Den gode hyrde

2. søndag efter påske

Kristus kalder sig selv for den gode hyrde. Dem, han kender, kalder han for får. Men hvad betyder det at være et får, hvis det er os, han henvender sig til, og ikke de andre? Det betyder, at vi er mennesker, der er afhængige af ham, som fåret er afhængigt af sin hyrde.

Vi er altså ikke får, fordi vi er søde og har bløde værdier. Nej, vi er får, fordi vi er afhængige af hyrden for at klare livet og døden. Så når vi hører, at vi skal være får, er det altså ikke, fordi vi skal være på en bestemt måde eller have bestemte værdier. Det er alene vores forhold til Kristus, der gør os til får. Det er også kun i forhold til ham, at vi kan tillade os at være det. Over for vore medmennesker kan vi nemlig ikke tillade os det.

Det er derfor forkert, hvis vi mener, at kristendom handler om, at vi skal falde ned og være som søde og bløde lam, der ingenting gør, når noget truer os. For hvis noget truer vore medmennesker, er det ikke særligt kristeligt ikke at gøre noget. I forhold Kristus som hyrden har vi ansvar over for hinanden.

Artiklen fortsætter under annoncen

At være et får over for Kristus er derfor ikke at være sød og blød. Det er alene at vide sig tryg, fordi han er med os, som hyrden er med sine får. Som får er vi derfor mennesker, der ikke behøver at frygte for noget i livet og i døden. Som får kan vi være modige til at gøre det, der skal gøres over for vore medmennesker. Som får med Kristus som hyrden kan hjertet synge som en nattergal.

Stemmer er der ellers nok af. Stemmer, der vil have os til at frygte. ”Andre mennesker er nogle, du skal være bange for,” siger de. ”De smitter, hvis du ikke holder afstand. De risikerer at gøre dig så syg, at du dør. Håb er her ikke nogen strategi. Det er til gengæld frygten.” Men hyrdens stemme trænger gennem frygtens stemmer. Vi kan sagtens høre den. For han er ikke bare hyrden. Han er den gode hyrde, der altid er på vej fra Gud, og som sætter sit liv til for at redde sine får. ”Kom, jeg går foran dig, når du lever og når du dør – og jeg leder dig ud i opstandelsens lys. Jeg lader dig ikke i stikken. Frygt ikke. Tro kun.”

Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emer. Lisbeth Smedegaard Andersen.