Kan du huske dengang vi diskuterede, hvorvidt det nu var passende at synge ”Den danske sang er en ung blond pige”?
Eller da vi diskuterede, om der burde være piktogrammer med flere køn end mand og kvinde på offentlige toiletter? Eller da avisspalterne flød over med debatindlæg om, hvorvidt det var i orden, at Københavns Universitet forbød udklædning med mexicaner-tema i forbindelse med en temafest?
Det er faktisk ikke ret længe siden, men det føles nærmest lidt som et ekko fra en fjern fortid. Måske hænger det sammen med, at vi alle sammen, både transkønnede, ciskønnede, homoseksuelle, heteroseksuelle, jyder og københavnere, har fået andre ting at tænke på.
I en tid, hvor vi hver dag læser om dødstal og kapacitetsgrænser, og hvor personalet på landets kirkegårde er blevet bedt om at opgøre, hvor mange de kan have på køl i de enkelte sognes kapeller, er det, som om at krænkelser over højskolesange og mexicanerhatte virker uendeligt ligegyldige. For coronaen er vi alle lige – den skelner ikke mellem vores grad af krænkelsesparathed eller mellem ciskønnede og transkønnede. Den kan ramme os alle.
Men har coronakrisen ligefrem taget livet af identitetspolitikken? Nej, det tror jeg ikke, og det er måske heller ikke ønskeligt. Det er ikke nyt, at identitetspolitiske kampe har fundet sted med henblik på at sikre anerkendelse af bestemte elementer i menneskers og gruppers sociale identitet.
Det er dog mit håb, at vi overvejer, hvordan vi som samfund ønsker, at identitetspolitikken skal forme sig fremover. Den identitetspolitiske debat umiddelbart før coronakrisen var for mig at se ikke videre frugtbar. Den bidrog i højere grad til dybere grøfter, snarere end dybere forståelser mellem mennesker.
Mange af de identitetspolitiske kampe er helt nødvendige for at understøtte, at også minoriteter behandles ordentligt og får de bedst mulige betingelser for at kunne leve et godt og trygt liv, men nogle af de senere års eksempler på identitetspolitiske kampe har været så snævre og samtidigt dominerende, at de risikerer at skygge for større og vigtigere samfundsmæssige problemer.
Endelig er der også en risiko for, at det bliver vanskeligere, så at sige, at samle alle i nationen til fælles kamp for et bedre samfund, hvis den offentlige agenda er overfyldt at kampe for meget snævre særinteresser, som det store flertal måske ikke ser nogen større mening i.
Men måske er det ligefrem én af de ting, vi som samfund kan lære af corona-nedlukningen: At vi faktisk kan gøre en forskel, når vi alle står sammen i en større sags tjeneste. Og efter coronaen bør det stadig være en fælles, større sag at understøtte og kæmpe for, at alle, uanset hvilket køn de måtte have, og uanset hvilken hudfarve eller seksuel orientering de end måtte have, kan føle sig som ligeværdige medmennesker og samfundsborgere i Danmark.
Christian Borrisholt Steen er foredragsholder, debattør og tidligere medlem af Det Etiske Råd.