere af. Tværtom blev det en betydningsfuld gudstjeneste – omgivet af dem, jeg holder allermest af – med julens budskab i centrum.
Mine juletraditioner – hvis der overhovedet er tale om egentlige traditioner, for hvis jeg et enkelt år ville tage ud at rejse, ville jeg stadig have følelsen af, at det var jul – anfægtes på ingen måde af, om noget navngives som jul eller vinter.
For julen er en del af min tro. Den handler hverken om nisser, risengrød eller juletræer, men om troen på, at glæden blev født i en mørk og forladt verden. Den drejer sig om rummelighed over for dem, der intet har, og at behandle andre, som jeg selv vil behandles. Og det begrænser sig i øvrigt ikke til julen, men skulle gerne være en måde, jeg lever på. Derfor er jeg ikke så optaget af, hvordan andre fejrer deres højtider, eller hvad medisteren eller lyskæderne benævnes. For de er ikke en del af min kultur.
Kulturen og traditionerne er for mig dem, jeg holder af, og dem, jeg omgiver mig med. Jeg accepterer juletræerne, hygger mig med julefrokosterne. Men jeg forstår også, at julebegrebet omfatter en frygtelig masse ting, som ikke har særlig meget med julens budskab at gøre. Det er traditionsbundet. Ikke kulturelt.
Vores kultur ved vinter- og juletid er forskelligartet. Nogle fejrer julen, andre ikke. Et lands kultur er mangfoldig, og i øvrigt er kultur en størrelse, der ændrer sig. Sådan har det altid været. Min pointe er, at julen ikke er et stykke særskilt dansk kultur. Den er traditionsbundet helt ned på familieniveau. Og det er godt sådan. Men at gøre ændringen af et ord til et anslag mod dansk kultur er at misforstå, hvad julen handler om. Den handler om glædens budskab. Og det ændrer en lyskædes navn ikke ved.
Katja Holm er skuespiller og forhenværende formand for Dansk Skuespillerforbund og medlem af Unescos Nationalkommission.