DEN 5. MARTS skrev Mette Fuglsang i en kronik om sine egne erfaringer med psykiatrien og socialpsykiatrien og savnet af, at nogen går på gaden for de psykisk syge, og de forhold, de lever og behandles under.
Den kronik ledte mine tanker hen på min egen private praksis, hvor jeg arbejder som psykoterapeut med speciale i stress og traumer. Jeg møder flere og flere klienter i slut-20’erne og start-30’erne, der siden deres teenageår har været tilknyttet psykiatrien. Flere af disse klienter er efterfølgende endt i kontanthjælpssystemet.
Fælles for klienterne er, at de ikke har følt sig set og respekteret i psykiatrien, som de mennesker de er bag deres diagnoser. De har oplevet, at fokus har været på deres symptomer og behandling af disse. Selv har de en indre tro på, at de er mere og andet end de diagnoser, de har fået stillet gennem årene. Det er med udgangspunkt i denne store indre ressource, at de har opsøgt mig. Alle har en historie om tidlige omsorgssvigt og/eller andre svære traumatiske oplevelser, som de ikke oplever, at nogen har forholdt sig til eller har sat i mulig sammenhæng med de lidelser, de har.
MINE KLIENTER ØNSKER mere af deres liv – et liv, hvor arbejde og tætte relationer er en naturlig del. De ønsker at kunne tage vare på sig selv og bidrage til det samfund, som de også sætter stor pris på har hjulpet dem hen ad vejen.
Men jeg oplever, at de undervejs i deres forløb hos mig bliver fanget i et indre dilemma af ikke at turde få det bedre, og, hvis de gør, så slet ikke tør sige det højt, særligt til deres sagsbehandlere. Og det er, fordi behandlingsproces og handleplaner ikke rimer.
Behandlingsprocessen, som mine klienter er i gang med blandt andet hos mig, handler i første omgang om at øge deres livskvalitet, så deres hverdag bliver fyldt med mindre angst, færre selvmordstanker og en reduktion af depressive symptomer. Handleplanen, der laves med sagsbehandleren (der blandt andet bliver målt på antal borgere, de får i arbejde), indeholder ikke parametre som livskvalitet. Her er fokus på arbejdsevne og funktionsniveau sat i forhold til, hvilket arbejde og i hvor mange timer borgeren skal arbejde.
DET HANDLER IKKE OM, at mine klienter ikke ønsker at arbejde – tværtimod. De ønsker en hverdag med et arbejdsliv og en mulighed for at kunne klare sig selv. Det handler om, at de er ramt af lidelser, der er svære at se med det blotte øje og svære at få forståelse for for ører, der ikke lytter ind bag ordene. Det kræver, at man har ”sindene på sinde” i stedet for udelukkende symptomer og den ydre adfærd.
Det handler om, at en øget livskvalitet i deres perspektiv ikke umiddelbart betyder en øget arbejdsduelighed. Men desværre har langtfra alle sagsbehandlere viden om psykisk sygdom, og systemet bag har ikke forståelse for det.
Konsekvensen af dette er, at mine klienter bliver fanget af et pinefuldt indre dilemma – at holde fast i sit ønske om og sin insisteren på langsomt at få det bedre uden samtidig at føle sig presset af systemet, hvor handleplaner er mantraet. Det gør ondt i mit hjerte at være vidne til det og efterlader et: ”Kan vi ikke gøre det bedre?” i mig.
Så ligesom Mette Fuglsang skrev i sin kronik, tænker jeg: ”Hvem taler højt for de psykisk syge og de forhold, de lever og behandles under?”.
Christina Strømsted er psykoterapeut med speciale i stress og traume.