Den 19. udgave af den danske højskolesangbog er netop blevet udgivet. Højskolesangbogen er et vigtigt stykke kulturhistorie, som gennem sange, kunstnere, komponister og digte fortæller om Danmarks historie og viser et billede af Danmark.
Højskolesangbogen har stor betydning for mange, blandt andre de mange højskoleelever, som dagligt bruger den. Alle fællessangarrangementerne under corona-udbruddet har også vist, at sangbogen og fællessang i dén grad har sin berettigelse.
For at Højskolesangbogen skal være en samlende bog, som viser et virkelighedsbillede af Danmark, så er det for mig meget vigtigt, at en sang som Isam B’s ”Ramadan i København” er kommet med, at sammensætningen af sangene og deres emner tilpasses virkeligheden og eksempelvis afspejler klimakrisen, og at de kvindelige komponister og sangskrivere er meget bedre repræsenteret end tidligere.
Siden det blev afsløret, at Isam B’s sang er med i den nye udgave af Højskolesangbogen, har der været ramaskrig hos flere politikere og meningsdannere. For eksempel skrev Dansk Folkepartis Søren Espersen på Twitter, at han ikke gider Højskolesangbogen mere ”efter denne Ramadan-skandale” og Liberal Alliances Henrik Dahl skrev, at ”Højskolesangbogen hylder underkastelsen med sangen”.
Om man vil det eller ej, så er ramadan en del af virkeligheden i Danmark. Om man vil det eller ej, så er muslimer en del af den danske virkelighed og en del af den nyere danmarkshistorie. Og om man vil det eller ej, så er mangfoldigheden kommet for at blive. Det, at sangen er blevet en del af Højskolesangbogen, er vigtigt, da det for mig handler om, at en del af min og mange andres virkelighed bliver repræsenteret i sangbogen og dermed i det stykke kultur og historie, som sangbogen er.
Om man er muslim eller ej, københavner eller ej, eller om man lide Isam B eller ej, så afspejler sangen, hvordan en del af vores medborgere i samfundet lever og oplever virkeligheden i København. Det betyder ikke, at alle skal kunne genkende det billede, ligesom der er mange af de cirka 600 fortællinger og sange i Højskolesangbogen, der er billeder på en masse andre ting, som ikke er en del af min virkelighed.
Det er netop det, der skal være Højskolesangbogens styrke: At den gennem sangene skal vise Danmarks mangfoldige og farverige historie, kultur og virkelighed. Nogle af tingene vil afspejle ens egen virkelighed og historie, og andre vil ikke kunne det. Men så kan de gøre os klogere i stedet.
Selvfølgelig skal der være sange med om kirke og kristendom, selvfølgelig skal der være en masse Kim Larsen-sange med, selvfølgelig skal der være sange om landbruget og livet på landet, men selvfølgelig skal der også være sange om forskellige kulturer, sange om klimaet og mange flere sange skrevet af og komponeret af kvinder. Historien og virkeligheden forandrer sig, og vi skal tilpasse os nye virkeligheder, uden at vi glemmer historien.
Jeg tror faktisk, at Højskolesangbogen på denne måde kan blive en endnu mere samlende bog og nå ud til endnu flere. For når flere føler, at en del af deres virkelighed bliver repræsenteret i bogen, bliver den nok også interessant for flere at have og stifte bekendtskab med.
Sikandar Siddique er politisk leder for Frie Grønne.
Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.