Den nye sangbog indsnævrer højskolebevægelsens åndelige rødder

Med den nye højskolesangbog får man det indtryk, at man på højskolerne skal synge nogle salmer, der er så forsigtige, at ingen får dem galt i halsen, men måske får lyst til at gå kirke, skriver sognepræst Kristoffer Garne

"Når der stod salmer i Højskolesangbogen – skarpt adskilt fra de øvrige sange – var det, fordi det var de sange, folk kendte og elskede," skriver Kristoffer Garne, sognepræst.
"Når der stod salmer i Højskolesangbogen – skarpt adskilt fra de øvrige sange – var det, fordi det var de sange, folk kendte og elskede," skriver Kristoffer Garne, sognepræst. Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix.

Det er klart, at man i den nye højskolesangbog har været nødt til at fjerne de Grundtvig-sange, der ikke længere bliver sunget, for at få plads til noget nyt. Ud over, at man ikke bare har suppleret, men ligefrem udskiftet Oluf Rings fremragende melodi til ”Ingen har guldtårer fældet” med en ny, der er meget svær at synge og spille, ligger udvalgets beskæring på dette punkt inden for rimelighedens grænser.

Med en enkelt graverende undtagelse: udeladelsen af Grundtvigs mindedigt over Henrich Steffens ”Lynildsmand”. Til gengæld har man så fået plads til to ”nye” Grundtvig-sange, et mindedigt om Martin Luther og den rablende missionssalme ”Menneske først og kristen så”.

I sig selv ser det uskyldigt ud, men det afslører en provinsiel, halvkristelig indsnævring af synet på højskolebevægelsens åndelige rødder. For samtidig har man givet plads til en masse nyere salmer. Ikke af den slags, som danskerne uanset deres tro synger i årets løb. Men nye salmer (for eksempel de 10 af Iben Krogsdal), der må ses som apologetiske, hvis ikke missionerende, forsøg på at forkynde kristen tro til danskere med en stor tvivl.

Grundtvig var ellers meget klar i mælet om, at højskolen ikke skulle forkynde kristendom, men styrke og opbygge det førreligiøse, fællesmenneskelige udgangspunkt. Kort sagt: Kristendom var kirkens sag, højskolens var livsoplysning. Når der stod salmer i Højskolesangbogen – skarpt adskilt fra de øvrige sange – var det, fordi det var de sange, folk kendte og elskede, og det var praktisk at have dem ved hånden sammen med det øvrige repertoire.

Da jeg selv gik på højskole, sang vi den første uge den nu udeladte ”Lynildsmand”. Dernæst fik vi historien om Henrich Steffens’ berømte forelæsninger på Elers’ Kollegium i 1802-1803, hvor han introducerede Danmark for romantikken – den nye europæiske sans for den store sammenhæng mellem liv, poesi, natur, historie og religion. Til forelæsningerne sad Grundtvig, Blicher, Oehlenschläger, Ørsted-brødrene med flere.

Og så blev vi belært om, at højskolens åndelige fundament ikke var hverken det nationale eller det kristelige, men en ny, fælleseuropæisk bevægelse, der krævede oplysning og dannelse af det hele menneske. Og med oplysning og dannelse mentes ikke kun historie og litteratur, men også videnskab og praktiske færdigheder.

Kigger man på den nye højskolesangbog, kan man få det indtryk, at højskolens opgave i dag er at klynke lidt over det hårde liv, men i øvrigt konstatere, at vi har det godt nok i Danmark. Det kunne blive bedre, og vi kunne blive mere tolerante, men det er dejligt at følge årstiderne og synge sange. Og så kan man få det indtryk, at man på højskolerne skal synge nogle salmer, der er så forsigtige, at ingen får dem galt i halsen, men måske får lyst til at gå kirke.

Som præst kan jeg dårligt begræde, at Højskolesangbogen kan hjælpe i missionsarbejdet. Men som kender og tilhænger af Grundtvigs historiske og holistiske højskoletanker er jeg nervøs for, at bevidstheden om livsoplysning som noget fællesmenneskeligt, europæisk, åndeligt og historisk er ved at gå tabt.

Højskolen skal modvirke den tendens til snæver specialisering, som truer vores uddannelsessystem ved at fokusere på det hele menneske. Et godt sted at begynde ville være at synge om Steffens, der ifølge Grundtvig selv banede vej for skolen for livsoplysning og dannelse ved at forbinde os med den europæiske ånd, som ”genfødte synet” og ”sprængte” den hensovende statskirkeligheds ”bautasten i Nord”.

Kristoffer Garne er sognepræst.

Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.