I DAGENE fra den 25. til den 28. december sendte Deadline på DR 2 en serie interviews under overskriften ”Deadline & Dæmonerne”. Der var tale om fire samtaler med henholdsvis Knud Romer, Sherin Khankan, Christian Lollike og Leonora Christina Skov og handlede om, hvordan de hver på deres måde ”havde forvandlet deres indre dæmoner til en drivkraft”.
Den 29. december kommenterede Sørine Gotfredsen serien i Kristeligt Dagblad. Hun ankede over, at brugen af begrebet ”dæmon” var helt misforstået og kunne ikke skjule en vis nedladenhed i forhold til kompetencen hos medarbejderne på Deadline.
Hun fandt desuden, at samtalerne var udtryk for interviewpersonernes ”endeløse selvfremstilling” og manglende erkendelse af ”egen narcissisme”.
At Deadline anvendte ordet ”dæmon” forkert i forhold til betydningen i kristen forstand var forstyrrende, men trods alt ikke så vigtig. Deadline er ikke et teologisk program, og i folkemunde anvendes ordet ofte løst og upræcist.
Det, der især faldt mig for brystet i Sørine Gotfredsens kommentar, var hendes udhængning af de fire interviewpersoner som narcissister, der udelukkende så sig selv som ofre for noget udefrakommende. Det var en hård konklusion, som samtalerne ikke gav belæg for at drage.
For mig viste samtalerne, hvordan følelsesbårne tanke- og adfærdsmønstre, opstået som følge af forhold i barndommen, kan spænde ben for et godt menneskeliv, og hvor vigtigt det er at erkende disse mønstre som voksen og blive i stand til at forvandle dem til gavn og glæde for sig selv og andre mennesker. Den proces er der intet narcissistisk i. Den er tværtimod helt nødvendig.
For mig var det især bevægende at følge samtalen med Knud Romer, der beskrev sin opvækst i Danmark som barn af en gebrokkent talende tysk mor i en tid, hvor alt tysk blev betragtet som ondskaben selv. Et børneliv, han har beskrevet mere fyldigt i sin bog ”Den som blinker er bange for døden”.
I udsendelsen fortalte han om den angst, vrede, skam og lyst til at slå tilbage (min fremhævning), han følte som barn, og som han bar med sig ind i voksenalderen. Og hvordan det lykkedes ham at hele sin indre splittelse mellem tysk og dansk og blive sig selv.
Jeg kunne ikke lade være med at koble Knud Romers oplevelser i barndommen sammen med nutidens ofte nedgørende og – hvis vi regner de sociale medier med – til tider ondskabsfulde omtale af den muslimske kultur og det muslimske mindretal i Danmark. Mon ikke muslimer reagerer på samme måde som Knud Romer, når deres kultur og tilstedeværelse i det danske samfund igen og igen omtales som et problem, på trods af at langt de fleste muslimer er velintegrerede og bidragydende til det danske samfund helt på linje med etniske danskere?
Gad vide, om ikke mange unge muslimer får lyst til som Knud Romer at slå tilbage, når Martin Henriksen, ordfører for Dansk Folkeparti i udlændinge- og integrationsspørgsmål og formand for Folketingets Udlændinge- og integrationsudvalg, endnu en gang toner frem på skærmen og i ord og mimik lyser af skadefryd over den seneste udlændingestramning.
Ét er den politik, der føres. Den kan man være enig eller uenig i. Noget andet er det ordvalg og de generelle signaler, man udsender, når man lancerer sin udlændingepolitik eller deltager i samfundsdebatten. Her har ikke blot Dansk Folkeparti, men også udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fra Venstre noget at lære.
Som de fremtrædende politikere, de er, kommer de i øjeblikket til at legitimere et menneskesyn, som strider mod alt det, vi plejer at rose os af som danskere, og de kommer til at ændre det gode renommé, vi har været vant til at blive mødt af i udlandet.
Og allerværst! På længere sigt er der risiko for at undergrave den kontrakt, vi har med hinanden om at løse samfundsproblemer gennem respektfuld og nuanceret demokratisk samtale.
Else Marie Kjerkegaard er forfatter og retræteleder.