På mit skrivebord har jeg i skrivende stund lidt over 100 seriøse bønner liggende. Bønner, som borgerne i Køge igennem den seneste uge har skrevet og lagt i en postkasse i et opstillet bønneskur, der står uden for Køge Kirke.
Der er mange forskellige bønner, alt lige fra børn, der beder til, at de snart må få flere legeaftaler, til voksne, der beder for de ældre på plejehjemmene, til sørgende, der beder for deres døde, til forelskede, der takker for kærligheden, til den helt store bunke, hvor folk beder for, at corona må gå væk, og livet må komme tilbage.
Mange forskellige bønner, og som præst og menneske i det hele taget er det utroligt rørende og ærefuldt at få lov til at læse alle disse bønner igennem. Man kommer på en måde med ind i folks allerinderste.
Og så glæder det selvfølgelig et præstehjerte at se, at bøn ikke er noget, der er fremmed for folk.
Derfor ærgrede det mig også at læse den artikel som blev bragt den 7. maj omkring bøn, hvor der faktisk var et billede af bønneskuret ved Køge Kirke.
For denne artikels hovedpointe er, at danskerne ikke beder, at de er for blufærdige til at bede, at det mest er noget for folk i andre lande, og hvis danskerne endelig begiver sig ud i bøn, så er det kun i gudstjenesten. For mig repræsenterer det et lidt snobbet teologisk synspunkt, fordi vi teologer og præster har en tendens til at mene, at bøn skal være på en særlig måde inden for et særligt dogmatisk system. Og hvis man har den tanke, så er det helt sikkert rigtigt, at danskerne ikke beder.
Men hvis man åbner døren lidt mere på klem, så er det min opfattelse, at danskerne faktisk beder, og at de gør det ofte.
Det er måske ikke noget, de taler så meget med hinanden om, og det kan også godt være, at de ikke er fuldt ud bevidste om, hvem de henvender sig til, at de ikke tænker Faderen, Sønnen og Helligånden, jomfrufødsel og kødets opstandelse.
De fleste har det bedst med at sige, at de henvender sig til ”noget derude”, noget, der er større end dem selv. Men det er min klare opfattelse, og det kan jeg jo også se ud fra interessen for vores bønneskur, at folk faktisk beder, at de faktisk henvender sig til noget, der er større, når livet bliver svært, når der er noget, de ikke selv magter, når der er brug for hjælp, eller når lykken overgår deres forstand.
Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi som kirke ikke negligerer den bøn, men at vi også giver plads til den, selvom den ikke har højtsvungne og poetiske ord.
Danskerne er langt mere spirituelle og søgende, end vi som kirke ofte bilder os ind, de er det bare på deres egen ”benene på jorden”-måde og det skal vi som kirke måske være bedre til at imødekomme.
Charlotte Dybdahl Winther er sognepræst i Køge Kirke.