Tidligere folkeskolelærer: Den sorte skole er genindført i Danmark. Sig nej

Der er brug for et opgør med folkeskolen. Hvad ville politikerne gøre, hvis alle lærerne sammen sagde: Nej?

Vi er tilbage i den sorte skoles overfladiske tilpasningsskole, hvor læreren er reduceret til en mekanisk robot, der skal servicere elevernes læringsprocesser, skriver Lærke Grandjean. Her ses en 9. klasse på Amager Fælled Skole i København.
Vi er tilbage i den sorte skoles overfladiske tilpasningsskole, hvor læreren er reduceret til en mekanisk robot, der skal servicere elevernes læringsprocesser, skriver Lærke Grandjean. Her ses en 9. klasse på Amager Fælled Skole i København. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Der er brug for et opgør med folkeskolen, som den er nu syv år efter reformen. Et opgør med selve menneskesynet om, at man med kolde naturvidenskabelige manualer og læringsmetoder kan proppe viden ind i hovederne på børn og unge. Et opgør med grundtanken om, at mennesker bliver til mennesker ved gold læringspåfyldning; som om børnene og de unge var biler på en benzintank.

Genskab skolekomediernes tid! Genskab tid til fordybelse, tid til at finde ud af at være ”mig”, til at være ”vi”. Genfind tid til at komme hjemme fra mor og far og i stedet komme ind i verden med kunst, viden, tro – for at kunne føle sig hjemme i verden.

Hvem har stafetten til opgøret? Politikerne? Forskerne? Lærerne!

Lige foran os, netop nu, er små og store mennesker med ansigter og øjne, man kan se lige ind i. Hvis man vil. Fald ikke i søvn. Tænk. Sig nej. Hver for sig og sammen. Hvad ville politikerne gøre, hvis alle lærerne sammen sagde: Nej!

Gert Biestas nye bog ”Verdens-centreret pædagogik og uddannelse: En udsigt for i dag” udkommer på det engelske forlag Routledge den 13. juli 2021 og er også antaget til udgivelse i Danmark. Den hollandske professors verdensberømte bøger om menneskelig frihed til at sige nej i uddannelse er indtil videre oversat til 18 sprog.

Gert Biestas succes med at trænge igennem globalt med sin meget direkte opfordring til at droppe dumheden – at sige fra over for den nuværende målings- og uddannelsesindustri – har at gøre med hans vedholdende, spidsformulerede og dybdegående tænkning over forbindelserne mellem praktisk pædagogik, teoretisk tænkning og uddannelsespolitik.

Målingens tidsalder – benævner Gert Biesta det nuværende globalt set oversvømmede uddannelseslandskab ramt af læringsbølgen, learnification, som brutalt har medført afskaffelse af gedigen undervisning. Tidligere forventedes lærerne at pege på livet og havde dermed til opgave at vise verden, i en eller anden udgave, frem til de nytilkomne børn og unge.

Men i skarp kontrast til tidligere tiders formål med skole og undervisning, så forventes læreren globalt set i dag helt primitivt at påtage sig rollen som en mekanisk robot, der, via digitale teknikker, skal servicere børns og unges læringsprocesser, så de kan tilpasses det ”moderne” konsumsamfund, hvor behov effektivt og hurtigt kan finde tilfredsstillelse. Vi er tilbage i den sorte skoles overfladiske tilpasningsskole.

Men, spørger Gert Biesta, er dette, hvad vi egentlig ønsker? Ønskes virkelig et samfund, hvor mennesker ses som objekter, der skal uddannes med robot-agtige redskaber ud fra en naiv tro på, at dette kan skabe økonomisk vækst?

Nej, må svaret være, det er i virkeligheden noget helt andet, der er ønskværdigt, og det er i det lys, man kan se Gert Biestas tænkning om pædagogik, undervisning og uddannelse: at pege på menneskets unikhed og mulighed for egen og andres frihed til selv at tage stilling og dermed kunne sige ja og nej på de rette tidspunkter i livet.

For hvis man vælger at stoppe op og tænke sig om, så vil de fleste mennesker vist i grunden gerne sige ja til at leve i et samfund, og i en verden, der opdrager til frihed, ligeværd og demokrati. Og dermed sige nej til en instrumental og totalitær skole.

Samlet set viser Gert Biesta i sit værk, hvor svært det er blevet for lærerne at løse deres opgave, fordi uddannelse i dag er blevet til en industri og forretning. Hvor skoleformålet tidligere har været funderet i overordnede idéer om via indsigt at søge efter sandt og godt, er formålet i dag indsnævret til: En målingsindustri med kontrol og en naiv forestilling om, at den samfundsøkonomiske kage dermed kan blive lækker og spiselig.

En sådan reducering af skolens formål sætter simpelthen de møjsommeligt indhøstede undervisningserfaringer uden for skoledøren: Det vil sige erfaringer helt tilbage fra det gamle Grækenland med paideia, til reformationen med læsning af bibelen, til oplysningstidens opfordring til at bruge sin fornuft og til det 19. århundredes interesse for lige uddannelsesmuligheder for alle.

Skuffende, siger Gert Biesta, at alt dette historiske gods, hvor både elevcentreret og læreplanscentreret uddannelse var i spil, nu synes fortrængt til fordel for vor tids ensidige fokus på at score ”højt” i PISA (Programme for International Student Assessment), at komme på første pladsen og helst vinde over Finland, eller hvilket seneste land, der lige nu top-performer.

I ”Verdens-centreret pædagogik og uddannelse: En udsigt for i dag” spidsformuleres i syv sprudlende og veldokumenterede kapitler, at det er på høje tid at sætte foden på bremsen og dreje på rattet i det frit accelererende samfundskøretøj, der netop nu er på gale veje ud over totalitære skolemæssige sletter.

Med næb og klør og i levende samtale med andre forskere opfordrer Gert Biesta lærere, forskere og politikere til at lukke munden op, komme i dialog og handle sammen, nu: Drej væk fra det digitale læringsræs – sænk hastigheden og styr retningerne henimod en solid undervisning, der indebærer demokrati i skole og uddannelse.

Genindfør formålsdiskussioner ud fra spørgsmål som: Hvad det vil sige at være et godt og ordentligt menneske? Hvordan kan nytilkommere, altså børn og unge, finde vej ind og ud af kultur og traditioner? Hvad skal der til af viden og kundskaber for at klare sig i tilværelsen?

Besind jer på spørgsmålet: Hvad kan samfundet gøre for skolen? I stedet for omvendt.

Skab ro, rum og rammer, der giver mulighed for i langsommelighed, med god tid og frihed til i undervisningsarbejdet at adressere, forstyrre og understøtte børn og unge til at ”komme hjemmefra” og i stedet kunne finde sig hjemme i den store verden: ”ophæve tid og rum” for i frihed at kunne modtage undervisning, lave skolekomedier og blive til hele mennesker.

Hjerteslaget i Gert Biestas værk er at se mennesket som en person, et subjekt, der er uerstattelig. Han peger igen og igen på, at objektivisering af andre mennesker var det, der medvirkede til, at Auschwitz kunne ske. Gert Biesta tænker dybt over, om uddannelse overhovedet kan gøre en forskel i forhold til, hvilket menneskesyn, der er i samfundet og i verden? Han konkluderer: Ja, Adorno havde ret: For at Auschwitz ikke skal gentage sig er den allerførste fordring uddannelse.

Problemet er dog, at den nugældende politiske fordring til skolen er blevet til en mærkværdig, nærmest enfoldig forestilling om, at læring, måling og kontrol – understøttende et menneskesyn, som objektiviserer børn og unge – skulle være fremmende for en god skole. Dette må man sige nej til. Nu.

Man må sige nej, hvis man vil søge en menneskelig frihed i sporet af Primo Levis ord om Holocaust: Det skete, derfor kan det ske igen. Dette er kernen af, hvad vi må sige.

Ideelt set bør forskning og politik række hånden ud og forsøge at bidrage til lærernes mulighed for at kunne undervise på en virtuos måde med kunsten og ja, for at sige det lige ud: med troen, håbet og kærligheden. Men tragisk nok, så lægges der i dag globalt set næsten uovervindelige forhindringer i vejen for uddannelsesmuligheden:

Dels ved at overføre naturvidenskabelige og positivistiske forskningstraditioner med empiri og evidens til humanistisk forskning i pædagogik.

Dels ved, med new public-management, nøgternt at mene at kunne beregne sig til et profitabelt uddannelsesudbytte.

Man glemmer derved, at viden og tro er to sider af den samme mønt, og de fleste forskere og politikere vælger i dag på denne måde, tragisk nok, at overse, hvad lærere dagligt erfarer fra praksis, nemlig at mennesker ikke er objekter eller ting. Lige foran os, netop nu, er derimod små og store mennesker med ansigter og øjne, man kan se lige ind i. Hvis man vil.

Lærere taler, ja nærmest råber, for at forsøge at fortælle forskere og politikere, at undervisningens indhold ikke er en masse, som med forudsigelighed kan proppes ind i mennesker, der dermed kan antages at blive effektive maskindele i en smurt samfundsmekanisme. Mennesker kan og skal ikke (mis)bruges i en bestemt politisk læringsagenda.

Det er dette, Gert Biestas værk understreger: Teori kan og skal ikke direkte bruges, indført i manualer eller digital læringsstyring, sådan som det globalt sker i dag.

Men indirekte er eftertænksomhed selve den klangbund, eller ligefrem det salt, som påvirker den grundlæggende retning for relationerne og de substantielle bevægelser i pædagogik og undervisning. Tænk selv. Vær ikke en logrende hale til læringshunden. Med andre ord: Drop dumheden i skolen, nu!

Hvis vi altså vil finde modet og styrken til at sige nej til dén sorte skole, der nu er genindført i Danmark.

Lærke Grandjean er skribent og foredragsholder.