Prøv avisen
Debat

Forfatter: Forældre skal være til stede, men dette er en mangelvare i dagens børneopdragelse

Hvis ikke alle de sanseindtryk, det lille barn modtager, skal udvikle sig til kaos og alvorlig stress, er det afgørende, at de bliver formidlet ved genkendelighed, forudsigelighed og kontinuitet, og dette kan kun ske ved en langvarig, kærlig og indfølende omsorg fra barnets mor eller anden permanent omsorgsgiver, for eksempel far eller bedstemor, skriver forfatter. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Niels Arbøl

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Gennem årtier er de mindste børns opdragelse blevet overladt til ukendte og ustabile fremmede på daginstitutionerne, skriver forfatter og folketingskandidat for Radikale Venstre

Den seneste tid er vi blevet bekendt med, at knap hver anden unge danske mand bliver erklæret uegnet til militærtjeneste, som også var viderebragt i Kristeligt Dagblad den 11. juli. Det mest opsigtsvækkende er, at 22 procent af de uegnede bliver kasseret på grund af psykiske diagnoser. Det burde hermed også blive et politisk spørgsmål, ikke alene fordi det er en ulykkelig udvikling for de unge selv, men fordi det stiller spørgsmålet, om hvorvidt et land har mandskabsressourcer nok til at kunne forsvare sig selv.

Problemet er ikke kun mændenes. Som Den Nationale Sundhedsprofil, der udkom sidste år, kunne påvise, så er problemet med dårligt mentalt helbred og højt stressniveau endnu større hos kvinder mellem 16 og 24 år, henholdsvis 24 og 40,5 procent.

Forskningsleder Svend Aage Madsen kan selvfølgelig have ret i, at vi diagnosticerer mere, end vi nogensinde har gjort, og at der kan ligge økonomiske forklaringer bag stigningen, i og med at diagnoser udløser ekstra midler fra staten. Men dette er absolut ikke den væsentligste årsag, alene af den grund at hele problemkomplekset ikke kun er dansk, men at stigningen i psykiske lidelser ses i flere af de vestlige lande, vi sammenligner os med.

En række forskere har påpeget, at hvis man sammenligner unge fra 1960’erne og 1970’erne og tidligere med unge fra 1980’erne og 1990’erne, så er der tale om en reel og markant højere forekomst af angst, depression og andre psykiske lidelser.

Den eneste undtagelse er antallet af selvmord, der er gået tilbage, hvilket kan forklares med udbredelsen af anti-depressiv medicin. Danmark, det efter sigende lykkeligste land i verden (endnu en grund til kritisk journalistik), har en international topplacering med hensyn til brugen af både antidepressiv og anti-psykotisk medicin.

Der skal flere faktorer til at udløse en ildebrand. Der er ingen tvivl om, at der i dag stilles større krav i skolen til de unge end tidligere, og at de sociale medier har en skyggeside, som vi alt for ofte glemmer. Den amerikanske psykolog Jean Twenge og hendes kolleger har påvist, at unge mennesker, især piger, der tilbringer mere tid med skærm-aktiviteter (smartphones, internet og sociale medier som Facebook) var signifikant mere tilbøjelige til at have symptomer på depression og selvmordstanker end de unge, der tilbringer tid med ikke skærm-aktiviteter såsom sport, træning, læsning af bøger og blade, herunder lektielæsning, og deltagelse i kirkelige aktiviteter.

Men hvor får de unge det overskud fra, som gør, at de i højere grad engagerer sig i læsning og inter-personelle aktiviteter end i individuelle og lettilgængelige skærm-aktiviteter? Ja, den allervigtigste faktor overhovedet er familien. Al tilgængelig viden bekræfter, at familien er det afgørende sted for den sociale dannelse. Den er også det vigtigste rygstød for udvikling af selvværd og det vigtigste bolværk mod ensomhed, begge dele det, som mange unge i dag kæmper med.

Her må vi konstatere, at der gennem årtier har fundet et opbrud i familiemønstret sted, der har undermineret familiens positive og opdragende effekt. Udtrykt mere fysiologisk: I de første tre leveår udvikler barnets hjerne sig helt kolossalt. Hvis ikke alle de sanseindtryk, det lille barn modtager, skal udvikle sig til kaos og alvorlig stress, er det afgørende, at de bliver formidlet ved genkendelighed, forudsigelighed og kontinuitet, og dette kan kun ske ved en langvarig, kærlig og indfølende omsorg fra barnets mor eller anden permanent omsorgsgiver, for eksempel far eller bedstemor.

Selvfølgelig vil mange, måske de fleste, familier i dag kunne leve op til denne udfordring, som er afgørende for barnets fremtidige personlighed. Men vi lever i en tid og i et land, der prioriterer arbejdsmarkedet og forbrugerismen i form af den såkaldte nordiske velfærdsstat, hvor begge forældre skal arbejde på fuld tid. Og gennem årtier er de mindste børns opdragelse derfor blevet overladt til ukendte og ustabile fremmede på daginstitutionerne. Vuggestuer er ikke blevet til for børnenes skyld, men for de voksnes. De er også i højere grad blevet udsat for forældrenes skilsmisse, ligesom mange flere børn vokser op hos en singlemor uden regelmæssig kontakt til deres far.

Samtidig oplever vi, at forældre udsætter deres børn for en opmærksomhed og overbeskyttelse, der ikke kun er til skade for børnene, men også for parforholdet. Lidt større børn har ikke brug for at være i fokus hele tiden, de skal have skrammer og lære af det for derved at kunne tro på sig selv. Forældre skal bare være til stede, men netop dette er en mangelvare i dagens børneopdragelse. Og det er en kæmpe udfordring for den såkaldte nordiske velfærdsstat.

Niels Arbøl er lektor, forfatter og folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordjylland.