Prøv avisen
Debat

Præst: ”Den danske sang” kan handle om dig, uanset hvem du er

At være dansk er ikke at være noget, men at gøre noget: at lade sig fortælle ind i den store sammenhæng ved at synge med på visen om den unge blonde pige og de utallige andre skikkelser og steder, der fortæller os om, hvor vi er kommet fra, og hvad vi kan stille op i tilværelsen, skriver valgmenighedspræst. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Kristoffer Garne

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Sangens væsen kan ikke udtrykkes i abstrakte begreber, for det er en levende virkelighed. Derfor blev den til en ung blond pige, der går rundt og nynner, da digteren ville beskrive den. Men sangens væsen kan heller ikke – lige så lidt som andre sjælelige forhold – indfanges i et enkelt billede, skriver valgmenighedspræst

MIN DATTER har lyst hår og blå øjne. Men det er nu ikke derfor, jeg af og til synger ”Den danske sang er en ung blond pige” for hende, når jeg lægger hende i seng om aftenen. Det gør jeg, fordi det er en smuk sang om det danske sprog. En sang om den historie og den natur, som hun er og vil blive rundet af.

Hele debatten om ”Den danske sang er en ung blond pige” er sørgelig. Både fordi den afslører, hvor dybt vi er inficerede af den efterkristne tanke om, at det er vores identitet og ikke vores handlinger – altså hvem vi er, og ikke hvad vi gør – der definerer os som mennesker. Men også fordi den vidner om, at evnen til at tænke poetisk og forstå billedtale er truet.

MENNESKESINDETS EVNE TIL at anskueliggøre vores indre liv i billeder af personer eller ting er den måske vigtigste årsag til vores kulturarv.

Det er den evne, der står bag de gamle folkeslags mytologier, hvor den nordiske gudinde Freja for eksempel repræsenterer frugtbarhed.

Det er den evne, der folder sig ud i billedkunsten, hvor sjælens liv bliver projiceret op på lærredet.

Og det er også den evne, der kommer til udtryk, når den danske sang beskrives som en ung, blond pige. Sangens væsen kan ikke udtrykkes i abstrakte begreber, for det er en levende virkelighed. Derfor blev den til en ung, blond pige, der går rundt og nynner, da digteren ville beskrive den.

MEN SANGENS VÆSEN kan heller ikke – lige så lidt som andre sjælelige forhold – indfanges i et enkelt billede. Derfor bliver digtet ved med at beskrive sangens væsen: Den er rundet af den natur, hvor bøgetræerne lytter til bølgernes brusen. Og når sangen klinger i sit fulde register, så har den også ”klang af klokke, af sværd og skjold”, det vil sige af hele den danske historie præget af kirke, konge og krige. Af hele vores fortid tilbage fra ”hedenold”.

Hvis sangen virkelig skal udtrykke vores inderste, så må den, hører vi i andet vers, både rumme det hårde og det blide, det storladne og det skønne – her personliggjort i billederne af ”Sjællands ynde og Jyllands vælde”. Billedet af den blonde pige er altså ikke nok. Der må mere til: ”Kunst og kamp kræver stadig stål.”

Hvorfra henter vi stålet, det materiale, hvormed vi kan forme os som folk og skabe kultur? Det får vi fra vores historie, både den kristne og den førkristne historie, fra myterne, sagnene, historien, litteraturen. Det ”Bjarkemål”, som vores sjæle skal ildnes af, er både et bestemt gammelt digt om en kamp mellem helte (gendigtet af Grundtvig som sangen ”Sol er oppe”), men det er også et samlende udtryk for vores myter og his-torie, vores krinkelkrogede fortid, som vi kan spejle os i og føle os forpligtet af.

Men det er ikke kun fra fortællingerne og bøgerne, vi henter åndelig næring. Det gør vi også fra den natur, vi er rundet af: Fuglenes kvidren og blæstens susen klinger med i vores sang, hører vi i tredje vers.

At være dansk er ifølge den omstridte sang ikke at have en bestemt hårfarve eller identitet. At være dansk er at synge om Danmark, den danske natur og his-torie, at stamme med på det danske sprog – allerhelst i sang.

At være dansk er ikke afhængigt af, hvem du er. At være dansk er at tage levende del i fællesskabet. At være dansk er ikke at være noget, men at gøre noget: at lade sig fortælle ind i den store sammenhæng ved at synge med på visen om den unge, blonde pige og de utallige andre skikkelser og steder, der fortæller os om, hvor vi er kommet fra, og hvad vi kan stille op i tilværelsen.

Kristoffer Garne er valgmenighedspræst i Kjellerup og Omegns Valgmenighed.