I Danmark tager daginstitutioner, de yngste skoleklasser og dele af sundhedsvæsenet i denne uge de første spæde skridt i retning af at genåbne samfundet. Samme billede gør sig gældende i andre lande, og selvom covid-19 stadig hærger mange steder, bør vi allerede nu reflektere over, hvad coronakrisen har lært os om vores hidtidige tilværelse, mener Dennis Nørmark, antropolog og medforfatter til bogen ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”.
Ikke mindst vores måde at indrette arbejdslivet på trænger nemlig til et grundigt eftersyn, efter at flere hjemmearbejdsdage og færre møder i ugevis har været hverdag for mange, hævder han:
”Krisen har betydet, at mange mennesker er nået ind til kernen i deres arbejde. Ikke mindst, fordi pseudoarbejdet – de uproduktive aktiviteter, der mest af alt handler om at se travle ud i omgivelsernes øjne – automatisk bliver skrællet væk på hjemmearbejdspladsen, hvor chefer og kollegaers øjne ikke hviler på dig konstant. Samtidig forsvinder storrumskontorets konstante forstyrrelser, og tilsammen betyder det, at mange mennesker i disse uger får lavet det, de skal, men de gør det på markant kortere tid,” siger han og henviser til Parkinsons lov, som tilsiger, at arbejde udfylder den tid, der er afsat til det.
”Opfølgende møder, endeløse idéudviklinger og evalueringer af handleplaner er skåret ind til et minimum, uden at det i mange tilfælde betyder lavere produktivitet. Til gengæld betyder det mere fritid og frihed, fordi mange af os kommer nærmere den tid, arbejdet i virkeligheden tager. Og der er jo ingen grund til at gå og se travl ud for sin egen eller sin families skyld. For nogen har disse uger dog også den kedelige konsekvens, at deres jobfunktion udstilles som relativ overflødig.”
Men ét er, at de uproduktive dele af vores normale arbejdsliv træder tydeligt frem. Noget andet er, at krisen vel samtidig understreger, hvor afhængige vi er af relationer uden for hjemmet – og at vores kolleger ikke kun er forstyrrelser, men også samtalepartnere, der bringer os glæde?
”Ja, afgjort. Der er ingen tvivl om, at mange også bruger arbejdet som en pause fra det liv, de har uden for arbejdspladsen. Mange savner ligefrem deres kolleger i disse uger og længes efter arbejdspladsen. Men det, man derfor bør gøre, er at bytte statusmøder og projektevalueringer ud med en gang klassens time, hvor man spiser kage og kommer hinanden ved på jobbet. I mange tilfælde vil det ikke gøre en forskel for produktiviteten at veksle pseudoarbejde til socialt samvær.
Og derfor er det vigtigt, at vi på den anden side af pandemien husker, hvad det var, der gjorde, at vi løste de samme arbejdsopgaver på mindre tid under krisen. Gik der noget væsentligt tabt med de ting, som blev suspenderet under krisen – ellers var det måske ligegyldigt fyld, der kunne veksles til noget bedre? Måske skulle man sløjfe storrumskontoret og så gå tidligere hjem. Eller bruge tid med kollegerne uden en mødedagsorden som undskyldning?”
Du hævder, at ”det moderne arbejdslivs ulidelige diktat er, at vi skal se travle ud”. Men tror du, vi for alvor bliver i stand til at give slip på den mentalitet efter krisen?
”Det er jeg ikke overbevist om, for det ligger dybt indlejret i vores protestantiske etik at tænke sådan. I andre kulturer er man slet ikke nær så bange for at se ud, som om man ikke konstant er travlt optaget.
Vores arbejdsliv er knyttet til vores kristne kulturarv, og derfor kræver det også et dybere kig ind i os selv og vores værdigrundlag for at lave det om. Men krisen kan forhåbentlig udstille, hvor latterligt det er at tilstræbe at se travl ud 37 timer om ugen, når man kunne nøjes med at være det i 30 timer og kanalisere resten af tiden og energien over i frivilligt arbejde eller samvær med familien.”