Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

De nationalkonservative tager kristendommen som gidsel i deres kamp. Det er selvmaksimerende hykleri

Signe Helbo

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Kristendommen er ikke dansk, lige så lidt som Danmark er kristent. Men vi kan hver især spørge: Er jeg kristen? Hvis svaret er ja, bør vi udfordre os selv og se, om vi er modige nok til at tage fordringen på os, skriver valgmenighedspræst

Med debatten om kristendom og danskhed i frisk erindring, skrev jeg for nylig prædiken til ottende søndag efter trinitatis. Dagens evangelietekst tvang os til selvkritisk navlepilleri for at vurdere, hvorvidt vi forkynder Guds ord rent og purt, eller om vi er forfaldne til forkyndelse af vore egne under dæknavnet Kristus. Det første handler om en fralæggelse af selvet til fordel for det absolutte. Hvad angår det andet, gælder det modsatte: Det er ikke en fralæggelse af selvet, men en centrering om selvet og egen formåen.

Der er en gruppe debatflittige danskere, der med stolthed påberåber sig patent på ikke at sammenblande evangelium og politik. En bestræbelse, man kan beundre. Samtidig pågår der fortsat debatter om, hvorvidt Danmark er et kristent land. Disse højtråbende fortalere for denne etikette kunne lige så godt hævde, at kristendommen er dansk, men det kan de ikke sige højt, for så ville tåbeligheden i udsagnet blive for eksplicit.

Derfor siger man: Danmark er et kristent land – selvom deres definition har klang af selvsamme tåbelighed. Pudsigt nok er det disse kristne, nationalkonservative bannerførere, der samtidig hævder, at politik og evangelium ikke skal sammenblandes.

Det er ikke muligt at opstille fastlagte regler og normer for, hvordan evangeliet skal udleves mellem mennesker – det ansvar må påhvile den enkelte i øjeblikket. Fordringen om næstekærlighed er så radikal, at den ikke lader sig nedfælde til faste retningslinjer.

Derfor må og skal politik bedrives på baggrund af noget andet end evangeliet. Trods dette velmente budskab ender selvsamme ”adskillelsesprædikanter” dog med at gøre det, de tordner imod, når de hævder, at Danmark er et kristent land. De, der har slået sig op på at være antimoraliserende og antigerningsretfærdige, har udfærdiget deres egen moralisme, som man falder udenfor, hvis ikke man underlægger sig deres nationalkonservative kristendomsforståelse. Mere politisk kan det vel næppe blive.

Vil man gøre alvor af den tilnærmelsesvis ideologiske – og i øvrigt i realiteten uopfyldelige – sondring mellem evangelium og politik, må man gøre det hele vejen. I så fald går det ikke, at man tager kristendommen som gidsel i en nationalkonservativ kamp. Det er et selvmaksimerende hykleri.

Søndagens tekst bad os om at pege målestokken mod os selv. Der er ingen ren og pur forkyndelse i at afsløre andres hykleri, lige så lidt som der er sandhed i at fremføre egne overbevisninger som absolutte. Vi vil være tilbøjelige til at søge eget bedste – til at svinge os op på den høje hest i troen på, at vores overbevisninger er de rette. Det er den risiko, der ligger i at være menneske.

Til gengæld kan vi komme til gudstjeneste og høre det evangelium, der søndag efter søndag afslører vort hykleri og som samtidig favner os i vor fiasko. Kort sagt er det, der kræves af os, udelukkende forkyndelsen af Jesus som Kristus, med alt hvad det indebærer, herunder at vi sættes under en fordring over for vores næste – også selvom vi er uenige med dem. Således har kristendommen noget at sige os alle – uagtet politisk overbevisning eller geografisk placering.

Kristendommen er ikke dansk, lige så lidt som Danmark er kristent. Men vi kan hver især spørge: Er jeg kristen? Hvis svaret er ja, bør vi udfordre os selv og se, om vi er modige nok til at tage fordringen på os.

Signe Helbo er valgmenighedspræst, Norddjurslands Valgmenighed.