Når amerikanerne den 20. januar indsætter Joe Biden som præsident, vil de atter høre en udbredt anvendelse af religiøs retorik. Det sker i en situation, hvor amerikanernes forhold til religion er under kraftig forandring. Jeg har gennem studier, ophold og rejser studeret amerikanernes forhold til religion og præsidentkandidaternes religiøse sprogbrug.
Mange danskere har sikkert undret sig over billederne af præsident Trump, der viftende med Bibelen holdt pressemøde foran en lokal kirke i Washington under Black Lives Matter-uroen.
Som danskere er vi ganske uvant med sammenblandingen af religion og politik. Krudttønde-talen, corona-pressemøderne eller nytårstalerne af skiftende statsministre er alle klinisk renset for religiøse henvisninger og symboler.
Selvom den amerikanske forfatning i modsætning til den danske grundlov adskiller kirke og stat, har religion spillet en vigtig rolle i amerikansk politik gennem tiderne. Synlig religiøsitet har med andre ord været en vigtig del af amerikansk politik. Når Trump vifter med Bibelen, er det en fuldt bevidst nonverbal retorisk handling, der sigter mod identifikation med de amerikanske vælgere.
I Amerika fylder det religiøse på en helt anden skala, end det gør i Danmark. Rejsende vil have bemærket, at pengesedler og mønter er prydet med ”In God we trust”, ligesom amerikanske skolebørn sværger troskab til det amerikanske flag og udtaler ”One nation under God”. Bibelen figurerer i retssalene og er en central genstand i indsættelsesceremonier. I politiske taler hører vi udtryk som ”God bless you” eller ”God damn you”. Udtryk, som man aldrig hører i dansk politik.
”God bless America” er en helt almindelig måde at afslutte politiske taler på i Amerika. Joe Biden benytter oftest ”God bless our troops”. Joe Biden er aktiv katolik, men har i sit politiske virke altid søgt at række ud til de andre kirkelige retninger i Amerika. Ligesom John F. Kennedy for 60 år siden overspiller han ikke det katolske, selvom han af og til falder i med vendinger som ”cardinal sins”.
I Amerika udgør katolikkerne p.t. en fjerdedel af befolkningen, mens hver tredje betegner sig som protestant. Bidens religiøse retorik virker oprigtig, han beretter blandt andet fra barndommen: ”I spent my time in the black church on Sundays. I must admit to you, after going to mass earlier in the morning.” Også i sit mere almindelige sprogbrug får han flettet det guddommelige ind med udtryk som: ”we can, God willing” og ”swear to God”. Donald Trump virkede ikke synderligt religiøs, da han offentliggjorde sine præsidentielle drømme i Trump Tower på Manhattan i 2015 stort set uden at anvende religiøse udtryk. Men lige siden den dag har han anvendt religiøs retorik i rigt mål.
Det er paradoksalt, at en flere gange fraskilt kandidat med enorme investeringer i casinodrift og tydeligt nedsættende kvindekommentarer har formået at bygge bro til særligt den højre-kirkelige del af amerikanerne. De samme vælgere er meget optaget af moralske spørgsmål som abort og våbenlovgivning. Det vægter åbenbart højere end deres præsidents generelle habitus. Trump har nemlig blandt andet leveret en klar værdipolitisk højredrejning af den amerikanske højesteret med udnævnelse af flere konservative dommere. Hans egen religiøse baggrund er presbyterianer, en protestantisk retning, der er kendetegnet ved at være mainstream kristen. Trump giver den som pastoralt overhoved i indsættelsestalen fra 2016: ”The Bible tells us, how good and pleasent it is when God’s people live together in unity.” I hans tale til Kongressen i januar 2020 når den religiøse retorik nye højder med: ”In America, we celebrate faith, we cherish religion, we lift our voices in prayer, and we raise our sights to the Glory of God.”
Den religiøse retorik ville efter al sandsynlighed ikke fungere i Danmark. Se, hvor lidt udtalt kristendommen reelt fyldte selv hos Kristendemokraterne i den seneste danske valgkamp. Formanden valgte bevidst at svare undvigende i forbindelse med interviews om partiets kristelige grundlag i for eksempel abortspørgsmålet.
Det må ifølge partiets egen analyse ikke skabe den nødvendige identifikation med tilstrækkeligt mange danskere, selv ikke de blot to procent, som partiet reelt skal have om bord for at krydse spærregrænsen. Jeg ville ellers vove den påstand, at der burde være plads til et parti med en stærkere religiøs retorik i det danske samfund. Men netop adskillelsen af politik og religion kan være Kristendemokraternes ”raison d’être”. Der er forandringer på vej i Amerika. Færre er overbevist om Guds eksistens – fra 80 procent i 2005 til 64 procent i 2017 – og færre tager Bibelens ord bogstaveligt, 32 procent i 2007 mod 24 procent i 2017. Kristeligt Dagblad stillede i øvrigt i 2015 det sidste spørgsmål i Danmark, og her var tallet seks procent af de adspurgte. Et stort flertal af amerikanere oplever sekulariseringen af samfundet. I 2019 mener 79 procent, at religion har en faldende indflydelse på ”American life”, mod 39 procent i 2001. Gallup har også undersøgt, om befolkningen er tilfreds med den indflydelse, som organiseret religion har i 2020. 59 procent mener, det er på et passende niveau, og 38 procent, at det er upassende. Svaret kan opfattes på flere måder, men udstiller, at amerikanerne langtfra er enige om, hvor meget organiseret religion bør fylde. Mere stabil er kirkegangen i 2019. Således svarer 34 procent, at de har deltaget i en kirkelig handling i løbet af de seneste syv dage, hvilket kun er et marginalt fald fra en måling i 1992.
Udviklingen i Amerika betyder, at vi i fremtiden vil se flere kandidater, der vælger ikke at benytte religiøse referencer. Undervejs i demokraternes valgkamp om at blive præsidentkandidat så vi eksempler på kandidater som Bernie Sanders og Elizabeth Warren, der konsekvent undlod at anvende religiøs retorik. De areligiøse kandidater burde anerkende kirkernes vigtige sociale rolle, hvorved de i højere grad ville kunne påvirke kirkevante vælgere.
Den samfundsindsats har de areligiøse kandidater hidtil forsømt at fremhæve. Kirkerne udfører et stort socialt arbejde i et samfund med uoverskuelige sociale skel: herberg, maduddeling, lægehjælp, juridisk bistand og så videre er helt centrale opgaver for de amerikanske kirker på tværs af kirkelige retninger.
Omvendt valgte præsident Barack Obama at henvende sig direkte til den voksende ikke-religiøse del af den amerikanske befolkning i sin første indsættelsestale: ”We are a nation of Christians and Muslims, Jews and Hindus, and non-believers.”
Det er ikke sket tidligere i en indsættelsestale. Udviklingen i den amerikanske religiøsitet bliver også i de kommende år spændende at følge og står i skarp kontrast til danske tilstande, hvor det religiøse område stort set ikke fylder på det politiske område.
Uanset om de amerikanske vælgere satte deres kryds ved Trump eller Biden, kom valget ikke til at ændre ved måden, den amerikanske præsident agerer pastoralt i forsøget på at bygge bro til et samfund, hvor de fleste bekender sig til kristendommen. Det kan meget vel se anderledes ud ved præsidentindsættelsen i 2024.
Jakob Thorgaard er cand.mag. i religionsvidenskab og master i retorik.