Debattør Lars Olsen: Klassesamfundet er tilbage

De rige er blevet rigere – og der er blevet flere af dem. Afstanden til resten af samfundet indfører nye sociale, geografiske og politiske skel, som kan vække et oprør til live, siger Lars Olsen, debattør og medforfatter til ny bog

Den stigende forskel på de rigeste fem procent og resten truer balancen i det danske samfund, mener forfatterne bag bogen ”Rige børn leger bedst”. – Foto: Christian Ringbæk/Ritzau Scanpix.
Den stigende forskel på de rigeste fem procent og resten truer balancen i det danske samfund, mener forfatterne bag bogen ”Rige børn leger bedst”. – Foto: Christian Ringbæk/Ritzau Scanpix.

De fem rigeste procent af befolkningen står for 21,9 procent af de samlede indkomster i Danmark, den højeste andel i knap 50 år. I storbyer som København og Aarhus er et arbejderflertal blevet fortrængt af pengestærke akademikere og erhvervsfolk, der ikke bare sidder på de højeste indkomster, men også har de største friværdier og de mest bugnende formuer. Og fordi politikere og meningsdannere klumper sig sammen på de privilegerede storbymatrikler, forstår de ikke, at udviklingen hugger sociale, geografiske og politiske hegnspæle ned og deler befolkningen. Velkommen til Klassesamfundet 2.0.

Cirka sådan lyder analysen i bogen ”Rige børn leger bedst. Et portræt af det danske klassesamfund”, der udkommer i næste uge. Her analyserer fem økonomer, statskundskabsfolk og debattører den voksende ulighed i det danske samfund. I spidsen står journalist og debattør Lars Olsen, der siger:

”Når man ser på den økonomiske udvikling, har man rullet 50 års social omfordeling tilbage, men samtidig har Klassesamfundet 2.0 nogle andre træk end det klassesamfund, man kendte for 50-60 år siden. Vi har fået en meget stor gruppe af borgere, der er helt uden for arbejdsmarkedet – det var der ikke på samme måde dengang – og de sociale skel har fået en anden geografisk form.

I 1960’erne var der også store klasseforskelle, men folk boede aldrig langt fra de andre socialklasser. Nu har vi en geografisk opdeling, hvor store dele af hovedstadsområdet og Aarhus-området domineres af overklasse, højere middelklasse og universitetsstuderende.

Endelig kan vi se store klasseforskelle i synet på samfundets indretning. Den forståelseskløft gav os protestvalget herhjemme i 2015, og i international sammenhæng har vi set den udtrykt af de gule veste i Frankrig og valget af Donald Trump som præsident i USA.”

De øvre samfundsklasser vokser, det samme gør middelklassen. Samtidig er arbejderklassen skrumpet med en tredjedel. Hvad er problemet?

”Langt de fleste har flere penge mellem hænderne i dag end for 30 år siden. Uddannelsesniveauet er steget, boligstandarden er bedre. Men fordi fremgangen er så skævt fordelt, kan det skabe problemer.

De mest velstillede, der bor i storbyerne og har fået meget store indkomststigninger, sætter dagsordenen i den offentlige debat. Men i provinsområderne har vi en arbejderklasse, der er mere utryg og føler sig tilsidesat af centraliseringen.

Det var en overraskelse for mange meningsdannere, at Arne-pensionen i den grad var en game changer i dansk politik. Men mange var rigtig bange for, hvor længe de skulle blive på arbejdsmarkedet. På den måde lykkedes det for Socialdemokratiet at adressere en udbredt bekymring, som det meningsdannende lag havde overset.”

Så den voksende ulighed skaber både geografiske og sociale skel. Skaber den også politiske skel?

”Vores analyser viser i hvert fald to skel. Det ene er, at dem, der tjener mere end en million kroner om året, hellere vil have skattelettelser end velfærd, og mange af dem tvivler på, om velfærdsstaten har en fremtid. På den måde kan man sige, at eliten har et mere negativt syn på velfærdsstaten end den brede middelklasse og arbejderklassen.

Et andet holdningsskel rammer ned gennem den brede befolkning. For arbejderklassen handler velfærdsstaten i høj grad om basal tryghed, gode børneinstitutioner, ordentlige sygehuse, hjemmehjælp til de ældre og rimelige pensionsforhold, mens især den højere middelklasse tænker mere internationalt og er mere udviklingsorienteret – for dem handler velfærd om miljø, klima og uddannelse.

Så hvor skellet mellem overklassen og de øvrige grupper gælder synet på samfundsmodeller, handler det andet skel om, hvilke dele af velfærdsstaten der er vigtige.”

Hvad kan forskellen i samfundssyn og prioriteringer komme til at betyde?

”Det bedste eksempel i Danmark er det, der skete i 2010’erne, hvor mere end to tredjedele af danskerne i undersøgelser udtrykte mistillid til politikerne. Den var affødt af utryghed og følelsen af at bo i områder, der ikke havde fået del i fremgangen i samfundet.

Og så havde folk med skrantende helbred fået mindre tillid til politikerne. Resultatet så vi ved folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti fik flest stemmer i Vest- og Sydsjælland og i hele det sydlige Jylland. Valget handlede ikke kun om flygtninge og indvandrere, men også om at blive overset af København. Det var en protest, der viste, at vi i Danmark ikke er befriet fra de sociale og geografiske spændinger, der er disse års stærke tendens i de vestlige samfund.”

Med jeres analyser af udviklingen har I stillet en diagnose. Hvad er kuren?

”Der er ikke noget quick fix, men jeg vil pege på tre ting. For det første skal politikerne gøre noget ved den voksende utryghed, skabe social retfærdighed i forhold til den stigende pensionsalder og større tryghed for folk på kanten af arbejdsmarkedet. Dernæst skal man arbejde meget mere bevidst med at forbedre mulighederne for at leve uden for de største byer. Nærpolitistationerne og det nye transportudspil er et første skridt, men der skal langt mere til. Endelig kræver det en større økonomisk omfordeling. De rigeste fem procent har ikke haft så mange penge i 50 år. Så de kan roligt betale lidt mere.”