EFTER ALT AT DØMME nåede Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, højdepunktet af sine ambitioner, da han i juni sidste år blev valgt som landets første udøvende præsident. Forfatningsændringer, der blev vedtaget i en folkeafsteming i april 2017, har givet ham omfattende beføjelser og magt over parlamentet, retsvæsenet, militæret og offentlige institutioner. Med udnævnelse af sin svigersøn Berat Albayrak til finansminister har Erdogan også magt over økonomien. Der er kun én ambition tilbage: at være leder af den muslimske verden.
I flere århundreder blev de osmanniske sultaner betragtet som kaliffer, indtil kalifatet blev afskaffet efter grundlæggelsen af den tyrkiske republik i 1923. Nu spiller Tyrkiet en ledende rolle i OIC, Organisation of Islamic Cooperation – en sammenslutning af 57 lande, som repræsenterer verdens 1,8 milliarder mu-slimer. I oktober erklærede Erdogan, at Tyrkiet var det eneste land, der kunne lede den muslimske verden.
Kort efter udkom 2019-udgaven af ”The Muslim 500” – en oversigt over verdens 500 mest indflydelsesrige muslimer, med Tyrkiets præsident Erdogan som nummer et, efterfulgt af kong Salman af Saudi-Arabien og kong Abdullah af Jordan. Erdogan var nummer otte i 2016 og 2017 og nummer fem i 2018.
Hans profil er ledsaget med et citat: ”Vi følger en lang tradition, der igennem historien betragter sociale, kulturelle og religiøse forskelle som en berigelse,” hvilket kan virke overraskende i betragtning af, hvor hårdt Erdogans regime har slået ned på enhver form for uenighed eller opposition.
ERDOGANS BUD PÅ AT VÆRE den nye kalif er et naturligt følge af den neo-osmanniske renæssance, som har fundet sted i Tyrkiet, siden Erdogans islamiske parti AKP, Retfærdigheds- og Udviklingsparti, kom til magten i 2002. Chef-ideologen er Tyrkiets tidligere udenrigsminister og senere premierminister Ahmet Davutoglu, hvis bog ”Strategisk dybde” fra 2001 argumenterer for, at Tyrkiets genopstanden skal baseres på landets historie og geografiske position.
I et interview i 2010 røbede Ahmet Davutoglu, at Tyrkiets neo-osmanniske ambitioner var inspireret af Det Britiske Statssamfund, en frivillig forening af tidligere britiske kolonier med dronningen som nominelt overhoved, der deler en fælles sproglig arv og kulturarv.
Men der var noget, Ahmet Davutoglu havde misforstået. Statssamfundet er bygget på retsstatsforhold, og fundatsen udtrykker en forpligtelse til demokrati, menneskerettigheder, magtens tredeling og udtryksfrihed.
Ahmet Davutoglu blev fjernet som premierminister i 2016, da han truede med at overskygge præsidenten, men to år tidligere blev han udråbt af regeringspartiet AKP til ”en ægte søn af osmannerne”. Til trods for at han er kommet i unåde, har hans idéer rodfæstet sig. Ahmet Davutoglus strategiske vision var igen at gøre Balkanlandene, Kaukasus og Mellemøsten sammen med Tyrkiet til centrum for verdenspolitik.
Kort sagt planlægger AKP at skabe en ny verdensorden med Tyrkiet som en global magt.
Tyrkiets planer om en mellemøstlig union, en frihandels- og visumfri zone mellem Tyrkiet, Syrien, Libanon og Jordan blev dog væltet af borgerkrigen i Syrien, og Ahmet Davutoglus forslag om en forsamling af osmanniske nationer blev aldrig til noget. Samtidig indgik Tyrkiet en række strategiske partnerskaber med Kasakhstan, Saudi-Arabien, Syrien, Kina, Aserbajdsjan, Ukraine, Qatar og Pakistan.
Tyrkiets forhold til Iran kan defineres som gensidig økonomisk afhængighed, og der har været en tilnærmelse til Rusland siden nedskydningen af det russiske Su-24 i november 2015. Nu er alle tre samarbejdspartnere i Astana-processen, som prøver at finde en løsning på konflikten i Syrien, og Tyrkiets strategiske alliance med USA er smuldret.
Tyrkiet er på kant med Saudi-Arabien, da Tyrkiet støttede Mohamed Morsi og Det Muslimske Broderskab i Egypten og støtter Qatar i den nuværende boykot. Mordet på journalist Jamal Khashoggi har kun øget spændingen.
ERDOGANS KONFRONTATION med Israels præsident Shimon Peres ved Verdens Økonomiske Forum i januar 2009 fik bifald fra araberne og en opfordring fra det libanesiske dagblad Dar al-Hayat til at gendanne det osmanniske imperium og at være kalif for alle muslimer. Forholdet til Israel er nu endt som en udveksling af fornærmelser mellem Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Ikke desto mindre har Erdogan ikke opgivet Tyrkiets imperiale ambitioner. Tværtimod har Tyrkiet igennem Tika (Tyrkiets agentur for samarbejde og koordination) udvidet sin indflydelse til Centralasien, Balkanlandene og Afrika, og i 2017 som en del af sin bistand til Somalia åbnede en militærbase i Mogadishu. Tyrkiets religiøse direktorat, Diyanet, er en del af Tyrkiets forlængede arm i tidligere osmanniske lande. I Europa holder statsansatte imamer øje med tyrkiske indvandrere.
Tyrkisk professor Nuray Merts definition af neo-osmannisme som ”irredentisk nationalisme”, det vil sige en ambition om at generobre tidligere territorier, holder stik. Erdogan har talt om at opsige Lausanne-traktaten fra 1923, der fastlagde Tyrkiets grænser, til fordel for Nationalpagten, der blev vedtaget af det sidste osmanniske parlament i 1920 og omfattede dele af Syrien, Grækenland og Irak.
Tyrkiet har fået lov af Rusland til at besætte to områder i Nordsyrien, og USA’s præsident Trump er blevet narret af Erdogan til at trække amerikanske styrker tilbage fra Syrien. Det springende punkt er nu, hvor længe det varer, før Erdogans overmod fører til et sviende nederlag for Tyrkiet.
Robert Ellis er Tyrkiet-kommentator og forhenværende rådgiver i Europa-Parlamentet.