De gudløse unge, Claes K. Theilgaard og Patrick Bay, mener i Kristeligt Dagblad i mandags, at enhver religion – også den kristne – er en trussel mod det frie og lige samfund, vi holder af.
Når de således docerer samtlige religioners skadelige virkningshistorie, så undtager de vist deres egen: ateismen. Sandsynligvis fordi de glemmer, at den er en religion som de andre, nemlig troen på, at der ikke findes en gud.
Videnskaben har nemlig aldrig bevist, at Gud ikke eksisterer. Universets og vores eksistens forudsætter bestemte naturlove, præcist disse og ikke andre. Love, som videnskaben ikke kan forklare hvorfra stammer.
Man kan – endda med fornuften i behold – hævde: Hvis det faktum, at jeg komplekse væsen i et komplekst univers sidder her ved min computer og skriver disse linjer, ikke har noget med ”Gud” at gøre, så må det skyldes et lykketræf, som nærmest svarer til, at en eksplosion i et bogtrykkeri ender op med, at alle typerne lander, så de udgør et tyvebindsleksikon.
Og hvis vi vender os til den gudløse ateistiske religions virkningshistorie, så kan vi jo henvise til Stalin, Mao og Nordkorea. Man mindes uvilkårligt Dostojevskijs advarsel om, at hvis Gud er død, så er alt tilladt.
Endelig er de gudløses viden om kristendommen ret så begrænset. Når der for eksempel henvises til gammeltestamentlige skriftsteder, så overser de, at Jesus forkynder en ny pagt, hvor loven om menneskers forhold til hinanden gøres fuldkommen i det ene bud: Du skal elske din næste som dig selv. Det er den kristne ”lov” – og det er op til os selv at finde ud af, hvordan vi gør det.
Kristendommen har nemlig ingen specifik mening om samfundsforhold og politik. Den er et ”sindelag” og forkynder alle menneskers lige og uendelige værdi. Og den tvinger ingen til at tro. Naturligvis er kristendommens virkningshistorie derfor positiv. Men det er en bivirkning. Kristendommens hovedvirkning er jo syndernes forladelse og det evige liv. Men kan vi tro på en skabende og opretholdende Gud, der elsker os?
Nej, det kan vi ikke af egen kraft. Men når kristendommen forkyndes, så kan Gud give troen til både mig og den mest hårdkogte ateist.
Og kirken har intet bedre forsvar over for netop de gudløse unge end forkyndelsen af evangeliet i sin fulde paradoksalitet – og det bør den (kirken) derfor holde sig til – over for ateisten og alle andre.
Thorkil Sohn er tidligere efterskoleforstander.