Prøv avisen
Debat

Overinspektør på SMK: Guldalderen er dansk kulturarvs højdepunkt

Maleriet ”Havfrue” fra 1847 af Elisabeth Jerichau-Baumann, som ikke blev modtaget godt af dansk kulturliv i sin samtid. Flere kunstnere, som ikke har passet ind i den kanoniserede fortælling om guldalderen er ligesom Jerichau-Baumann inkluderet i den aktuelle udstilling på Statens Museum for Kunst. – Foto: Statens Museum for Kunst

Peter Nørgaard Larsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Guldalderen har meget at tilbyde og meget at fortælle os netop nu. På en baggrund af tilsyneladende evig sol og sommer repræsenterer den for mange et tilbud om nærhed og intimitet i en hektisk og uoverskuelig samtid, skriver Peter Nørgaard Larsen, overinspektør og seniorforsker på Statens Museum for Kunst

MANGE DANSKERE kender historien om guldalderen. Vi har fået historien fortalt i skolen, på museer og i tv-serier. Oftest har vi set guldalderen portrætteret som en tid, hvor alt var lidt mere harmonisk. Men man skal ikke kradse synderligt meget i fernissen, før lyset bliver mindre gyldent og gaderne mere ildelugtende.

I begyndelsen af 1800-tallet var der ingen kloakering i København, og byens gader og stræder fungerede ofte som afløb stanken må have været ulidelig. Byen var stærkt præget af skaderne fra englændernes bombardement i 1807. Og ud af de 100.000 mennesker, der boede i København på dette tidspunkt, levede 90.000 i forskellige grader af fattigdom.

En økonomisk nedtur med efterfølgende statsbankerot 1813 gjorde det ikke bedre, og efter Napoleonskrigenes afslutning måtte Danmark i 1814 afstå Norge.

Alligevel har perioden fået betegnelsen ”guldalderen”, og den danske billedkunst fra første halvdel af 1800-tallet anerkendes verden over som en af de vigtigste kunstscener i Europa.

Guldalderkunsten vises i dag på store internationale udstillinger og flere af de ledende vestlige museer har erhvervet værker af de danske kunstnere.

Der er ingen tvivl om, at mange i dag opfatter guldalderen som et højdepunkt i dansk kulturarv. Men repræsenterer perioden andet end et nostalgisk blik på det gamle Danmark? Og leverer den andet end danmarksbilleder, som vi gerne spejler os i, fordi de repræsenterer en forestilling om Danmark og nationale værdier, som vi enten synes er forbilledlige eller måske ligefrem savner?

Eller har vi omvendt svært ved at se, hvad vi skal bruge den til i dag, fordi den udelukkende præsenterer os for glansbilleder, der er langt fra vores virkelighed?

Statens Museum for Kunst (SMK) har sammen med Nationalmuseum i Stockholm og Petit Palais i Paris fundet tiden inde til at arrangere en stor guldaldermanifestation, som præsenterer en række nye perspektiver og tilgange til guldalderen – og som giver plads til hidtil oversete værker og kunstnere.

PERIODEN ER et enestående eksempel på, hvad der sker, når billedkunstnere, forfattere og videnskabsfolk mødes og inspirerer hinanden til nye opdagelser og nye måder at se verden på. I guldalderens København kendte alle hinanden og mødtes selskabeligt, og den enkelte kunne ikke undgå at forholde sig til de andre, til deres interesser, fagligheder og holdninger.

Ligesom H.C. Andersen, var billedkunstnere som C.W. Eckersberg, Christen Købke, Louis Gurlitt og Wilhelm Bendz optaget af H.C. Ørsteds videnskabelige eksperimenter og ikke mindst hans naturfilosofiske betragtninger.

Samtidig fulgte man interesseret med i, hvad andre videnskabsfolk kunne præsentere af viden om for eksempel anatomi, geologi og botanik. Kunstnerne beskæftigede sig ikke kun med ånden i naturen, men også med den virkelighedsnære natur, som videnskaben studerede.

Malerne opsøgte steder, hvor Danmarks geologiske særpræg kunne ses. Nogle af kunstnerne som Købke, J.Th. Lundbye, Bendz, P.C. Skovgaard, Lorenz Frølich og Christen Dalsgaard havde en visuel sensibilitet, som var helt enestående, og i ofte små billeder viste de os en hidtil uopdaget verden af skæve vinkler, mærkelige beskæringer og upåagtede motiver som for eksempel en tagryg, en skorsten og en død rotte. Et nyt blik på verden, som foregriber fotografiet, og som løfter dansk guldalderkunst ind på verdenskunstens scene.

GULDALDEREN VAR OGSÅ EN TID, hvor man troede på værdien af kunst som noget, der kunne løfte det enkelte menneske og forandre samfundet. Kunstnerne var tidligere blevet opfattet som udannede håndværkere, men nu insisterede de på at blive taget alvorligt på linje med H.C. Andersen og Ørsted, fordi de gennem deres kunst også havde noget at bidrage med.

Ikke kun til forskønnelse af borgerskabets stuer, men som et led i de frihedsbestræbelser, der førte til afskaffelsen af enevælden, og som bidrog til forestillingen om Danmark som et nationalt fællesskab med en særegen natur og en unik historie.

Når vi i dag indimellem rynker på næsen af guldalderens mange pæne familiebilleder og smukke landskaber, glemmer vi måske, at disse billeder var en vigtig del af den borgerliggørelse af samfundet og nationale stolthed, der gjorde indførelsen af et konstitutionelt styre mulig.

At nationalromantikken i eftertiden har fået et præg af national konservatisme, og at kunstnerne for nogens vedkommende med tiden selv blev konserverende og fremskridtsangste ændrer ikke ved, at deres værker oprindeligt var en del af en større revolutionerende og befriende bevægelse.

TRADITIONELT HAR MAN ladet guldalderen klinge ud omkring 1850 med indførelsen af et konstitutionelt styre og Første Slesvigske Krig 1848-1951. Men med udstillingen lader vi den fortsætte til 1864, hvor nederlaget i krigen mod Preussen markerer et afgørende brud med den helhedskultur, som præger den danske guldalder.

På den måde åbnes der for en større kunstnerisk spændvidde, der giver plads til andre kunstnere end Eckersberg og hans fremmeste elever. Det bliver muligt både at følge de af eleverne, som fortsætter med at lave kunst længe efter 1850 og inkludere kunstnere, som ikke har passet ind i den kanoniserede fortælling om den danske guldalder, for eksempel Eckersbergs professorkollega Johan Ludvig Lund og outsideren Elisabeth Jerichau-Baumann samt flere af både de mandlige og kvindelige blomstermalere og genrejste tysktalende danske malere som Louis Gurlitt og Ditlev Blunck.

Ved at forlænge guldalderen til 1864 bliver det muligt at følge kunstnerne ind i den fase, hvor guldalderen møder de udfordringer, der følger med det fremvoksende moderne liv, og mange forskanser sig i arkadiske længsler.

Vi kan også fortælle historien om, hvordan kunstnerne efterhånden opdagede, at der var en verden uden for København, at der var et Jylland med et storladent og dramatisk landskab, som også hørte til forestillingen om det nationale særpræg.

Den større åbenhed i forhold til, hvilke fortællinger der hører til guldalderen, giver desuden rum til at vise, at den kultur, der ofte beskrives som tilknappet og seksualforskrækket også gav plads til humor og erotik.

Guldalderen har meget at tilbyde og meget at fortælle os netop nu. På en baggrund af tilsyneladende evig sol og sommer repræsenterer den for mange et tilbud om nærhed og intimitet i en hektisk og uoverskuelig samtid.

Men den er også fuld af store og små vedkommende historier, nogle velkendte, andre nye, om en af de mest inspirerende perioder i Danmarks historie. Og så tilbyder den indsigt i, hvordan et fællesskab og et kreativt vidensmiljø kan være med til at forandre verden.

Peter Nørgaard Larsen er overinspektør og seniorforsker på Statens Museum for Kunst.