Der har gennem nogle uger været en række indlæg i Kristeligt Dagblad om universitetsteologernes betydning og relevans for den generelle samfundsdebat og mere snævert for dansk kirkeliv.
Flere har i den forbindelse udtrykt bekymring for universitetsteologiens fremtid og for eksempel givet udtryk for, at teologien er på vej til at blive hjemløs på de danske universiteter (professor emeritus Viggo Mortensen den 26. oktober), at den står i fare for at miste sin samfundsmæssige relevans og især relevansen for dansk kirkeliv (generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen den 12. oktober), og at de teologiske kandidater mangler teologisk dannelse og ikke har noget teologisk helhedssyn (rektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Hans Vium Mikkelsen den 12. november).
Lad mig slå fast med det samme, at de spørgsmål, bekymringerne er udtryk for, naturligvis altid bør tages alvorligt, men at jeg samtidig ser helt anderledes lyst på universitetsteologiens fremtid end flere af debattørerne. Det gælder både i forhold til dens universitære tilhørsforhold og dens relevans for dansk kirkeliv og samfundet generelt.
Set fra uddannelsernes perspektiv er det heller ikke indtrykket, at nyudklækkede teologiske kandidater står uden teologisk dannelse og dermed ikke er rustet til den opgave, de har foran sig. Dertil kommer, at det ikke kan være målet, at kandidaterne reelt skal komme ud fra universitetet med teologiske facitlister i hovedet. Teologi foreligger jo ikke i en fiks og færdig form, men må nødvendigvis til stadighed lade sig udfordre og anfægte af både forskning, kirkeliv og vigtige samfundsmæssige spørgsmål.
Skal teologien engagere sig i et mangesidet samfund, må teologiens engagement følgeligt være mangfoldigt i form og indhold. Det betyder for eksempel, at studerende og unge kandidater altid kun er undervejs, hvad angår deres teologiske dannelse. Det skal man ikke beklage eller begræde, men understøtte og glæde sig over.
Der synes også hos flere af debattørerne at være et underligt rituelt og nostalgisk præg over tanken om, at alting var bedre i gamle dage, for hvad er overhovedet målestokken her?
De teologiske uddannelser i Aarhus og København har stor søgning, hvilket vidner om en levende interesse for teologien som fag og, hvad studiet kan føre til.
Desuden blander universitetsteologer sig i dag næppe mindre i samfundsdebatterne end tidligere eller formidler mindre over for den brede offentlighed. Sandheden er nok snarere, at mediebilledet har ændret sig markant over tid. Det betyder, at der findes mange flere muligheder for at debattere og formidle der, hvor det giver bedst mening. Det er for eksempel ikke givet, at en universitetsteolog tyr til en trykt avis som sit førstevalg. Der er i dag mange andre medier til rådighed, hvor man ofte kan nå både længere og hurtigere ud med sin forskningsformidling.
I det hele taget bruger universitetsteologerne mange kanaler i deres forskningsformidling – først og fremmest selvfølgelig undervisningen af de studerende, der næppe har haft et højere pædagogisk niveau end i dag. Desuden laves der kurser for gymnasielærere og -elever og efteruddannelser for præster – et behov, der er steget i takt med, at universitetsuddannelserne fra politisk hold er blevet kortet ned.
Flere kolleger har desuden med rette påpeget, at mange af universitetsteologerne, sådan som traditionen altid har været, hyppigt holder foredrag i sognegårde og ved kirkehøjskoler. Ikke alle gør det lige meget, men sådan har det altid været.
Der skrives også mange formidlende bøger, og når Kristeligt Dagblads egen debatredaktør i en leder den 27. oktober ikke kan komme i tanke om en eneste ”bred, velformidlet bogudgivelse om Grundtvig eller Kierkegaards aktuelle betydning”, må det slet og ret skyldes dårligt kendskab til feltet.
Prøv for eksempel at læse lektor Anders Holms fremragende bog ”Grundtvig – En introduktion” fra 2018 (hyppigt omtalt her i avisen), som er udkommet på både dansk og engelsk og nu også oversættes til bengali, japansk, koreansk, arabisk og tysk – et glimrende eksempel på, at dansk og international forskning og formidling ikke er hinandens modsætninger.
Med til billedet hører selvfølgelig også, at teologisk forskning ikke begrænser sig til rent kirkelige spørgsmål, men også engagerer sig bredt i samfundsmæssige debatter omkring politik, sundhed, digital overvågning, forandringer i den religiøse demografi, bæredygtighed og klimaspørgsmål og så videre i en åben debat med de øvrige videnskaber og samfundet som helhed. Denne forskning foregår med afsæt i en teologisk kernefaglighed i de klassiske teologiske fagområder og tekster, som grundlæggende set er forblevet uændret i generationer.
Nøgternt betragtet giver den brede formidling og engagementet i diverse samfundsdebatter ikke meget brød på bordet i den moderne universitetsverden. Det gør derimod forskningspublikationer efter formlen ”jo mere internationalt, jo mere tilskud fra staten”.
Eksterne bevillinger fra private og offentlige fonde står jo for eksempel for cirka en tredjedel af det teologiske fakultets samlede økonomiske grundlag. Dette er virkeligheden, uanset om man bryder sig om det eller ej. Der er ingen børnebilletter i det spil, og kun de bedste forskere får de eftertragtede bevillinger.
Derfor har jeg også kun ros til mine kolleger for hver eneste bevilling, der opnår støtte fra fondene – der vel at mærke bedømmer projekterne på både kernefaglighed og samfundsmæssig relevans. Det er disse kolleger, der gør det muligt fortsat at uddanne teologiske kandidater med høj faglig kvalitet i både Aarhus og København.
Det er også faldet nogle af debattørerne for brystet, at der ansættes forskere og undervisere med udenlandsk baggrund på de teologiske uddannelser. Det er dog ikke noget nyt fænomen og heller ikke et problem, Ansættelser af udlændinge har altid fundet sted, og dansk teologi har altid været internationalt orienteret. Endvidere er det sådan, at langt de fleste af vores udenlandske kolleger hurtigt lærer sig dansk – nogle endda før de overhovedet er tiltrådt deres stillinger. Enhver uddannelse og ethvert forskningsfelt har brug for den iltning, som dygtige udenlandske kolleger bringer med sig – det sætter for eksempel vores danske teologi i en nødvendig kritisk dialog med udlandet og hjælper os til at sætte fokus på nye udfordrende teologiske spørgsmål.
Derudover gør det selvfølgelig også vores studerende dygtigere, når de en gang imellem må søge hen til en fælles sproglig platform i det engelske eller tyske og pludselig opdager, hvor tæt kristendom, sprog og kultur egentlig hænger sammen – ikke bare fra græsk og hebraisk til dansk, men også videre derfra til andre moderne europæiske sprog og tilbage igen til et mere (tror jeg) reflekteret dansk teologisk sprog. Kernekompetencen for en teolog er netop evnen til at oversætte i bredeste forstand, altså problematisere, fortolke, formidle og aktualisere.
Dansk teologisk forskning, uddannelse og formidling ville forstene uden denne internationale impuls, som altid har været en del af dansk universitetsteologi.
Rygterne om universitetsteologiens krise og dens nært forestående død er altså overdrevne. Sagen er snarere, at verden hele tiden udvikler sig. Den dynamiske og levende dialog med det samfund, universitetsteologien er en aktiv og engageret del af, er følgelig blevet mere flerstrenget og mangeartet de seneste år – det er et stort gode for faget og dets fremtidige udvikling.
Carsten Selch Jensen er konstitueret dekan, dr.theol. ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.