Prøv avisen
Debat

Forfatter: Danske kunstnere er en succes. Så hvorfor ikke fordoble kunststøtten?

”Det er underligt, at vi på trods af denne enorme succes hele tiden diskuterer, om vi skal have kunststøtte i Danmark, eller om den skal sænkes,” skriver forfatter Kasper Colling Nielsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kaspar Colling Nielsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Forestillingen om kunstnere, som danderer den på statsstøtte, har intet med virkeligheden af gøre, skriver forfatter Kaspar Colling Nielsen

STATENS KUNSTFOND udbetaler lidt over 500 millioner kroner hvert år i kunststøtte til kunstnere inden for alle kunstgenrerne. Det er under en halv promille af det samlede statsbudget. I forhold til beløbets ringe størrelse må det være den mest diskuterede udgiftpost overhovedet på statsbudgettet. Især fordi der et betydeligt tilbageløb til staten af den støtte, man som kunstner kan få.

Beløbet er altså i realiteten endnu mindre. Jeg er en af de kunstnere i Danmark, som har fået mest støtte de seneste otte år. Jeg har modtaget omkring 1,5 millioner kroner før skat (cirka 750.000 kroner efter skat). For de penge har jeg skrevet tre bøger, som har solgt cirka 50.000 eksemplarer, der ved en stykpris på cirka 200 kroner har omsat for cirka 10.000.000 kroner. Jeg har fået 1,5 millioner kroner af det beløb (15 procent i royalty), som jeg har betalt skat af (cirka 750.000 kroner).

Staten har altså allerede fået sine penge hjem af skatten fra mine royalties. De resterende 8,5 millioner kroner er tilfaldet forlag, distributør, boghandlere og andre, som alle betaler skat af deres overskud og har medarbejdere, der betaler indkomstskat.

Hvis vi beskedent antager, at 20 procent er gået til skat, har staten altså netto tjent 1,7 millioner kroner på at støtte mig. Hvis vi medregner momsen, er statens indtægt tæt på det dobbelte.

Ingen ved, hvor stor den reelle udgift til kunstnere er, alligevel vil mange sænke den. Stort set alle forfattere, jeg kender, kan ikke leve af deres kunst. Derfor har de almindelige jobs. De er lærere, opvaskere, postbude, handicaphjælpere og så videre. I deres fritid skriver de så deres bøger.

Af og til kan man være heldig at få et arbejdslegat. Hvis man er hot, sker det hvert andet år, hvor man så modtager omkring 100.000 kroner før skat, som betyder, at man kan holde fri fra sit almindelige arbejde i et par måneder og skrive på fuld tid.

FORESTILLINGEN OM KUNSTNERE, som danderer den på statsstøtte, har intet med virkeligheden af gøre. Alle de forfattere, jeg kender, der er noget som helst, er besatte af at skrive. De skriver hele tiden, når de ikke passer deres almindelige arbejde. De fleste kunstnere er fattige. Som kunstner har man opgivet ting som biler, store lejligheder, sommerhuse, vinterferier, pensionsopsparing og den slags. Det er ikke synd for os, det er et bevidst valg, man foretager, når man vælger et liv som kunstner. For de ekstremt begrænsede støttemidler får vi et utroligt rigt kunst- og kulturliv, som forhåbentligt gør vores samfund rigere, smukkere og mere interessant.

Hvis man vurderer kunststøtten ud fra et økonomisk nytteperspektiv, som vores kulturminister gerne vil, så synes det også at gå ret godt. Dansk film er berømmet i hele verden, især dokumentargenren. Vi har musikkere, som ligger nummer et i hele verden. Vores skuespillere er med i de største film- og tv-serie- produktioner, vores forfattere bliver oversat til alverdens sprog (jeg er selv oversat til 10 sprog), folk i hele verden ser danske tv-serier på dansk! Vi har danske billedkunstnere, som er blandt verdens bedste.

ALT DETTE ER MED TIL at brande Danmark i udlandet på et meget positiv måde, som et interessant, cool og kompetent land. Når man er på besøg i udlandet, kan de faktisk ikke forstå, hvorfor et så lille land som Danmark er så synligt inden for kunst og kultur. Med andre ord bliver der vel nærmest overperformet inden for kunst- og kulturområdet i Danmark.

Denne succeshistorie er vel også en af grundene til, at Danmark fremhæves positivt i amerikansk politik, hvorfor Fukuyama i sin seneste bog har et begreb, som hedder ”becoming Denmark”, der handler om, at alle lande stræber efter at blive som Danmark.

Denne branding er til gavn for dansk eksport og danske politikere, når de rejser rundt i verden. Jeg tror, mange lande i fremtiden vil efterligne Danmarks kulturpolitik, fordi den er så effektiv, altså at man får en stor effekt af en lille investering.

Det er underligt, at vi på trods af denne enorme succes hele tiden diskuterer, om vi skal have kunststøtte i Danmark, eller om den skal sænkes. Hvorfor fordobler vi den ikke, når den nu skaber så utrolige resultater?

Kaspar Colling Nielsen er forfatter.