Claus Thomas Nielsen kalder i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 12. januar Lars Sandbeck for en hædersmand, fordi han påpeger, at mange præster i dag forkynder noget andet end det, der står i bekendelsesskrifterne. Ifølge Claus Thomas Nielsen ønsker disse præster en ny teologi gennem ny musik, nye salmer, bønner med mere.
Jeg vil kalde Claus Thomas Nielsen en hædersmand, fordi han skriver, at nye tekster og liturgi ikke bare handler om form og formidling, men også om teologi. Denne pointe bliver alt for ofte overset, og han har fuldstændig ret.
Til gengæld har han ikke ret, når han drager den lynkonklusion, at ”en ny teologi” er udtryk for ”en ny religion” uden en almægtig Gud, arvesynd, offerdød og dom. Det er en besynderlig påstand, at bevægelser inden for teologien skulle ophæve kristendommen. Som om der i folkekirken kun findes to teologier: Den sande, færdigformulerede – og den ”postkristne”.
Der findes helt åbenlyst ikke kun én teologi i for eksempel Den Danske Salmebog, men en righoldighed af historiske tekster, der repræsenterer endog meget forskellige udlægninger af det kristne univers. Hver tids salmedigtere og teologer har tilført traditionen fortolkninger af kristne grundtemaer, der har båret nye teologiske anliggender frem.
Stub, Luther, Kingo og Grundtvig har ikke samme teologi. Lovprisning af jordelivet står i Salmebogen side om side med verdensforsagelse, fordømmelse af vantro og står side om side med tak til en altfavnende Gud. Beskrivelser af Gud som den, der kræver blodoffer, og Jesus, som køber os fri fra Guds straf, står side om side med beskrivelser af den Gud, der elsker mennesker, selvom de har ofret Gud.
Salmebogen viser, at den kristne teologi heldigvis bevæger sig. Og – hvis man ser bort fra Reformationen – oftest ikke i eklatante brud, men i de fortsatte fortolkninger af (og opgør med) det foreliggende tekstunivers.
Denne bevægelse i salmernes teologi er et fornemt udtryk for, at kristendommen helt selvfølgeligt bliver tolket ind i en given tid. Og at en given tid måske nok vil have en særlig optagethed eller blindhed, men ikke kun én teologi, heller ikke i dag.
Når Claus Thomas Nielsen taler om en teologisk modsætning mellem nyt/gammelt, sandt/forløjet og kristent/postkristent, går han derfor karikaturens ærinde. Ikke teologiens. Og det er ærgerligt.
En saglig, dybdegående diskussion af teologien i nye liturgiske tekster, ud fra vores erfaringer af at være kristne i en sekulariseret verden, er livsnødvendig for kirken.
Dét, at de fleste i dag ikke fortolker teologiske læresætninger, for eksempel trosartiklerne, på samme måde som man gjorde i senmiddelalder eller i romantikken betyder ikke, at Gud har forladt den moderne verden, eller at mennesker har forladt Gud. Tværtimod. Det er et udtryk for, at mange stadig kæmper med deres forhold til Gud, men ud fra nye erfaringer og blindheder, og kampene er vigtige for teologiens fortolkning af blandt andet bekendelsesskrifterne.
Det er rigtigt, at der forkyndes megen luftig skabelsesteologi i disse år. Men det skal ikke skygge for, at der er stadig flere teologer, forfattere og salmedigtere – og jeg er selv en af dem – der trods beskyldninger om det modsatte, faktisk ikke bare affærdiger synd, gudsfrygt og dom som forældede begreber, men heller ikke gentager dem som rene formler.
Når Claus Thomas Nielsen siger, at ”den nye teologi” er uden arvesynd, dom og offerdød, må det bero på en meget begrænset læsning af et lille udvalg af nye tekster og nyere teologi.
Man kan håbe på – når debatten om dåbsteologien nu er begyndt – at også denne tids fortolkningslivtag med bekendelsesskrifterne vil blive taget mere seriøst, på godt og ondt. De er ikke dødstegn, de er livstegn.
Iben Krogsdal er forfatter og salmedigter.