Debatten om præsten i Sønderborg, der fik en biskoppelig reprimande for sin kirkebladsartikel om Darwins evolutionslære, har med god grund ført til debat om grænserne for biskoppers magt. Ligesom også præsten, der helt naivt står fast på, at Jordens skabelse fandt sted på det tidspunkt, Bibelen angiver, har fået mange verbale ørefigner.
Men den indholdsmæssigt interessante debat, som burde være affødt af hans lille kirkebladsartikel, er hidtil udeblevet. Og det er en skam. For det må være på tide at give bolden op til en drøftelse af de dystre sider af Darwins værk. Og ikke mindst er det en teologisk opgave at advare om konsekvensen af dette reduktionistiske menneskesyn.
Lad det være sagt med det samme: Det er ikke selve Darwins evolutionsteori, der er en drøftelse værd. Når sognepræst Mads Jakob Jakobsens artikel affødte så mange reaktioner, skyldtes det nok en irritation over, at en præst i folkekirken tilsyneladende ville bringe debatten tilbage til dengang, hvor man følte, man skulle vælge mellem troen på Gud som skaber og Darwins teorier. Den debat er for længst afsluttet. Vi ved godt, at Bibelens skabelsesberetninger ikke forsøger at give en naturvidenskabelig forklaring.
Denne pointe er bare aldrig for alvor slået folkeligt igennem, så mange præster bruger stadig megen tid på at forklare konfirmander, at Darwins evolutionsteori ikke tager livet af troen på Gud. For naturvidenskaben kan kun observere og beskrive naturen, men kan aldrig komme bag om naturen og besvare spørgsmålet om, hvorfor verden er til, hvad liv egentlig er, og hvad der er godt og ondt. I hvert fald ikke, hvis videnskaben kender sin egen grænse. Disse pointer blev forplumret af den debat, der udspandt i kølvandet på kirkebladsartiklen.
Men der er et lag dybere i debatten, der kalder på opmærksomhed. For i sin kirkebladsartikel er det konsekvent evolutions læren, Jakobsen revser, ikke evolutions teorien. Hvori består forskellen? Ja, hos pastor Jakobsen forbliver det unægtelig meget uklart, for han synes at have store problemer med selve evolutionsteorien. Men hvis man ser på Darwin selv, må evolutionslæren betyde hele den opfattelse af mennesket, folkeslagene og deres plads i verden, der for Darwin hang snævert sammen med hans evolutionsteori.
En menneskeopfattelse, der i kuldegysende grad står i modsætning til den kristne. Man plejer godt nok at hævde, at der er vandtætte skotter mellem Darwin selv og den socialdarwinisme, der førte til racehygiejne og i værste fald menneskeudryddelse. Det troede jeg også engang, men så læste jeg den lærde artikel om Darwins racebegreb af historiker Poul Duedahl i anledning af 200-året for Darwins fødsel. Og har man læst den, kan man ikke andet end revurdere sit syn på Darwin. Han var, viser det sig, ikke bare en kølig videnskabsmand, der med sine værker befandt sig milevidt fra socialdarwinismen. Nej, han er den åndelige gudfar til det biologistiske menneskesyn, som fejrede så dystre triumfer i det 20. århundrede, og som i nye gevandter præger vores tid.
Hør bare, hvordan Darwin så på forholdet mellem civiliserede og ”vilde racer”: En ”ussel australnegers hårdt arbejdende kone, som næppe bruger nogen abstrakt betegnelse, og som ikke kan tælle højere end fire” har næppe mere selvbevidsthed end en gammel hund med god hukommelse og en vis indbildningskraft. Ja, faktisk overvejer Darwin, om ikke hunden har større selvbevidsthed end den kvindelige aboriginal.
Her er det ikke selve tonen, vi skal hænge os i, men det menneskesyn, der kommer til udtryk i Darwins vurdering: Fordi de ”vilde racer” ifølge Darwin ikke er i stand til at udvikle sig, er grænserne mellem dem og de højest stående dyr flydende.
Der sker her en fatal dehumanisering af bestemte mennesker og i videnskabens navn gøres der op med den gammelkristne opfattelse af, at alle individer – deres udvendige forskelle til trods – er skabt i Guds billede og derfor er lige meget værd.
Med evolutionslæren sådan som Darwin udfolder den i bogen ”The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex” fra 1871, som citaterne er fra, opstilles der nemlig racehierarkier. Øverst befinder englænderne sig (heldigt for Darwin selv); disse havets og koloniernes herskere udgør simpelthen evolutionens foreløbige kulminationspunkt, fordi de rent civilisatorisk er nået længst. Nederst på racerangstien befinder de ”vilde racer” sig, det vil sige ”hottentotter”, indfødte australiere, mongoler, eksimoer og ”de tavse, endogså gnavne indfødte i Sydamerika og de letsindige, snakkesalige negere”. Darwin opfatter altså de sorte som laverestående. Det samme gør sig for ham gældende for de hjemlige krøblinge, ”idioterne” og ”samfundets andre unyttige medlemmer”. Fælles for dem og de ”vilde racer” er, at de ikke har formået at udvikle sig, de er evolutionstabere og repræsenterer derfor et for længst passeret udviklingstrin. Sammen med repræsentanterne for de ”vilde racer” udgør de en slags levende udgaver af de missing links, som var og er manglen ved hans evolutionsteori. Denne evolutionslære fratager altså både udviklingshæmmede og bestemte ikke-europæere deres menneskelige værdighed og modsiger dermed den kristne skabelsestanke, der sætter et værdighedsstempel på enhver, uanset kulør og civilisatorisk stadie. Når man begynder at opfatte mennesker som en slags dyr, vil man også snart begynde at behandle mennesker dyrisk. Det opfordrede Darwin ikke konkret til, men han gav stærk inspiration til racehygiejnen.
Darwin var nemlig både pessimist og optimist. Han var overbevist om, at de civiliserede racer i fremtiden ville gå fremad og udrydde de laverestående, men samtidig ville der nemt kunne opstå konflikt mellem højere og lavere befolkningsgrupper i de civiliserede befolkninger. Og her var vanskeligheden, at den vestlige humanitet forhindrede den naturlige udryddelsesproces, der resulterer i survival of the fittest.
Denne humanitære indsats er vel at mærke ikke så heldig set med Darwins øjne, for den svækker de civiliserede racers udviklingsmuligheder. Humaniteten skaber dermed ”slemme følger” (!) og forårsager ”skader”, fordi den giver ”de meget fattige og ligegyldige, som ofte er degraderet af laster” lov til at formere sig uhæmmet i modsætning til ”de fornuftige og sparsommelige, som i almindelighed også på anden måde er dydige”.
Lige her er det så, at Darwin, afslørende nok, inddrager erfaringerne fra dyreavl. Fra opdrætningen af husdyr vidste man nemlig, at ”udryddelsen af de individer, der på en udpræget måde er ringere end de andre, skønt få i antal, på ingen måde er nogen uvæsentlig betingelse for heldig fremgang”.
Darwin siger ikke direkte, at det vil være godt at gøre livet vanskeligt for dem, han kalder ”samfundets unyttige medlemmer” og som nazisterne stemplede som ”unyttige ædere”. Vi får heller ingen direkte opskrift på racehygiejne, men vi er tæt på.
For han er ikke i tvivl: Skal der skabes en god og konkurrencedygtig befolkning, der kan klare sig i den internationale racekamp, kan det betale sig at se på, hvordan dyreavlerne laver raceforbedringer. Det gjorde socialdarwinisterne så og handlede derefter. Resultaterne så vi i det 20. århundredes barbari.
Derfor: At sige som sognepræst Mads Jakob Jakobsen, at Darwins evolutionslære er uetisk og usolidarisk, er indlysende rigtigt og burde ikke være en pointe, man blev udskammet for at påpege. Tværtimod.
Katrine Winkel Holm er sognepræst i Borup.