Kærshovedgård er ikke længere ”det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr”

Det er ikke, fordi jeg nu billiger forholdene på stedet eller de håbløse metoder til at få folk til at rejse hjem. Det skyldes alene, at Udlændingecenter Ellebæk faktuelt er værre, skriver Stig Grenov fra Kristendemokraterne

Udlændinge-center Ellebæk er under al kritik, mener Stig Grenov fra Kristendemo-kraterne. Ellebæk er del af Sandholmlejrens bygninger i Allerød. – Arkivfoto: Valdemar Jørgensen/ Ritzau Scanpix.
Udlændinge-center Ellebæk er under al kritik, mener Stig Grenov fra Kristendemo-kraterne. Ellebæk er del af Sandholmlejrens bygninger i Allerød. – Arkivfoto: Valdemar Jørgensen/ Ritzau Scanpix.

DET ER PÅ TIDE med et dementi. For nogle år siden kaldte jeg Udrejsecenter Kærshovedgård ”det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr – uden at være det”. Det er det ikke længere.

Det er ikke, fordi jeg nu billiger forholdene på stedet eller de håbløse metoder til at få folk til at rejse hjem. Det skyldes alene, at Udlændingecenter Ellebæk faktuelt er værre.

Mennesker opholder sig her på ubestemt tid. Forlængelsen af opholdet er en juridisk formssag med beskikkede advokater og tolke under enhver kritik. Der er ingen mulighed for at bevæge sig uden for områdets hegn. De indsatte har færre gårdture, end indsatte i fængslerne har, fordi der er for lidt personale til at forhindre ”fangeflugt”. De sanitære forhold er under al kritik. Muligheden for privatliv nærmest ikkeeksisterende.

Lægges hertil, at de indsatte er afskåret fra telefonisk kontakt med deres børn, ægtefælle og venner, har man opskriften på, hvordan man psykisk nedbryder et menneske permanent.

JEG ER BLEVET KALDT SKINGER at høre på, når jeg gør opmærksom på forholdene. Europarådets torturkomité og andre internationale vagthunde får at vide, at de skulle beskæftige sig med noget andet eller nedlægges. De forløbne års officielle danske politik har været at udfordre menneskerettighederne til grænsen – og gerne over.

Og dette med opbakning fra et massivt flertal af partier. Det er intet at sige til, at menigmand forledes til at tro dem. Men ingen skal længere kunne undskylde sig med påstanden: ”Jeg vidste det ikke.”

Det er syret, hvor ofte jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse at skulle forsvare, at Kristendemokraterne ikke er socialister, selvom vi i partiet mener, at alle mennesker skal behandles ordentligt. Men jeg holder fast.

Det er en ynk at høre justitsminister Nick Hækkerup (S) forsvare regeringens politik med, at de umenneskelige forhold er et motiverende ”skub i ryggen”, så de indsatte rejser hjem.

Ikke fordi Kristendemokraterne er uenige i, at afviste asylansøgere skal hjem.

Men fordi tortur ikke kan forsvares. ”Institutionen” er tilmed ufattelig dyr, mens ufattelig få rejser hjem. Og når først de berørte er psykiske vrag, kan Danmark ikke afvise dem.

De indsatte er ikke kriminelle. Det er mennesker, der har søgt om asyl og fået afslag. Jeg vil ikke sagsbehandle, men jeg protesterer imod, at Christiansborg har splittet familier mellem institutionerne Ellebæk og Sjælsmark, således at børn bliver frarøvet kontakten med far.

Jeg stiller mig helt uforstående over for, at bekendende kristne bliver tvunget ind på den iranske ambassade til et ”motivationsfremmende” interview med deres plageånder fra præstestyret. Det er det samme styre, som modtager massiv kritik for religionsforfølgelse. Blandt andet af borgerlige partier, som hævder at ville forsvare kristne. Hver enkelt er en skæbne. Nogle skal hjem. Men jeg tvivler på, om alle er berettiget til afslag.

Uanset hvad, har et menneske værdi, fordi det er et menneske. Intet kan berettige tortur.

Stig Grenov er folketingskandidat i København for Kristendemokraterne.